Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Norsk forfatter: Jeg taler med Gud, selvom jeg ikke tror på ham

Dag Solstads internationalt roste roman ”Generthed og værdighed”, der udkom tidligere i år på dansk med 23 års forsinkelse, udspiller sig blandt andet her i rundkørslen ved Bislett i Oslo, hvor hovedpersonen går i stå, mens han tænker over sit liv. – Foto: Leif Tuxen

”I dag er livets mening blevet underholdning. Men underholdning har altid kedet mig. Det må jeg indrømme. Jeg tror også, at kedsomhed er forudsætningen for et åndeligt liv,” siger den store norske forfatter Dag Solstad, der netop har modtaget Det Svenske Akademis nordiske pris for 2017

Egentlig er det hovedpersonen i Dag Solstads internationalt roste roman ”Generthed og værdighed”, der drømmer om at blive en romanfigur i en stor forfatters tekst. Men nu er det forfatteren selv, der nærmer sig den mest afgørende scene i hovedpersonen Elias Ruklas fodspor fra sin egen bog.

I romanen småregner det, men det er en solrig dag, da Dag Solstad kommer roligt gående mod rundkørslen ved Bislett i Oslo med sin stok, mens det halvlange hår sidder som en gråhvid paraply over det tørre, koncentrerede ansigt. Som om hvert skridt kræver en klar tanke.

Allerede på afstand ligner han et menneske fra en mere tænksom tid. Han bærer runde uglebriller, men lader end ikke til at registrere, at en blå sporvogn fyldt med farverige reklamer og mobiltelefonfokuserede passagerer suser forbi ham og Bislett Stadion, som han ellers har beskrevet levende i ”Generthed og værdighed”, der udkom på dansk for nylig.

I romanen bliver rundkørslen en eksistentiel metafor for tilværelsen selv. For selvom man kan komme til det samme sted mange gange, er der ingen vej tilbage.

”Livet er ikke en generalprøve,” som den 75-årige norske forfatter siger. Men selv har han først for nylig fået sit helt store internationale gennembrud.

Dag Solstad er således netop hjemvendt til Oslo med endnu en stor pris – denne gang ”den lille nobelpris” i form af Det Svenske Akademis nordiske pris for 2017 fra Stockholm. ”Nordens smukkeste, men ikke sjoveste hovedstad. For det er jo København,” siger han, mens et smil sejler op ad kinderne, da vi lidt efter sidder bænket på en café i rundkørslen, hvor han nu er nærværende i samtalen frem for sin egne indre rundkørsler.

”Den eneste grund til, at jeg ikke ville kunne bo i København, er, at jeg er så frygtelig glad for dansk frokost med øl og snaps, så jeg er bange for, at jeg aldrig ville kunne rejse mig fra frokostbordet igen, hvis jeg boede der,” siger han, da han takker nej til en øl til sin omelet (”Vi er jo i Oslo”).

Her på caféen har han ikke været siden 1968, og dengang var det en fodboldpub, der passende lå lige over for Bislett Stadion, som trods en stor ombygning nu kun er en skygge af sig selv. Det stadion kan på den måde ses som et symbol på Norges kulturelle dannelsesniveau – det ser flot ud udefra, men det indre liv er næsten forsvundet, fortæller han:

”Da jeg var ung, blev stadionet brugt flittigt. Selv fattige unge kunne komme der så ofte, de ville, men nu ligger det øde hen det meste af året, mens fjernsynet kun sender ét fredagsstævne derfra om året. Sådan er livet,” siger han med en gyngende latter, der slutter brat:

”Vi er verdens rigeste land og det lykkeligste, siger nogle. Men det sidste tvivler jeg på. Jeg er i hvert fald ikke verdens lykkeligste mand, selvom jeg da har meget at glæde mig over. Og mens vi er materielt rige, er vi blevet åndeligt fattige,” siger han og tilføjer, at Norges litterære kulturarv også kan sammenlignes med det fine stadion, der ikke bliver brugt nok.

