Prøv avisen
Interview

Danmark bygger på dem, der er borte

”Danmark er et brugsland, som jeg har knyttet mig til og fået udpeget som indbegrebet af skønhed,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der nu bor det meste af tiden i sit sommerhus på Vestsjælland. - Foto: Leif Tuxen

Dem, man lægger i jorden, bliver en del af de danske rødder. For Danmark var ikke blevet Danmark uden dem, mener forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der for nylig mistede sin kone, der døde af kræft

Himlen omfavner Jorden på en særlig måde på landet, hvor horisonten er stor, og skyerne ikke kun er irritationsmomenter, men sluser for alle de gode gaver, der ”kommer ovenned”, som salmedigteren Jakob Knudsen skrev i ”Vi pløjed og vi så'de”. Og sådan er den danske salmeskat, som forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen voksede op med som søn af en jysk mejerist i et område fuld af muld.

Som barn sad han i kirken mellem sin bedstefars ben og sang med på de rim, der hurtigt satte sig i sindet som lim. Og bedstefaderen foretrak uden tvivl de salmer, som forenede kristendommen med den danske landbrugskultur.

”Allerhelst skulle man kunne stikke en spade ned i salmerne, fordi de var så fulde af landbrugsbilleder. Og han ville derfor også hellere synge 'Vi pløjed og vi så'de' og 'Du gav mig, o Herre, en lod af din jord' end 'Hil dig, frelser og forsoner',” husker Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der nu bor skiftevis i sin lejlighed i København og her i sommerhuset på Vestsjælland.

Engang begravede man danske konger på egnen, nu kæmper de lokale grundejere for at minde vor tids gennemkørende københavnere om områdets glemte herlighedsværdi.

”Vandkantsdanmark” står der for eksempel på et hjemmelavet skilt, der er banket ned i en høstmoden mark en lille kilometer fra Hans Edvard Nørregård-Nielsens sommerhus.

Fra bakketoppen der kunne man rigtignok også se, hvordan landet og vandet møder hinanden i de våde kys, der gennem tiden har skabt de danske kyster.

Man kunne også kalde området for Vækstsdanmark. For her kan man overalt stikke sin spade ned i en så frodig jord, at alting blomstrer selv dér, hvor intet menneske har plantet noget.

Farverne står klart fra blå klokkeblomster og røde valmuer til hvide, gule og skrigende orange margueritter i de grønne grøftekanter omkring de gyldne marker. Der er liv overalt. Millioner af små insekter sværmer om kornblomsterne som et smukt tag selv-bord for markens fugle. Og den romantiske følelse forstyrres kun af larmen fra en monstrøs mejetærsker, der systematisk høster de fede hvedeaks med sit store, skarpe hamsterhjul på en nabomark.

Den gigantiske maskineville sikkert skræmme de stenalderbønder, der engang dyrkede den samme mark her. Men landskabet er stadig som skåret ud af et af Johan Thomas Lundbyes vestsjællandske guldaldermalerier. Og for Hans Edvard Nørregård-Nielsen er marken også et billede på Danmarks udvikling:

”Danmark har været her altid. Men gennem en mængde anonyme mennesker er landet blevet ført frem til det, det er i dag. Martin A. Hansen havde en smuk tanke. Han sad og kiggede ud på en mark og sagde: Jeg kendte jo godt ham, der havde den mark. Jeg kendte for øvrigt også hans far. Jeg kendte ikke hans bedstefar, men sådan har folk jo før mig også kendt to generationer tilbage i en uendelig række. Og hvis alle de, der havde dyrket den mark i tidens løb, mødtes, ville de ikke kunne stå der sammen. Og de ville heller ikke kunne tale sammen. De, der står nærmest sammen, kan tale sammen, fordi de har et fælles sprog og en fælles kultur, som slægtled for slægtled har ført til den mark. Det, synes jeg, er en smuk tanke. For Danmark ville ikke være blevet Danmark uden dem, der nu er væk. Men nu er de en del af vores rødder, selvom vi ikke kan se sporene fra dem. Livet kommer jo og går,” siger han og tier, inden han tilføjer:

”Jeg er ked af, at sommeren er ved at være forbi, men jeg glæder mig til september, der også bliver løftet op i Alex Garffs 'Septembers himmel er så blå',” siger han og tilføjer trist, at døden jo er og bliver livets grundvilkår.

