Professor: Høflighed er et af dannelsens udtryk

Høflighed er en god ting, den er et af dannelsens udtryk. Kun på de (a)sociale medier trives den ubehøvlede tone

Når unge mennesker i dag skriver mails til mig og begynder med ”Hej” i stedet for ”Kære”, tager jeg det derfor heller ikke som et tegn på sprogligt armod endsige uhøflighed, men mere som et udtryk for blufærdighed, skriver professor Per Øhrgaard.
Når unge mennesker i dag skriver mails til mig og begynder med ”Hej” i stedet for ”Kære”, tager jeg det derfor heller ikke som et tegn på sprogligt armod endsige uhøflighed, men mere som et udtryk for blufærdighed, skriver professor Per Øhrgaard. Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix.

Jo, det er måske nok en floskel, når kassedamen eller -manden i supermarkedet siger ”hej” eller ”dav” og ønsker ”fortsat god dag”, når man er færdig med det hele, især da hun eller han jo ikke kan vide, hvordan dagen har været indtil nu. Men er det alligevel ikke godt med den slags?

Danskere er jo ikke ellers gode til at hilse. Engang vi havde boet en tid i USA, sagde min kone på vej hjem i flyveren:

”Nu skal vi hjem til dér, hvor man skubber til hinanden i bussen i stedet for at spørge, om man må passere.”

Man går forbi hinanden på trapper, fortove, perroner og undgår så vidt muligt øjenkontakt. For slet ikke at tale om trafikken, hvor det er en dyd ikke at lægge mærke til de andre. Gjorde man det, måtte man jo tage hensyn. Det er sjovt nok en spontan reaktion at gøre det, når først man har vekslet blikke, Løgstrup ville have kaldt det en suveræn livsytring. Så det gælder om for alt i verden ikke at blive bragt i en situation, hvor sådan en ytring kunne slå igennem.

Men der er positive tendenser. Høfligheden synes mig på vej tilbage i hvert fald i visse sammenhænge. Jeg er nu så gammel, at der undertiden er unge mennesker, der tiltaler mig med ”De”. Dog ikke den motorcykelbetjent, som for et par år siden standsede mig, fordi jeg havde cyklet nogle meter på et fortov, inden jeg skulle krydse gaden. Han havde først vinket ad mig, og jeg havde vinket igen for at vise, at jeg havde forstået. Men så vendte han sin motorcykel og kom efter mig, da jeg var nået over gaden, brølede at jeg skulle standse og råbte meget brysk: ”Kan du ikke høre, hvad jeg siger!”

Da han kom lidt nærmere, sagde jeg så høfligt, som jeg kunne, og som den store fodboldspiller Knud Lundberg i sin tid sagde til Gunnar Nu-Hansen: ”De må gerne sige De.”

Det kostede mig naturligvis den bøde, jeg måske ellers havde undgået, hvoraf man ser, at høflighed i modstrid med den gamle talemåde undertiden godt kan koste penge. Den kostede til gengæld betjenten den tort også at skulle være høflig. Jeg funderede siden over, om visse konfrontationer mellem politi og borgere måske kunne undgås ved simpel høflighed? Den kan jo med fordel udgå fra den part, som om nødvendigt stadig kan gribe til andre midler. Så er den i hvert fald ikke udtryk for underdanighed.

Jo – høflighed er en god ting, den er et af dannelsens udtryk. Når unge mennesker i dag skriver mails til mig og begynder med ”Hej” i stedet for ”Kære”, tager jeg det derfor heller ikke som et tegn på sprogligt armod endsige uhøflighed, men mere som et udtryk for blufærdighed. Og når jeg er i godt humør, opfatter jeg det ellers rædselsfulde ”Kh” på samme måde. Men jeg skal ikke skjule, at jeg ville foretrække ”venlige” eller ”bedste” eller ”mange” skrevet helt ud. Og hvis noget virkelig skulle være kærligt ment, hvorfor så ikke sige det ligeud og ikke kun med et k.

Nu, hvor næsten ingen længere går med hat, kan man ikke lette på den. Derfor kan man heller ikke sige om nogen, at man gerne ville, eller eventuelt ikke ville, tage sin hat af for dem (alt sammen set fra et mandligt synspunkt, jeg ved det!). Men man kunne da nikke eller sige goddag, når man møder et medmenneske. Det forekommer mig også, at der er flere og flere, der gør det. Det er i virkeligheden nok kun på de asociale medier, at man fra sit anonyme skjul tør hælde skidtspande ud over hinanden. Mødes man, og har man oven i købet sagt goddag, er det sværere at spytte hinanden i ansigtet bagefter. Det er da kun godt.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.