Forfatteren Ulrik Gräs er aktuel med romanen Gongong. Et af sporene i den er kirkegårdsstriden i Vejle i 1950erne, som delte byen og satte gang i opstillingen af de frie lister til menighedsrådene
Det begyndte med erindringen om Birger og Kirsten. Han var søn af byens kriminalassistent, Kirsten datter af sognepræsten, og de kom begge i byens jazzklub og blev forelsket i hinanden. Da præsten finder ud af det, bliver Kirsten prompte taget ud af gymnasiet og sendt på kostskole langt væk, så de to fik aldrig hinanden.
LÆS OGSÅ: Jeg savner præster med kant
Birger var en af forfatteren Ulrik Gräs ungdomsvenner, og det var erindringen om denne lokale Romeo og Julie-historie, der satte ham i gang med hans nye roman.
Gongong, som den hedder, er en selvstændig fortsættelse af Lido fra 2006, og ligesom den udspiller Gongong (forlaget Tiderne Skifter) sig i barndomsbyen Vejle. Titlen er inspireret af den velkendte gongong-mand, der i mange år åbnede Rank-organisationens film, for journalisteleven Tino, gymnasiasten Tor og idémageren Buller spejler sig i tidens biograffilm og digtning i forsøget på at finde fodfæste i en verden i opbrud og forandring.
Som i Lido fortsætter flere af figurerne deres liv i Gongong, og det er en roman om at være ung og håbefuld i 1960erne i den danske provins og samtidig en roman med mange spor og fortællinger vævet ind i hinanden i et broget mønster af personer og begivenheder, fakta og fiktion.
Som i sine tidligere bøger digter Ulrik Gräs i Gongong ufortrødent videre på virkeligheden, og med forudgående research har den nye, op mod 400 sider tykke roman været fem år undervejs. Et af sporene i romanen følger kirkegårdsstriden i Vejle i 1950erne, som Ulrik Gräs tidsmæssigt har flyttet til begyndelsen af 1960erne, men som ellers bygger på, hvad der rent faktisk skete.
Kirkegårdsstriden eller kirkegårdssagen, som den blev døbt i landets aviser, løb over næsten tre år og delte byen i to lejre, som stod stejlt over for hinanden. Sagen var med til at bane vejen for de frie lister til menighedsrådene, hvor socialdemokraterne kom på banen, og derved ændredes hele det kirkelige Danmark.
Og det er her, Birger og Kirstens ulykkelige kærlighedshistorie spiller med som en brik i historien, med tråde tilbage til Shakespeares Romeo og Julie, hvis stridende familier hindrede, at de fik hinanden. Sådan også i Vejle, for Birgers far blev som socialdemokratisk menighedsrådsmedlem hovedaktør i kirkegårdsstriden. Hans argeste modstander her var Kirstens far, sognepræsten ved Skt. Johannes Kirke i Vejle, nu afdøde pastor Børge Mosumgaard, som romanens pastor Mose er bygget over.
Mosumgaard, der som pastor Mose også var med i Lido og flere gange tidligere er dukket op i Ulrik Gräs forfatterskab, var præst fra 1947 til 1978 i Vejle, og da kirkegårdstriden begyndte, var han formand for byens kirkegårde og fællesmenighedsrådet. Han tilhørte det gamle kirkelige flertal, der blev væltet af de nye frie lister, da stormen brød løs i forbindelse med en fyringssag.
Ulrik Gräs fik trykt sine første noveller i et lille tidsskrift, Børge Mosumgaard redigerede, og takket være mange opbyggelige samtaler, de to havde med hinanden, er han en af de kirkelige skikkelser, der har sat sit præg på ham. Ulrik Gräs mødte dem som medarbejder ved Kristeligt Pressebureau, blandt andre professor Regin Prenter, som optrådte i en af hans tidligere romaner, og som han har planer om på et tidspunkt at vende tilbage til i forfatterskabet.
Det venter han sig af mig i sin himmel, mener Ulrik Gräs, der husker sit møde med Prenter på en togrejse, hvor denne kommenterede Gräs portræt af ham i romanen Elskere elsk fra 1977.