De små, blå klokkeblomster skal visne og dø, mens kun himlen beholder sin farve. For døden bor i alt, der lever på Jorden. Men overalt aner man arven fra dem, der engang levede her.

Det tænker Hans Edvard Nørregård-Nielsen meget over for tiden. Nu er det over to måneder siden, at hans elskede kone, arkæologen Jette Christiansen, døde af kræft, og det er svært at sidde og nyde sensommerens blomster i haven på Vestsjælland uden at tænke på hende, fortæller han.

”Huset her angriber mig konstant med minder. Nu prøver jeg at overbevise mig selv om, at det er bedre at have minder end ingenting at have,” siger den kendte kunsthistoriker, der har præget dansk kunstliv mere end de fleste.

Nogle har endda jokende sagt, at 11 ud af 10 nye kunsthistoriske bøger herhjemme er skrevet af ham, for den arbejdsomme kunsthistoriker har skrevet et svimlende antal bøger og artikler. Og i mange år gik han også for at være dansk kulturlivs mest magtfulde mand som formand for landets største kunstfond, Ny Carlsbergfondet. Men for halvandet år siden gik han på pension, efter han selv havde kæmpet med kræft.

”Cancer er som en lystmorder. Den leger lidt med dig, så holder den op, men så kommer den igen. Og den slap mig knap, før den angreb og dræbte min kone. Det føles ubærligt ikke at skulle se hende igen. Hun var så dejlig. Nætterne er de værste. Jeg griber ud efter hende, men hun er der jo ikke. Jeg kan ikke sove, og natten er som bekendt en dårlig rådgiver.”

Dagene er lidt bedre, siger han.

”På en måde har jeg nydt den dårlige sommer. Regnen har passet til min sorgdepression, og jeg har siddet mange timer ovre i drivhuset og lyttet til regnens dråber på taget, mens jeg har drukket to glas rødvin for meget. Det prøver jeg dog at lade være med. For jeg vil også gerne tvinge mig selv til at komme i gang igen.”

Nu er han ved at skrive en bog om den vestsjællandske guldaldermaler Johan Thomas Lundbye, som har optaget ham i mange år som forfatter og kunsthistoriker.

”Det bliver min afskedsbog om Lundbye. Den skulle have været færdig, men sorgen har også angrebet min hukommelse. Det er, som om at sorg æder en op. Det håber jeg, bliver bedre. For hukommelsen er snart sagt det eneste, jeg har tilbage. Jeg tror desværre ikke på genopstandelsen, selvom jeg da håber at rende ind i min kone igen. For det er jo forfærdeligt at tænke på, at en, man har holdt af og om, nu ligger i jorden og bliver væk. Hun ville ikke brændes, så meget arkæolog var hun alligevel,” siger han med et lille smil:

”Hun blev så svag til sidst, men hun var stærk på sin egen måde. Hun havde fundet dåbsattest, vielsesattest og skøde på huset frem til mig, så jeg ikke skulle lede efter det. Men sagde ikke et ord om det. Og når jeg græd, sagde hun, at jeg jo nok kunne forstå, at det ikke hjalp hende.”

Sådan forsøger han også at tænke nu. Sorg er en naturlig følelse, når man mister en, man elsker. Men livet må fortsætte. Og han nyder trods alt stadig synet af den danske sommer, der stadig strutter af liv som på Lundbyes malerier.

