Som 30-årig blev Carl Holst amtsborgmester i Sønderjylland og senere regionsrådsformand. Som 45-årig blev Holst valgt til Folketinget og forsvarsminister. Nogle omtalte ham da som en kommende leder af Venstre og statsminister. Men ministertiden varede kun 93 dage, og nu opgiver han politik – knækket af medier, politiske kollegaer, advokater og politi.
Da Carl Holst blev minister, blev han ramt af en række mediebeskyldninger. Han modtog et eftervederlag på 833.040 kroner som afgået regionsrådsformand, samtidig med at han var minister. Det var ikke ulovligt, og andre politikere er sluppet ubemærket fra at gøre noget lignende. Men i Holsts tilfælde provokerede det journalister, andre politikere og nogle borgere.
Carl Holst mener, at han som regionsrådsformand nok har skabt sig modstandere ved at være lidt skarp og ilter. Men Holst mener også, at Venstre efter Lars Løkke Rasmussens krise i 2014, hvor denne var tæt på at miste formandsposten, har været forgiftet af indre modsætninger. Holst var en af Løkke Rasmussens støtter, og måske ville nogle af de nævnte grunde ham til livs, antager Holst.
Små og store anklager væltede snart ned over Carl Holst. Den alvorligste var, at han som minister tog Christian Ingemann Nielsen som særlig rådgiver. Ingemann havde været ansat i Region Syddanmark i en almindelig stilling. Det blev hævdet, at han havde hjulpet Holst med at føre valgkamp. Det benægtes ikke af Holst, men Ingemann gjorde det ved siden af sin stilling, og så var det ikke for skatteborgernes penge, lyder Holsts forklaring. Carl Holst erkender dog nu, at han burde have forudset, at Ingemanns gaben over flere roller ville give problemer, selv når det ikke var ulovligt. Holst erkender også, at han ikke var god til at tackle sagen i medierne.
Bedre blev det hele ikke, da Carl Holst i egenskab af forsvarsminister ikke slap godt fra et par sager. Holst havde i 2015 hverken erfaringer som folketingsmedlem eller forsvarspolitiker, og der er ofte stærkere stormvind i landspolitik end i regionalpolitik.
Men lidt svært har Carl Holst nu nok ved at acceptere, at det i politik ikke er nok at være uangribelig i formel henseende. Hvis vælgerne får den opfattelse, at en politiker forbryder sig mod, hvad de finder rigtigt, kan man blive knust, hvis man ikke har tilstrækkeligt med politiske venner.
Det har fyldt meget i mediernes omtale af bogen, at den udkom lige før et skæbnevalg for Lars Løkke Rasmussen. Holst har længe sagt, at han føler sig skuffet over, at Løkke ikke har støttet ham ret meget. Men det er ikke det, der fylder mest i bogen. Mere fylder bitterheden mod nogle journalister og de nuværende politikere i regionsrådet med efterfølgeren Stephanie Lose i spidsen, som næsten alle var meget hurtige til at dømme ham.
Regionsrådet satte en advokatundersøgelse i gang. Denne boganmelder kender intet nærmere til sagens mange detaljer, men det er svært at undgå uro over Carl Holsts kritik af denne dyre undersøgelse, som fremstår helt overfladisk.
Regionsrådet anmeldte i lighed med et par privatpersoner tilmed Carl Holst til politiet. Politiets årelange undersøgelse, som Holst finder amatøristisk, gav ikke politiet grundlag for at rejse straffesag mod ham. De aviser, som på deres forsider havde angrebet Holst, gjorde meget lidt ud af at oplyse borgerne om, at politiet havde sluttet sagen.
Da Carl Holst i Folketinget mente, at skatteskandalerne skulle undersøges i en undersøgelseskommission, blev han ramt af finansminister Kristian Jensens vrede. Jensen er næstformand i Venstre og var en hårsbredde fra at vælte Lars Løkke Rasmussen i 2014. Jensen opfattede Holsts forslag som et forsøg på at komme ham selv til livs, fordi han sad som skatteminister, da roderiet i dansk skattevæsen begyndte i 2004-2005.
Selvfølgelig skriver Carl Holst meget subjektivt, men det er umuligt for denne anmelder at læse bogen alene som resultatet af en vred mands løbske fantasi. Og det styrker bogen, at Holst har fået den ansete journalist Bent Winther til at hjælpe med dokumentation. Bogen burde dog mere præcist oplyse om, hvad man kan tilskrive Winther.
Bogen er en anklage mod en række journalister, flere embedsmænd, nogle advokater og nogle politifolk. Men først og fremmest er det en anklage mod en række politikere – ikke mindst i Venstre – for ikke at kunne holde hovedet koldt i en mediestorm.
Carl Holst skriver godt og med al den intensitet, som man kan forvente fra en ærekær mand med en sag om retfærdighed, og som også skriver af terapeutiske grunde. Bogen gør os klogere på, at jura, politik og medier kan indgå i en uhyggelig cocktail.