Han kunne godt lide bogen og sagde, at jeg skulle have lagt nogle flere ord i hans mund, de rigtige eller de forkerte, ansvaret er i sidste ende dit, og hvis du selv kan indestå for det, så er det i orden noget i den retning sagde han. Det gjorde indtryk. Det gjorde mig fri.
Selvom Ulrik Gräs ofte bruger de pågældendes virkelige navne i sine bøger, afviser han, at der er tale om egentlige nøgleromaner.
Der er genkendelige træk, men samtidig er der tale om fiktion. Ingredienser fra livet rystes sammen og kommer ud i genkendelige, nye mønstre. Ligesom hvis en bombe sprængte et pottemagerværksted, så det hele bliver til skår, og jeg så forsøger at sætte skårene sammen på nye måder. For mig drejer det sig først og fremmest om at få en person til at leve som en naturlig del af romanen.
At skrive er jo at klone personer fra det virkelige liv og få dem til at leve på papiret i kraft af en livsgnist, som Vorherre sørger for gennem mig som forfatter. Så ja, jeg tror på Helligånden. Hvordan skulle der ellers komme liv i en romanperson som pastor Mose? Men samtidig, uden mit møde med mange andre præster, der har sat sig spor i mig, var han ikke blevet den, han er nu i romanen samtidig med, at kirkegårdssagen og det, han siger og gør i den forbindelse, er fuldstændig i overensstemmelse med avisreferaterne fra dengang.
Romanen anmeldes i Kristeligt Dagblad i næste uge.
Kirkegårdsstriden eller kirkegårdssagen i Vejle løb over næsten tre år, fra 1952 til 1955, og delte byen. Midt i forløbet blev der holdt menighedsrådsvalg, hvor de frie lister af socialdemokrater og andre, som ønskede nye takter i folkekirken, erobrede flertallet i tre af byens menighedsråd. Dermed brød de grundtvigianernes og Indre Missions gamle herredømme.
Forløbet i Vejle var siden med til at ændre det kirkelige billede i Danmark, hvor nye de frie lister brød de gamle flertal ved kommende menighedsrådsvalg, og det begyndte altsammen med en lille, tilsyneladende ubetydelig sag, hvor en kirkegårdsassistent blev fyret, fordi han angiveligt skulle have taget af kirkegårdens materialer til privat brug.
Bag afskedigelsen stod den fælles kirkegårdsbestyrelse og fællesmenighedsrådet, hvor pastor Mosumgaard var formand begge steder. Sagen blev refereret side op og side ned i den lokale presse, hvor det føg med anklager.
Efter fyringen gik kirkegårdsassistenten til sin fagforening, som rejste et civilt søgsmål mod kirkegårdsbestyrelsen og fællesmenighedsrådet. Ved menighedsrådsvalget, der fandt sted på samme tidspunkt, stillede de frie lister op i solidaritet med den fyrede kirkegårdsassistent og vandt et solidt flertal i tre af byens menighedsråd og dermed flertal i fællesmenighedsråd og den fælles kirkegårdsbestyrelse.
Efter valget var en af deres første handlinger at genansætte den fyrede kirkegårdsassistent, som desuden fik lovning på en erstatning. Til gengæld måtte han og hans fagforening opgive deres civile søgsmål, men nu gik biskop og stiftamtmand ind i sagen og krævede, at den blev ført til doms.
Det ville formentlig også være sket, hvis ikke kirkeminister Bodil Koch her havde skåret igennem og standset stridighederne. Mosumgaard endte med at sætte sin præstekjole på spil, men fik af kirkeministeren et venligt henholdende brev til svar og valgte at blive på sin prædikestol. Ulrik Gräs mener, at sagen endte med, at alle blev tabere, men den fik altså kirkepolitiske konsekvenser på landsplan.
Bibliotekar Søren Brunbech, Vejle Bibliotek, har hjulpet Ulrik Gräs med fakta, som blandt andet bygger på en gammel scrapbog, hvor en af byens borgere har samlet de vigtigste udklip om sagen.