”Lundbye har været min følgesvend i mange år. Jeg kan godt lide at have nogen at følges med. Karen Blixen taler også om betydningen af at have en ved hånden til at begynde med, når man går ind i et landskab. Og jeg er jo ikke født her, så Lundbye har på mange måder åbnet landskabet for mig her. For han trak vejret her, han var født i Kalundborg og var hele tiden omkring Dragsholm og Vallekilde. Der er ikke en kæmpehøj, han ikke har været oppe at undersøge. Og der er nok at undersøge. For det er et utrolig poetisk og gammelt stykke Danmark. Hver gang man vender et græstørv her, ligger der en stor romantisk historie nedenunder. Og jeg ved, at han har gået ovre på denne bakketop. Det er ligesom at have en kammerat, der har været her før.”

Lundbye fangede samtidig også den danske sjæl, mener Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

”For mig er Lundbye Danmark, og Danmark er Lundbye. Han havde en fantastisk sans for alt, hvad der er i naturen. Han kunne se en gren og give den udstråling. Han maler som en af de første hylden, så den står der og fastholder hele den danske sommer med den bestemte aura, som hylden har med sine store blege blomster. På hans tid var Danmark et tredjeklassesland med bakker og grønsvær. Som Grundtvig skriver 'men gerne med slette og grønhøj i Nord, vi danemænd tage til takke.' Men der kom Lundbye og fastholdt det særligt danske i sine billeder. Der er noget i grønheden og bakkernes linjer, som han fanger, og han når meget tæt ind på hjertet af det danske.”

Den vestsjællandske maler var selv inspireret af et digt af Adam Oehlenschläger, der med to små sætninger beskriver det Danmark, som Lundbye forsøgte at gengive igen og igen:

”Over den gule hvedemark, der knejser en bakke grøn,” skrev Oehlenschläger i digtet om ”De tvende kirketårne” inspireret af Vestsjælland.

”Sådan!”, siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og vifter to gange ud i luften som en kunstmaler med en usynlig pensel, da han citerer fra digtet:

”Så enkelt og præcist kan man beskrive Danmark med to farvestrøg i sproget, gult og grønt, og så er sanserne allerede sat på arbejde. Jeg forbinder også danskhed med sansning, ligesom den danske natur inspirerede Lundbye. Han havde det, man med et sjovt ord kalder indtryksomhed. Alt, hvad han så, gjorde et vældigt indtryk og blev overført til hans eget sind, inden det fik udtryk gennem hans billeder.”

Kunsthistorikeren nævner et bestemt billede fra Hankehøj her i området. Det er et sommermotiv. Der står en pige med bøjet hoved og binder på en strømpe, mens en lille hyrdedreng står og kigger over på hende.

”Det er præstens lille Regine, der som endnu mindre blev sparket af en hest i ansigtet. Det er derfor, at hun har en vældig kyse på. Hun står som et udråbstegn i landskabet. Og det, der altid er så rørende ved Lundbye, er den sans, han har for at finde skæbner, som han lader drage ind i billedet og bære det.”

Inde i huset er han i gang med bogen, som han skriver uden adgang til internettet. Det var Jette, der stod for al den moderne teknik. Og nu må han få venner til at hjælpe med at gemme filerne på computeren:

”Det er et privilegium at have en fædrelandskærlighed og lægge det sammen med en viden. Danskhed er jo ellers en tilstand, man har haft med sig, siden man var lille. Det er i kødet båret og i klæder skåret, som man siger. For man har taget danskheden til sig på et tidligt tidspunkt i livet, hvor man ikke tænkte i alternativer. Den ligger derfor forrest i en, og den har så mange lag og inddrager så mange af de folk, der er døde for længst, som man holdt meget af,” siger han og tænder en filterløs cigaret, inden han fortsætter:

”Jeg er et produkt af et samfund, der ikke eksisterer mere. Det land, jeg voksede op i, er der ikke mere. Og dets idealer er der heller ikke mere. Der var et krav om ordentlighed og redelighed. Og om trofasthed over for de ting, man var omgivet af. Vi var absolut bundskrab familiemæssigt og økonomisk, så jeg begyndte at hakke roer, da jeg var fem år. For min mor regnede med det beløb. Det var ikke meget, men det indgik alligevel i hendes overvejelser. Men Danmark er jo et lille land, som det både socialt og geografisk er nemt at bevæge sig rundt i. Og jeg har på mange måder haft et heldigt og lykkeligt liv,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der tidligt begyndte at læse og fik lov til at forfølge bogens vej i modsætning til sin ældre søster:

