Benny Andersen er stadig en lattermild lyriker, der lader øjnene forsvinde i det snart 82-årige ansigt, hver gang der er noget at smile ad. Og det er der tit, når man er i stue med Benny Andersen.
LÆS OGSÅ: Nu er nok nok. Benny Andersen giver det danske folk en opsang
På bordet mellem os står ét fyldt snapseglas, to øl og godt med cigaretter. For her i huset er ikke-rygere henvist til terrassen, som han siger med et glimt i øjet. Men terrassen virker nu heller ikke så tosset. For udenfor skaber fuglene deres egen smukke sommersymfoni i haven, mens solens stråler sender et mildt lys hen over roserne derude som om alting nok skal gå og blomstre op igen uanset finanskrise og fjerne krige med dansk deltagelse.
Tilbage i 1980 gav Benny Andersen samme håb med oliekrisedigtet Hilsen til forårssolen, der siden er blevet en af hans mest elskede sange til Povl Dissings melodi. Men selvom denne artikelserie hedder En sang om Danmark, spejler hele hans forfatterskab på en måde fædrelandet.
Der er i det hele taget mange sange og digte at vælge imellem, når det handler om Benny Andersen. For han synes altid at have øje for sprogets og livets skæve muligheder. Og de seneste seks år har han boet sammen med sin kone, Elisabeth, i Lise Nørgaards gamle villa i Sorgenfri.
Det var her i spisestuen, at Lise Nørgaard skrev de fleste afsnit af Matador. Og derude i swimmingpoolen druknede en af hendes hunde, siger han, mens øjnene igen forsvinder i et opgivende grin ved tanken om husets dramatiske forhistorie.
Men nu bor her altså et forelsket par, fortæller han:
"Man siger, at det starter med forelskelse og siden stilner lidt af, når det bliver til kærlighed. Men sådan er det ikke med Elisabeth og mig. Vi er stadig forelskede i hinanden, fordi vi hele tiden er nye for hinanden. Vi finder hele tiden nye sider af hinanden, fordi vi hele tiden er nysgerrige på hinanden.
Det er det samme med god kunst. Art is news that stay new, har jeg engang hørt kunst defineret som. Det, tror jeg, er rigtigt. For kunst er nyheder, der forbliver nyheder," siger den forelskede forfatter, der bekræfter det samme billede af sit ægteskab i sin kommende digtsamling, Nu og da, hvor han skriver: "vi er kærlighedskapitalister/beriger konstant hinanden."
Det er ikke første gang, at Benny Andersen benytter sig af metaforer hentet fra økonomien. For Hilsen til forårssolen var direkte inspireret af den anden oliekrise sidst i 1970erne som et bestillingsdigt om dansk økonomi, og teksten blev første gang trykt i B.T. den 7. april 1980, fortæller han:
"Min sans for økonomi kan ligge på et meget lille sted, og det fremgår også af sangen, som jeg altså alligevel svarede ja til at skrive. Jeg brugte nogle metaforer til at skrive om det, når jeg skriver 'Det er forår. Der beskæres i buskadser og budgetter. Slut med fordums fede ødselhed. Vi begynder at træne til skeletter.'"
Digtet vakte begejstring blandt B.T.s læsere, så Benny Andersen fik pludselig idéen til, at det måske også kunne blive til en sang:
Det var på et tidspunkt, hvor Povl Dissing og jeg allerede havde noget materiale til nogle viser. Jeg sagde, at jeg havde et rimet digt, der bare skulle melodi til. Og det var Povl, der endte med at lave den smukke melodi, der jo er gået rent ind, siger Benny Andersen og slukker sin cigaret for at pege på en gulnet digtsamling med Oven visse vande, hvor de to musikalske venner står på forsiden i en noget yngre udgave:
Men sangen skulle få en underlig efterklang. For man skulle jo ikke tro, at et digt, der var skrevet om dansk økonomi, kunne blive brugt til begravelser i kirker. Men jeg ved, at det er sket i flere tilfælde. Og det har noget at gøre med omkvædet i sidste vers, hvor der står: Og en gang går solen sin runde uden mig,/ men når forårssolen skinner,/ lever jeg! Og det er det opstandelsestema, som folk er faldet for.
Benny Andersen bliver tavs, mens hans øjne åbner sig indefra:
"Jeg får helt tårer i øjnene," kommer det så.
