For den velbevandrede læser af Dalai Lama er der kommet en ny bog på gaden. Den er spændende og udfordrende, fordi den er svær og gådefuld. Bogen »Dzogchen. Den Store Fuldkommenheds inderste« viser Dalai Lamas høje niveau som buddhistisk lærer. Gennem fire forelæsninger om den tibetanske meditationsmetode dzogchen afholdt fra 1982-89 introducerer Dalai Lama en af de mest sofistikerede tibetansk-buddhistiske tilgange til oplysning.
Dzogchen bygger på en erkendelse af, at sindet fundamentalt set hviler på et grundlæggende klart lys. I andre former for praksis forsøger den praktiserende gennem meditative teknikker at blokere energiens og sindets forskellige tilstande for at åbenbare det klare lys som det grundlæggende element i eksistensen. I dzogchen praktiseres en synsmåde, som gør, at det klare lys fremtræder og åbenbares som grundlæggende, også selv om sindets forskellige funktioner som sansning og tanker er virksomme. Det sker gennem en træning af ren opmærksomhed, og det er en synsmåde, der radikalt forandrer måden at være til stede i tilværelsen på.
Sådan som jeg forstår Dalai Lamas forelæsninger, handler det om, at man i dzogchen praktiserer en identifikation med tilværelsens urgrund. Det klare lys bag alt er det, som er. »Sindet er blottet for sind. For sindets natur er klart lys«, står der i bogen. Enkelt lyder det, men bag hvert ord gemmer der sig en ufattelig mængde viden og filosofiske overvejelser. Og tror man som læser, at man forstår, hvad der står, tager man uden tvivl fejl. Indholdet er så subtilt, at også Dalai Lama i en forelæsning fortæller, at han ikke selv besidder en ægte, fremskreden realisation af sindets grundlæggende klare lys.
At gengive en forelæsning om dzogchen i en bog er at skrabe i overfladen af et emne, man aldrig vil kunne komme rigtig i berøring med gennem læsning. For en grundlæggende ting ved den særlige meditationspraksis er, at den kræver en direkte overførsel af den særlige bevidsthedstilstand fra lærer til elev. Og det sker i den direkte initiation i forbindelse med særlige ritualer. Noget, som i sagens natur ikke kan ske på anden hånd. »Dzogchen« er svær at forstå, for her tales der ikke let og alment, som tilfældet er i de fleste andre bøger på dansk af Dalai Lama. Læseren må forberede sig på at arbejde med bogen lidt ad gangen og trods god vilje stadig ikke forstå det hele. Men selv om man ved at læse bogen erkender kun at fatte en brøkdel af emnets essens, er det efter min opfattelse umagen værd, for i »Dzogchen« lukkes der op til et af kerneområderne i den tibetanske buddhisme.
Dzogchen-praksis påvirker lige nu avantgarden blandt de nye spirituelle strømninger i Vesten, og derfor er det også i det perspektiv særligt interessant at læse Dalai Lamas forståelse af dzogchen-opfattelsen af forholdet mellem menneskets bevidsthed og virkeligheden. Bogen har en svaghed, og det er, at den ikke har været igennem en ordentlig redigering. De fire forelæsninger er gengivet kronologisk, selv om det ville have givet en langt bedre indføring i dzogchen at ændre rækkefølgen. Således introduceres nogle af de fundamentale buddhi-stiske forudsætninger for dzogchen først langt inde i bogen. Det danske forlag burde have udstyret den dygtige oversætter Hanne Kizach med bemyndigelse til at rydde lidt op i Dalai Lamas forelæsnings-sprog. En sproglig opstramning og visse steder også en let redigering af Dalai Lamas tekst ville hjælpe bogen med at blive mere læselig.
Der er al mulig grund til at have stor respekt for Dalai Lama, og den ville man efter min mening vise ved at redigere i hans tekst frem for at lade den stå i sin på visse steder knudrede form.
Hans Hellighed Dalai Lama: Dzogchen. Den Store Fuldkommenheds inderste. 280 sider. 299 kr. Borgen.