Dårskab, ægteskab og fransk skaberi

Traditionelle dyder og moderne muligheder krydses konstant i snaksalig og letbenet fransk finesse

Dårskab, ægteskab og fransk skaberi

Juliette Binoche er dejlig. Det var hun i ”Tilværelsens ulidelige lethed”, det var hun i Kieslowskis trikolore-trilogi, i ”Den engelske patient”, i ”Chocolat”. På det seneste har hun dog ikke fået lov. Heller ikke sidst hun var med i en film af franske Olivier Assayas, den maniske ”Skyerne over Sils Maria”. Men i instruktørens aktuelle og forstandsfulde rødvinskomedie ”Mellem linjerne” slipper Binoche for at udfylde mandlige instruktørers forestillinger om det kvindelige klimakteriums kropslige forfald og efterfølgende intellektuelle slumren.

For i ”Mellem linjerne” udgøres eksistensen ikke af enestående højdedrag, ikke af definitive øjeblikke, klimakser eller klimakterier. Det kan være svært at lade en film, endda en komedie, formulere et livssyn uden et dramatisk plot. Men det lykkes overrumplende for Assayas – og for dejlige ”La Binoche”, som franskmændene kærligt kalder hende.

Skuespillerinden Selena (Binoche) er fanget som hovedrolleindehaver i en tv-series uendelige limbo, der i ly af modernitetens popkulturelle overdømme hyldes som kunst. Ægteskabet med forlæggeren Alain (Guillaume Canet) er funktionelt, men køligt. Den arketypiske machomand Alain kæmper med og mod den kvabsede antiautoritære forfatter Leonard (Vincent Macaigne). Han har skabt endnu en autofiktiv roman om udenomsægteskabelige affærer.

I virkelighedens verden har Leonard og Selena en affære, men fred være med det, for Alain muntrer sig nu også med forlagets nye chef for digitalisering og digital omstilling. Puha, for en titel.

Bogbranchens udfordringer løber under løjerne og er samtaleemnet ved de utallige rødvinsmiddage, som den kreative klasse bevæger sig rundt i. Assayas dystopiske blik på den moderne verden fra ”Personal Shopper” er her afløst af det mere romantiske Paris, bistroerne og boulevardernes europæiske drømmefabrik.

Den franske faible for plotløse, endeløse rødvinssamtaler er her til skue i yderste potens. Og holder man af vittige samtaler om behovet for bøger i en verden af skærme, om det moderne menneskes meningstab, om eksistensens skrå vinkler, vil man være vel underholdt.

Assayas særhed fra bagkataloget er forduftet. Og det eneste, der er sært ved ”Mellem linjerne”, er, hvor umiddelbart tilfredsstillende den er. Som en slags voksenudgave af det norsk skamredne hit ”Skam” river ”Mellem linjerne” det moderne samfund fra hinanden ved at fortælle om uhelbredeligt menneskelige menneskers kærlighedskomplekser. Om det genskin af virkelighed, som rider gennem både fiktionen i form af nøgleromaner og livet i ly af hvide løgne.

Assayas senere værker kredser om det golde teknologiske samfunds fremmedgørelse, men denne fortabelsens filosofi serveres her med et lettere anslag. Teknologien fortærer ikke sjæle, det klarer sjælene såmænd så fint selv.

Hele digitaliseringssnakken er blot et påskud for at fortælle om det at være menneske, om ægteskabelige kontroverser iklædt den kunstneriske og intellektuelle elites fløjlsbløde hvislen. Det kan synes bedaget, denne teknologisnak, men udfordringen er jo ikke løst for hverken forlag, film eller aviser. Præmissen for Assayas er, at digitaliseringen fører livsløgn med sig. Men samtidig er ”Mellem linjerne” en besindelse på, at relationer altid indeholder et nip forstillelse. Resten er tavshed. Indtil ordene og rødvinen flyder igen.