Prøv avisen

Dag Solstad afslutter ”virtuos” trilogi med MeToo-kritik

”Denne gang vil jeg ikke love, at det er min sidste roman. Jeg har ikke planer om at skrive flere, men kommer der flere, så er det sådan, det er,” siger Dag Solstad om sin roman ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, der udkom på norsk i september. – Foto: Baard Henriksen/Forlaget Oktober

Sidste bind om Bjørn Hansens helt almindelige tilværelse er et højdepunkt i den norske stjerneforfatter Dag Solstads produktion, lyder den begejstrede modtagelse af romanen

Døden, digitaliseringen og MeToo-bevægelsen. Norske Dag Solstad, 78 år og oversat til 38 sprog, kommer vidt omkring i sin seneste bog.

”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen,” lyder den nærmest selvudslettende titel. Og selvom de bare 107 sider heller ikke syner af meget, er der i fremtrædende norske medier bred enighed om, at Solstad med sin 19. roman har begået en både præcis hudfletning af ”samtidens arrogance” og en tidløs udforskning af det sted i tilværelsen, ”hvor man føler sig nærmere de døde end de levende”.

Sidstnævnte er Solstads egne ord. I et interview med avisen Morgenbladet udlægger han på typisk gådefuld manér bogen, der endelig ikke må læses som en selvbiografi. Heller ikke selvom Solstad og hovedpersonen Hansen er stort set lige gamle, spiser de samme piller mod alskens aldersbetingede ubehageligheder, og begge er børn af fædre, der var stærkt religiøse. Det sidste noget, man ikke umiddelbart kan beskylde Solstad for at have overtaget.

Op gennem 1970’erne var den erklærede kommunist et ikon på den yderste venstrefløj. Alligevel er der noget, der har forandret sig i den gamle maoists forhold til det metafysiske. Forrige år fortalte Dag Solstad i et interview med Kristeligt Dagblad, at han samtaler med Gud, til trods for at han ”ikke tror på ham”. Og det samme kan man sige om hovedpersonen i Solstads seneste udgivelse. I hvert fald er Bjørn Hansen vældig optaget af at identificere en mening med den tilværelse, som stille og roligt lakker mod enden. Og her spiller ”himmelske forestillinger” pludselig en rolle som et af tilværelsens lyspunkter. Hvilket ifølge forfatteren er ganske naturligt.

”Eksempelvis er det jo sådan, at selv mennesker, der har været meget lidt op-tagede af religion gennem deres tilværelse, ofte alligevel gerne vil have en kristen begravelse. Det må man jo se som tegn på et eller andet. Og det er det, jeg benytter mig af. Jeg ser det som noget fællesmenneskeligt,” siger Dag Solstad.

”Og jeg har da heller ikke lyst til at have en vældig original forestilling om døden, for nu at sige det sådan.”

I Stavanger Aftenblad er den prisbelønnede forfatters nyeste roman blevet kaldt både ”et højdepunkt i Solstads produktion”, ”virtuos” og ”gribende”.

Det er dog ikke første gang, Solstads læsere støder på Bjørn Hansen. Hovedpersonen dukkede op i Solstads omfattende forfatterskab allerede i 1992 for så at blive vakt til live på ny i 2009. Og nu gør han så comeback med det, både Morgenbladet og Aftenposten tolker som en kommentar til en af de senere års mest omtalte fænomener: MeToo-bevægelsen.

Hovedpersonen Hansen, der lever ganske gennemsnitligt mellem tilbudsaviser og Søren Kierkegaard-værker i en lille lejlighed i Oslos Grønland-kvarter, bliver pludselig kontaktet af den familie, han ikke har set i årevis.

Bjørn Hansens svigerdatter lader ham vide, at barnebarnet, som han kun har mødt en enkelt gang for mange år siden, nu skal studere litteraturvidenskab i hovedstaden. Og så ville det jo passe glimrende, hvis han kunne bo hos bedstefaderen. Den plan modsætter Hansen sig ikke, men det viser sig, at der med i pakken også følger barnebarnets kæreste. En ung kvinde, som ud over litteratur er vældig optaget af kost og træning. Ting, hun ofte skriver om på sine sociale medie-sider. Sidstnævnte giver anledning til en del spændinger, og da en – spoiler alert – kritik af Bjørn Hansens støvede bogsamling udvikler sig til beskyldninger om, at Hansen har stirret på bloggerens bryster, forenes to for Solstad centrale kritikker: en digitalisering, der er løbet løbsk, og en MeToo-bevægelse, hvis magtkritik i Solstads øjne til tider er særdeles upræcis. Også selvom den 78-årige forfatter understreger over for Morgenbladet, at det er vigtigt for ham ikke at forfalde til ”indbildt klogskab” på sine gamle dage:

”Men du må huske på, at når man diskuterer mænd i den her sammenhæng, opererer man altid med idéen om manden i en magtposition. Men mænd befinder sig ikke altid i en sådan position. Det kan opleves, som om den rolle er helt ude af trit med virkeligheden. Den kan virke skræmmende i sig selv,” siger Solstad.

”Og det samme gælder for mig som forfatter. Jeg kan slet ikke identificere mig selv med den magt, andre tilskriver mig.”

Han vil ikke afvise, at hans skepsis over for visse dele af MeToo-bevægelsen en dag vil blive udfoldet yderligere. Hvordan ved han endnu ikke. Ligesom han ikke ved, om hans fans verden over skal forvente flere bøger fra hans hånd.

”Men denne gang vil jeg ikke love, at det er min sidste roman. Jeg har ikke planer om at skrive flere, men kommer der flere, så er det sådan, det er. Jeg har større glæde af at skrive romaner, end jeg troede. Også selvom frygten for at skrive noget dårligt ofte fylder mere end glæden ved at skrive.”