I april 2013 fejrede man på Operaen i København 200-året for Richard Wagners fødsel med en koncertant opførelse af ”Valkyrien”, den anden af de fire operaer, der udgør storværket ”Nibelungens Ring”. Uden scenografi og kostumer var det en udfordring at få succesen i hus, men det lykkedes dengang. Kunne konceptet gentages ved en torsdagskoncert, hvor man ifølge sagens natur måtte nøjes med den 70 minutter lange førsteakt?
Det indebar jo, at der blev tale om en udgave af ”Valkyrien” uden nogen valkyrie. For i åbningsakten er der kun tre sangere på scenen: Tvillingeparret Siegmund og Sieglinde, der forelsker sig hovedkulds i hinanden uden på dette tidspunkt at vide, at de er bror og søster, og den skræmmende kæmpe Hunding, som er gift med – og tyranniserer – den stakkels Sieglinde.
Det er langtfra første gang, at denne magiske førsteakt spilles ved en symfonikoncert med de tre sangere stående foran musikerne – uden kostumer eller andre sceneeffekter, men til gengæld med det stærkt bemandede orkester spredt ud over hele scenen. Richard Wagner kommer i dobbelt forstand op af graven: forstået både som selve orkestergraven og det dødvande, der kan indsnige sig i musikken, hvis den ikke kommer ud over rampen. Wagner som fortid, et stykke operahistorie, ikke som levende her og nu-kunst.
Men kunst blev det i allerhøjeste grad i en opførelse, hvor man havde hentet tre Wagner-sangere fra den absolutte verdenselite til Den Blå Kubus på Amager. Lad os undtagelsesvist begynde med herrerne, to gange Stephen: Stephen Milling var helt på hjemmebane i sin signaturrolle som Hunding, og både i sin sang og fremtoning gav han associationer til en stålsat officer fra et af Det Tredje Riges dødskorps. I den store rolle som Siegmund mestrede den ypperlige amerikanske tenor Stephen Gould i lige høj grad de lyriske og dramatiske passager, som Wagners partitur nærmest fosser over med. Dertil kom hans suveræne samspil med tvillingesøsteren Sieglinde.
Og dermed er vi fremme ved den norske sopran Lisa Davidsen. Hun har i en alder af bare 32 år – meget ung for en stor Wagner-sangerinde at være – lagt operahuse i New York, London og Bayreuth for sine fødder, og hun var ganske enkelt bjergtagende som Sieglinde med en stemme, der havde velklang i alle lejer og kunne sætte turbo på, når det var fornødent.
På podiet viste Fabio Luisi sin formidable kompetence som Wagner-dirigent. Det vil næppe komme bag på nogen, der har fulgt hans karriere, at han denne aften fik vores radiosymfoniorkester til at slå gnister og gløder, så ikke bare de inkarnerede Wagner-tilhængere blev indfanget i hans ærlige univers, men også den del af publikum, som nærer forbehold over for den unikke komponist, som selv skrev teksten til sine store operaer. DR Symfoniorkestret spillede så stærkt, at det næsten er synd at fremhæve nogen, men ud mellem sidebenene skal det dog, at Henrik Dam Thomsens cellospil og Eva Steinaas talrige obopassager funklede særligt på denne store aften.
I begejstringens rus skal det ikke glemmes, at vi inden pausen fik oplevet Luisi og orkestret give os en fin fremførelse af en dansk komponist, der også satte Wagner højt: Rued Langgaards korte og kalejdoskopiske 4. symfoni med titlen ”Løvfald”, skrevet 1916, viser et helt særpræget talent med en smuk og spraglet orkesterbehandling. I sit liv kom han til at stå i skyggen af Carl Nielsen, som han ikke kunne døje – ved denne torsdagskoncert blev han overstrålet af sin beundrede Wagner.