Til gengæld spiller rundkørslen ved Bislett altså en stor rolle i ”Generthed og værdighed” om den lettere alkoholiserede gymnasielektor Elias Rukla, idet over halvdelen af bogens handling udspiller sig i hovedpersonens hoved, mens han er gået i stå her i rundkørslen.

Romanen kan læses som ”Det forsømte forår” set fra lektor Blommes synsvinkel – med en mellemting mellem lektor Blomme og Walter White fra tv-serien ”Breaking Bad” i hovedrollen.

Elias Rukla ender dog ikke med at sælge narko som den resignerede gymnasielærer Walter White. Men resigneret er han, og han får også nok på en mere underspillet måde. For Elias Ruklas syndefald består blot i at smadre sin paraply og svine sine elever verbalt til i skolegården, efter han ellers har holdt et blændende foredrag om Henrik Ibsens ”Vildanden”.

Før episoden i skolegården har han været tilfreds med at være sin bedste vens publikum, sin forbrugeriske kones fornuftsægteskab og sine elevers kedelige opdrager. Men den smadrede paraply ødelægger hans selvbillede. Det er både et dannelsestab og et kontroltab, der kunne ske for enhver, men det skete ikke for enhver, men for ham, Elias Rukla, gennemsnitsmennesket og den gode nationale opdrager, som Dag Solstad skriver i romanen. Og derfor stivner Elias Rukla midt i rundkørslen uden at vide, hvilken vej han nu skal gå.

Romanen udkom med 23 års forsinkelse på dansk. For den blev allerede udsendt på norsk i 1994 og efterfølgende kåret til 1990’ernes bedste roman i broderlandet, ligesom Dag Solstad nu har fået sit store amerikanske gennembrud gennem romanen.

USA’s måske mest indflydelsesrige kritiker, Harvard-professor James Wood, kalder Dag Solstad for ”formodentlig den mest eminente nulevende romanforfatter i Norge”. Det er store ord, når man tænker på, at Norge også har fostret forfattere som Jon Fosse, Jan Kjærstad, Karl Ove Knausgård og Per Petterson, mens amerikanske Siri Hustvedt og danske Kim Leine jo også har norske rødder.

Men anmelderne herhjemme mødte samstemmende den stærkt forsinkede danske oversættelse af ”Generthed og værdighed” med topkarakterer i alle store aviser. Blandt andre Kristeligt Dagblads kulturredaktør Michael Bach Henriksen gav ”den mesterlige eksistens- og samfundsroman” seks stjerner. Men selv havde Dag Solstad slet ikke registreret, at romanen først var blevet oversat til dansk nu.

”Mine andre romaner er jo allerede oversat til dansk, men det glæder mig da, at den bliver taget godt imod. Jeg genlæste den for et par dage siden, fordi jeg skulle ud på en skole og tale om den, og da blev jeg egentlig overrasket over, hvor samfundskritisk den er. Det er også muligt, at den er blevet bedre med årene. Det, den tager op, er jo ting, som i dag er langt mere urovækkende,” siger han og tilføjer:

”Tidens dannelsestab er måske ikke længere så let at beskrive uden at tale om Facebook og internettet. Men for mig er internettet mest af alt et sted, hvor folk spilder deres liv. Folk sidder jo timevis foran skærmen eller mobiltelefonen om dagen, mens klassikerne, der før udgjorde samfundets fundament, nu styrtdykker i folkelig betydning. Den vej er det gået hele mit voksenliv, og nu virker det nærmest for sent at reagere på udviklingen eller rettere afviklingen,” siger Dag Solstad, der ser den samme tendens i medierne, hvor ”det interessante må vige for det underholdende”.

I romanen tænker Elias over, at der efterhånden ikke står noget i aviserne, der interesserer ham længere. En stor finsk forfatters død bliver knap nok nævnt, mens en tilfældig tv-værts død fylder et helt opslag i avisen.

”Siden er det blevet meget værre,” konstaterer Dag Solstad tørt.

