Hvad er vigtigst? At lave en sublim-simpel tomatsovs eller nytænke indbagt havbars ved at drysse kakaopulver på toppen? I det italienske køkken er svaret selvfølgelig det første. Italienere rynker på næsen, når gastronomisk appropriation smækker fløde i pasta carbonara eller fylder unødigt fyld på pizzaen.
Kokken Arturo (Vinicio Marchioni) bliver løsladt fra fængsel, hvor han afsoner endnu en voldsdom. Han laver ikke kun mad i restaurationsbranchen, han slår også på tæven. Første aften i frihed bruges på at kokkerere bemeldte tomatsovs og have sex med en prostitueret. Så er det slået fast, at ham Arturo er rimelig macho.
Arturo er ikke veltilpas i civilisationen. Vreden skal indhegnes, verden hylder tv-kokke. Men mon ikke der er håb forude? Jovist. For da kokken bliver idømt samfundstjeneste i et køkken for utilpassede unge, møder han både en madonna og en dreng med Aspergers syndrom. Og opskriften er klassisk. Forandringer venter forude for dem, der møder det anderledes og derigennem finder hjertet i sig selv.
Guido (Luigi Fedele) kan smage samtlige ingredienser i en sammenkogt ret. Han bryder sig ikke om berøringer, vaner er til for at skabe hverdagen. Guido drømmer om at blive rig, så han kan købe en bil og få en kone. Sådan kan han sikre sig, at hans bedsteforældre ikke græder sig i søvn om aftenen. Hans forældre er væk.
Den sure mand og den unge særling støder sammen, men som den gamle filmopskrift siger det, kan et umage par på rejse finde harmoni. Det er vellykket i mange tilfælde som i den franske ”De urørlige”. Men smagen er fersk i ”Smagen af Toscana”. Og Arturos utilpashed gør ham usympatisk, uden at man kan mærke hjertet bagved, som konventionen ellers tilskriver det. Så når de to finder hinanden over tabet af en faderfigur, er det uden forløsning. Slægtskabet finder de ved foden af Arturos fars grav, men den er et postulat, synes opfundet til lejligheden.
Guido er tilmeldt en kokkekonkurrence i Toscana. Arturo bliver modvilligt hans tutor, det er den dramatiske motor, men maden dvæles der nu ikke ved. Så hvis man ønsker sig pittoreske billeder og en mundsmag af det underskønne Toscana, skal man kigge andetsteds hen.
Og dermed undergraver instruktøren Francesco Falaschi sin egen præmis, nemlig at det enkle er bedre end det ekstravagante. Det gælder både hovedretter og spillefilm. Men enkelhed er kun godt, hvis det rummer en nuance, en kerne af velsmag.
Hvis man skal svinge sig op, kan ”Smagen af Toscana” siges at være et mainstreambud på en elitær civilisationskritik, hvor manden umyndiggøres af et feminiseret samfund. Men det hele mildnes og tilpasses, og det bløde vinder alligevel til sidst. Resultatet er fadt, mangler de bittersøde nuancer og smager ikke af særlig meget; slet ikke af Toscana.