”Da hun blev konfirmeret, fik hun forlorne tænder og en lille kommode, og så kom hun ud at tjene. Der er fire-fem års forskel på os, og hun har altid været en god pige, men jeg har haft en helt anden bevægelse i livet og en helt anden slutning. Jeg er meget glad for, at jeg fik Dronningens personlige orden - Ingenio et arti. Det var ikke noget mål som sådan. Men når man har fået den, kan man ikke rigtig få mere, men det er mærkeligt at tænke på, at min søster, der er syg og nu bor på institution, i stedet har fået fem dværghøns, som hun er så glad for, at det er lige før, at de holder hende i live,” siger han og lader tavst blikket glide gennem havens mange lavendelblomster, der strækker sig som en lilla løber forbi børnebørnenes legeplads og kirsebærtræet, der bugner af saftige frugter.

”Jeg har et barnebarn, som jeg elsker meget højt. Hun hedder Emilie. Hun blev født tre-fire måneder efter, at min mor var død. Men så besøgte vi graven sammen, og så sagde hun: 'Farmor, du var jo død, da jeg blev født, men det er altså mig, der hedder Emilie'. Det synes jeg er et uskyldigt eksempel på den fastholdelse af slægten, som betyder så meget for mig. For vi er alle en del af en langt større historie.”

Danmark er ikke, hvad det var engang. Og sådan har det altid været. Krige, klimaændringer og folke(af)stemninger har mange gange flyttet de grænser, der i dag udgør det danske kongerige med halvøen Jylland og vores 443 navngivne øer. Og længe før Saxo forsøgte at finde de første danske rødder, boksede istiderne rundt med vores små bakker, mens havet allerede dengang angreb os fra alle sider. Havets hvidknyttede næver har slået utrætteligt mod Vestkysten og arbejdet tålmodigt på de foranderlige stenskulpturer langt den bornholmske klippekyst.

Regn og vind har sat deres spor, og det har mennesker mildest talt også.

”Danmark er et brugsland, som jeg har knyttet mig til og fået udpeget som indbegrebet af skønhed med store bakker og resterne af veje, hvor der engang kom millioner af stude på vej sydpå. Sådan er der en masse ting, som ligger gemt i landet, og som man ikke kan se, har været der og haft en betydning, hvis man ikke ved det. Og det er ting, som har haft en slags evighedsværdi for mig, og som jeg ikke har haft nogen grund til at kassere inde i mig selv,” siger han og vender igen tilbage til den store historie omkring os.

Indvandrere er gennem årtusinder blevet en del af den danske surdej, mens skove og småbyer er blevet ryddet og gendannet. Ulven er tilbage i Jylland, mens købmænd og skoler forsvinder fra de små samfund, og boligpriserne stiger i de samme større byer, der ellers var i krise for få årtier siden. Sådan bølger alting frem og tilbage i Danmark. Danmark er altid som aldrig før. Men et sted midt i det hele synger arven fra dem, der ikke er her mere. Og for Hans Edvard Nørregård-Nielsen lever Jette også videre inde i ham. Hendes seng står stadig ved terrassedøren.

Her lå hun ofte og hvilede sig den sidste tid. Nu bruger han den selv til at tage en morfar, men nu er blomsterne i krukken ved døren også døde:

”Jeg købte to nelliker, der var utrolig smukke. Jeg stillede dem her ved døren, så Jette kunne se dem, men nu er de også væk,” siger han og kommer de visne blomster ned i en sort sæk, som han trist smider i skraldespanden ved indkørslen, mens han følger mig ud.

”Nå, brug det, som du vil, men skriv, at jeg ser usædvanlig godt ud og danser bedre end de fleste,” siger han og smiler en smule, da vi lidt efter går forbi et sommerfugletræ, som sommerfuglene sværmer om som flyvende, farverige blomster, der vifter livligt med deres sommeropstandelse - med de dødes marker i baggrunden.