”Den største norske avis er blevet opkøbt af Se og Hør, og den er kommet til at ligne Se og Hør. Der står ikke noget interessant i den længere. Den er næsten ulæselig for nogenlunde fornuftige mennesker. Jeg kender således ikke referencerne i avisen længere. Da jeg læste noget om ’amerikansk idol’ troede jeg, at det var en fejloversættelse af amerikanske ikoner, men det viste sig at være et tv-program (der minder om ’X Factor’ i Danmark, red.).”

Et andet sted i romanen står Elias på lærerværelset, hvor alle kollegaerne trods deres høje og hver for sig interessante uddannelser ikke snakker om andet end gæld i huset og nye tv-serier, men Elias drømmer om, at én dog bare ville pege op mod himlen mod den kristne kulturarv og de litterære klassikere for at føre samtalen et dybere sted hen.

”Jeg husker den passage, fordi jeg faktisk var i tvivl, om jeg skulle lade den stå, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg kunne stå inde for den. Men her efter alle de år er jeg glad for, at den står der. For det er en sand sætning. Og mit mål har altid været at skrive sande sætninger. Det at skrive er egentlig ikke nogen særlig kunst, det må man kunne forlange som læser, men som forfatter bliver man hurtigt så dygtig, at man kan skrive hvad som helst. Jeg gjorde det derfor tidligt til en regel for mig selv aldrig at skrive noget, hvis man lige så godt kunne skrive det modsatte. For så er det bare, fordi det lyder godt, men ikke, fordi det er nødvendigt, og så stryger jeg det straks,” siger han og knipser.

”Jeg havde det på samme måde med en anden sætning fra en anden bog, hvor jeg skrev: ’Jeg har ikke været mig selv, efter min far døde, jeg har været forfatteren Dag Solstad.’ Det var også en voldsom sætning, som jeg var i tvivl om, om var for meget, men jeg tog chancen, og i dag er jeg også glad for, at den kom med. For den er også sand.”

Dag Solstad var 11 år, da faderen døde og tog sønnens spæde tro med sig i graven.

”Min far var meget religiøs, mens min mor mere var kulturkristen. Det er heller ikke tilfældigt, at hovedpersonen i min bog hedder Elias. For det var min fars yndlingsprofet, fortalte han mig. Han nød at læse i Bibelen. Og derhjemme bad vi både bordbøn og aftenbøn, ligesom jeg kom i søndagsskole,” siger han og tilføjer:

”Fire dage før min far døde, lagde jeg mærke til, hvordan min far og mor sad og lyttede henrykte til radioen, hvor en indremissionsk præst talte om Himlen og Helvede. Og om hvordan man skulle gøre sig klar, fordi man ikke vidste, om man ville dø den næste dag. Jeg kan stadig huske, at jeg glædede mig til at se, hvad radioanmelderen mente om den prædiken i avisen dagen efter. For jeg tænkte, at det ville skabe ballade. Jeg husker ikke, hvad der stod i avisen. Men om tirsdagen blev min far syg, og om torsdagen døde han. Det ændrede mit liv. ”

Måske havde faderen gjort sig klar til døden, men sønnen havde ikke.

”Efter min far døde havde jeg heller ingen til at presse mig til at komme i kirke, så det var nemt for mig at holde op. Det gjorde jeg som teenager, for jeg kunne ikke lide det lidt fordømmende miljø i kirken.”

Hvordan ser du på kristendommen i dag?

”Jeg taler med Gud, selvom jeg ikke tror på ham. Jeg er i hvert fald heller ikke ateist. For jeg tror netop på, at samtalen bliver dybere, når nogen peger op mod himlen. Når nogen løfter blikket for at vise, at der er et liv, der ikke handler om at se ned i skærme, gældsslaveri og underholdning. Underholdning er blevet det vigtigste i livet. I dag er underholdning blevet livets mening. Men det er det ikke for mig. Underholdning har altid kedet mig. Det må jeg indrømme,” siger Dag Solstad med et spruttende grin, så omeletten er lige ved at komme med ud, inden han tilføjer:

”Jeg tror også, at kedsomhed er forudsætningen for åndelighed. Hvis vi aldrig mærker stilheden, kommer vi heller ikke i forbindelse med det, der giver livet dybde og mening. Om det så er kunst eller kristendom. Jeg kan huske, da min ene datter var 12 år og jamrede over, at vi skulle i teatret med min veninde, fordi hun troede, at hun ville kede sig. Men så nærmest råbte min veninde til hende: ’Børn har godt af at kede sig’. Så det endte med, at vi blev siddende over en time og lod min datter kede sig under forestillingen. For det havde hun godt af. Jeg studerede også idehistorie i sin tid, og jeg husker, hvordan den danske teolog Løgstrup var meget optaget af, hvilken rigdom der ligger i at kede sig. Det, tror jeg, gælder for både børn og voksne. Men det er som om, at mange har fået allergi overfor kedsomhed. Og det er synd.”

I øjeblikket har Dag Solstad masser af tid til at kede sig, når han ikke skal hente priser rundt om i verden. For hans rygsmerter efter tre diskusprolapser gør, at han ikke kan skrive længere.

”Nu forbereder jeg mig mere til, at jeg er ved at gå ind i afslutningen af mit liv.”

Tror du, at der er et liv efter døden?

”Det er ikke umuligt. Det er svært at forestille sig, men det er ikke umuligt. Min tante, der også var meget religiøs, mente helt bogstaveligt, at gaderne var af guld i Himlen. Vi må vel bare vente og se.”

Men er den himmelvendte sætning i ”Generthed og værdighed” også udtryk for, at Dag Solstad, der også er kendt for sit maoistiske sværmeri i 1970’erne, nu finder sine værdier i barndommens kristendom?

Dag Solstad tøver, før han svarer:

”Jeg skriver på samme måde som dengang. Jeg har heller aldrig haft noget maoistisk program i mine bøger. Alle mine bøger kunne sådan set også hedde ’Generthed og værdighed’. For det er bare en titel, der ikke står i vejen for indholdet. Det gør titler tit. Derfor droppede jeg også engang at kalde en bog for ’Ikke’. For den titel larmede for meget. Den var også ikke ’Ikke’.”

Men påvirkede maoismen slet ikke dit forfatterskab?

”Den påvirkede nok min tankegang dengang. Jeg blev grebet af de maoistiske tanker, fordi jeg troede, at det ville gøre mig til et anstændigt menneske. I dag er maoisme hverken relevant eller aktuel i Norge. Men jeg ser stadig først og fremmest samfundet som et klassesamfund. I Norge er vi heldige, fordi vi stadig lever i socialdemokratismens humanisme, der også betyder, at de svage overvejende blive behandlet humant. Men tendensen til kommercialisering og liberalisering af alting er på trods af vores rigdom også en del af tidsånden, og derfor tror jeg stadig, at vi har brug for de kommunistiske ideer.”

Men har kommunismen nogensinde fungeret i praksis?

”Nej, men som utopi er den vigtig. Og den forbedrede kommunisme, der måske opstår om 300 år som modsvar på kapitalismen, støtter jeg. Det bunder jo dybest set også i en kristen næstekærlighedstanke om at elske andre som sig selv,” siger den norske verdensstjerne, inden han halter udenfor for at fange sporvognen tilbage til sit hjem i Oslo. Måske er der alligevel en vej tilbage fra rundkørslen ved Bislett.

"For mig er internettet mest af alt et sted, hvor folk spilder deres liv. Folk sidder jo timevis foran skærmen eller mobiltelefonen om dagen, mens klassikerne, der før udgjorde samfundets fundament, nu styrtdykker i folkelig betydning,” siger Dag Solstad. – Foto: Leif Tuxen
”Efter min far døde havde jeg heller ingen til at presse mig til at komme i kirke, så det var nemt for mig at holde op. Det gjorde jeg som teenager, for jeg kunne ikke lide det lidt fordømmende miljø i kirken.” Foto: Leif Tuxen
”Jeg taler med Gud, selvom jeg ikke tror på ham. Jeg er i hvert fald heller ikke ateist. For jeg tror netop på, at samtalen bliver dybere, når nogen peger op mod himlen." Foto: Leif Tuxen