Med sin tredje og ikke altid lige vellykkede roman, ”Gå til grunde”, føjer Daniel Boysen (født 1986) sig på sin vis til den bølge af litteratur, der – med Cecilie Lind, Olga Ravn, Mirian Due og senest Julie Sten-Knudsen som fremtrædende repræsentanter – de senere år har rettet opmærksomheden mod det arbejde, det er at sætte børn i verden.
Men han bryder også med denne vigtige tendens på et helt centralt punkt: Boysens fragmentariske ”roman i stykker”, som den med en lidt for letkøbt spejling af romanens indhold kaldes, handler ikke, som de nævnte, om forældreskabets eller måske mere præcist moderskabets forviklinger, men om et par, som slet ikke kan træde ind i forældreskabet. De er ikke forældre, selvom de dybtfølt og desperat ønsker det. Eller som der står et sted:
”Deres sprog sidder fast i ordet ikke, alt det de ikke er.”
På den måde forsøger Boysen at give læseren mulighed for at gribe ud efter en side af den menneskelige eksistens, som ellers er uden for manges rækkevidde: Livet som ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling med især mandens (oversete eller underkendte) oplevelser i fokus.
I korte brudstykker og øjebliksbilleder – nogle gange på en side, andre gange kun en enkelt sætning – føres læseren således ind i en psyke og verden, der på flere måder er slået ud af kurs: Tiden er gået af led (den løber fra dem, går i cirkler, og dagene opløses i hinanden, mens parret går i behandling, venter og starter forfra). Det samme er klimaet og naturens liv som følge af menneskets ødelæggende handlinger.
Dét spor fylder, som det gør hos mange forfattere lige nu, en del, og selvom Boysen prøver at være nyskabende ved at drysse lidt poetisk-fabulerende stjernestøv over fortællingen i form af en noget abstrakt og ubestemt skildret ”stjernestøvsuger”, der, hører vi dog, er bygget for at imødekomme de store byers lysbehov, men som selvfølgelig ”vender op og ned på millioner af års udvikling”, så skal man lede længe efter det nyskabende eller sindsudvidende i de perspektiver, som Boysens civilisationskritik kaster af sig: Naturens reproduktion fungerer (heller) ikke, ”Vil de overhovedet skabe endnu en generation?”, gaderne og skovene flyder med affald og plastik.
Desværre, fordi det jo vitterligt er et både væsentligt og sympatisk anliggende, romanen har, er det generelt for ”Gå til grunde”, at den i lange stræk er uforløst som litteratur. Det skyldes også Boysens hang til at poetisere, fordi hans poetisering, ligesom hans fabuleren og politisering, er for karakterløs og unøjagtig. Når han skal beskrive det første møde mellem manden og kvinden, minder det for eksempel om en dårlig popsang:
”Vi fandt hinanden og verden fik sine farver igen.”
Når han skal beskrive det følelsesmæssige kaos, manden befinder sig i, ender han med en fortærsket årstidsmetafor, der ikke ligefrem kaster nyt lys over den situation, karaktererne befinder sig i:
”De går i hver sin retning, og han fortsætter ned ad nogle trapper og finder en udgang, inden hans far tager telefonen, og han får det med det samme som om det har været efterår i et år.”
Og når han skal sætte ord på mandens udgrænsede position i fertilitetsbehandlingen, kan han heller ikke holde sig fra dybsindige, litterære abstraktioner:
”Han forsøger at sige noget, men de fleste holder århundrede mod ham, hans position viskes ud på grund af hans køn-.”
Det lyder jo flot, at ”de fleste holder århundrede mod ham”, men hvad betyder det egentlig, og hvilken funktion har udsagnet, andet end netop at lyde dybsindigt og flot?
Derfor er ”Gå til grunde” faktisk også mest påtrængende og rørende, når den er mest konkret og nedbarberet. Ensomme konstaterende sætninger som ”De ser deres venner få et barn, to, tre”, ”Dag 8: Det er desværre ikke en levedygtig graviditet” og ”Dag 14: Det er desværre ikke en levedygtig graviditet”, der står helt alene på siden, er langt mere overvældende og prægnante end diverse poetiske og politiske falbelader.