Prøv avisen

Dagliglivets terror

Bøger: Victor Klemperers dagbog med skildringen af dagliglivet som jøde i Tyskland under Hitlertiden er netop udkommet på dansk

Auschwitz, Buchenwald, Dachau, Treblinka er navne, der straks udløser stærke forestillinger om jødernes skrækkelige skæbne under krigen, og de fleste kender også i store omrids historien om Hitlers magtovertagelse, hans krig med dens utrolige sejre og det endelige nederlag, der efterlod Tyskland i ruiner. De fleste af os har derimod stor vanskelighed ved at sætte os ind i, hvordan dagliglivet har formet sig for en tysker i de 12 år, hvor Hitler herskede, og ganske særligt er det svært at have en rimelig fornemmelse af, hvad det ville sige at være en jøde i Tyskland i den tid. Nu er der imidlertid netop udkommet en dansk oversættelse af Victor Klemperers dagbogsværk »Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933-45«. Interessant nok forekommer det i en samtale mellem Klemperer og en bekendt angående dagbogen, at den anden siger: »Hvad De skriver, kender alle, og de store ting, Kiev, Minsk etc. kender De ikke«. Nu er situationen jo den stik modsatte. Den, der vil, kan let få noget at vide om Kiev og Minsk, men dagliglivet for jøden under Hitlertidens åg er ikke så kendt. Forfatteren til dette værk levede fra 1881 til 1960. Han var søn af en rabbiner, men gik senere over til protestantismen, mere af sociale end af religiøse grunde. Efter en lidt rådvild ungdom blev han i 1919 professor i romansk sprog og litteratur ved den tekniske højskole i Dresden. Hans foretrukne studieobjekt var den franske litteratur i det 18. århundrede, og hans doktordisputats handlede om Voltaire, så det drejer sig om en humant dannet, skeptisk intellektuel. Det er ikke underligt, at denne mand så med undren og bestyrtelse på Hitlers fremkomst i det tyske politiske liv. I 1944 læste han Hitlers »Mein Kampf« og siger: »Den er lige så interessant som forfærdende og deprimerende - denne bog forelå, og man gjorde dette menneske til Fører og har nu ladet ham være Fører i 11 år! Det vil den tyske overklasse aldrig få tilgivelse for.« Allerede før nazisternes magtovertagelse var deres propaganda imod jøderne begyndt at gå for fuldt tryk, men da de kom til magten, blev det muligt for dem at føre en virkelig kamp mod jøderne. Igennem hele deres regeringstid strammede de reglerne for jøderne, så det blev stadig vanskeligere for dem at opretholde livet. Klemperer blev for eksempel afskediget fra sit professorat og fik en mindre pension, som bestandig blev skåret ned, og desuden skulle jøder betale en særlig skat. For en videnskabsmand var det også et hårdt slag, at han ikke måtte benytte bibliotekerne. Da krigen begyndte, kom der yderligere stramninger: alle tyskere fik små rationer, men jøderne fik langt mindre end andre, så sulten plagede dem hele tiden og havde velsagtens fået overhånd, hvis ikke venner og bekendte havde hjulpet. Under hele perioden men i stigende grad, var jøderne udsat for chikane fra tyskernes side, særlig slemt efter at jødestjernen var blevet påbudt (og skulle betales med 10 pfennig af jøderne selv). Det værste var dog frygten for Gestapo, som idelig afholdt brutale husundersøgelser, og som havde magt til at dræbe hvem som helst med selv det spinkleste påskud. Dertil kom den forstærkede hetz mod jøderne i den officielle propaganda, efterhånden som krigen udviklede sig til de allieredes fordel. Det var »verdensjødedommens krig mod Tyskland«, men ikke Tysklands krig mod Europa mere. Jøderne spekulerede hele tiden på, hvor længe dette regime kunne vare, og der gik lang tid, før deres optimistiske forhåbninger gik i opfyldelse, for krigen trak ustandseligt i langdrag, og til det sidste proklamerede naziledelsen, at den havde et mirakel-våben, som kunne vende krigslykken i 11. time. (Men heldigvis havde Hitler selv standset arbejdet på atombomben med den forklaring, at atomfysik var en jødisk videnskab). Det er utroligt, at familien Klemperer overlevede chikane, sult og dødsfrygt (og de var også blandt de få, for mens der var 4675 jøder i Dresden i 1933, var der 174 tilbage i 1945). Det skyldtes naturligvis held, men også det faktum, at Klemperers kone var arier, og at de var utroligt seje, skønt Klemperer hele tiden klager over sit dårlige hjerte og over konens dårlige nerver. Deres trofaste sammenhold har nok også spillet en rolle. Det er forbavsende, så lidt Klemperer kan bidrage med til at belyse de psykologiske forudsætninger for nazismen, men det skyldes sikkert, at han er en intellektuel uden forståelse for religiøst betonet følelsesliv eller sociologiske forhold i det hele taget og derfor ser det hele kun som udslag af dumhed. Hans bedste bidrag lyder sådan: Tyskerne er »et folk af drømmere og pedanter, af overspændt overkonsekvens, tågede forestillinger og pedantisk organisation. Også grusomheden, også mordet er organiseret hos os«. Alligevel betoner han gang på gang, at han ikke kan opgive sin tyskhed, han er intet, hvis ikke tysk, og det kan man kun give ham ret i mod al den forvrøvlede racesnak. Henning Vangsgård, som har oversat bogen, har også forsynet den med nyttige noter og en oplysende efterskrift, og dermed beriget vores litteratur med et vigtigt bidrag til forståelsen af vores endnu virkende fortid. Man kan håbe, at det kan bidrage til, at den slags fejltagelser undgås i fremtiden. Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-41 og 1942-45. 2 bind, i alt 1164 sider. 495 kr. Gyldendal.