"Det er jo bevægende, at et digt af en amatørøkonom kan ende med at blive sunget ved adskillige begravelser i kirker. Det, synes jeg, er meget besynderligt, og så med den smukke melodi af Povl Dissing. Men jeg er glad for, at den kom til at indeholde håb."
"Jeg ved også, at en af mine andre sange, Svantes svanesang, også er blevet brugt til begravelser, fordi den også indeholder håb i linjerne: 'Timerne føles så korte, ingenting varer ved. Mor jer nu godt, når jeg nu er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed'."
"Begge mine forældre forlangte, at vi sang den sang til deres bisættelse. Og jeg er da ret stolt og betaget af, at flere af mine sange bliver brugt i sammenhænge, hvor jeg ikke havde ventet det. Det er da inspirerende at få at vide, at noget, man tidligere har skrevet, har betydet noget personligt for folk. Det gør også, at jeg stadig ikke kan stoppe med at skrive. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal få tid til at nå alle de ting, jeg gerne vil," siger han.
Sådan har Benny Andersen gennem fem årtier beriget det danske sprog, ligesom han efterhånden er oversat til 24 sprog. Og det er ganske sigende, at han sidste år blev markedsført i Kina som The other Andersen, da en række af hans sange var blevet oversat til kinesisk oven i købet af den danske kulturminister Per Stig Møllers kone, Xukun Ji.
"Hun havde lidt besvær med at oversætte linjen jeg spiser ostemad i Svantes lykkelige dag. For kineserne hader ost og direkte oversat betyder det jeg spiser rådden mælk. Men bortset fra det var det ifølge Xukun Ji faktisk smaddernemt at oversætte mine tekster til kinesisk. For kineserne læser også meget mellem linjerne, ligesom de kommer med understatements, ligesom både vi og englænderne gør.
"Det oplever jeg også, når jeg besøger min familie på Barbados. For når man spørger om, hvordan det går, kan de sige: Not too bad, man. Det betyder, at det går rigtig godt. Men herhjemme er det jo egentlig et jysk fænomen. For mens københavnere kan sige, at det går megagodt, siger jyder, at det ikke er så ringe endda. Og på den måde er Livet er ikke det værste man har meget jysk, selvom jeg kommer fra Sjælland. Men jeg har også optrådt mere i Jylland end på Sjælland. Jyden er jo stærk og sej, så det er ofte dem, der har fået stablet koncerterne på benene."
Hvad forbinder du ellers danskhed med?
"For mig handler det netop meget om sproget og humoren. Den danske ironi kan være svær at forstå for andre, når vi siger omtrent det modsatte af, hvad vi mener. Men samtidig har vi jo også haft ry for at være et hyggeligt og fredeligt folkefærd. Men jeg har selv haft et mere tvetydigt forhold til mit hjemland, siden en meningsmåling viste, at 62 procent af befolkningen støttede, at politiet ryddede Brorsons Kirke.
Jeg havde aktivt støttet de flygtninge. Og hvis det var folkelighed at ville sende dem på gaden, ville jeg ikke længere kaldes en folkekær forfatter, så hellere en mellemfolkelig forfatter," siger han med et varmt smil og tilføjer så mere tørt:
"Der er sket en markant ændring i vores værdier de seneste årtier. Forleden læste jeg en glimrende kronik af en pige, der var vokset op i Danmark med to indvandrerforældre. Og hun beskrev meget levende, hvordan de først var blevet kaldt gæstearbejdere, siden fremmedarbejdere og nu perkere, selvom de gjorde, hvad de kunne for at blive en del af samfundet."
"Jeg forstår ikke, at danskere kan være så indvandrerfjendske, når Danmark dybest set netop er dannet af indvandrerne. Det handler mit digt I begyndelsen også om, siger Benny Andersen og finder sine Samlede digte frem for at læse digtet op:
"I begyndelsen var isen/ derpå kom indvandrerne", læser han op i det lange digt, der handler om, hvordan Danmark er opbygget af gode gamle indvandrernavne, som efterhånden lyder ganske danske. Og den gamle kærlighedskapitalist skruer op for styrken på den rolige stemme, da han når de sidste to strofer:
"Og Danmarkshistorien er langtfra forbi/ trods indvandrerstop/ har vi noget at se frem til:/ hvilke nye navne vil om tyve tredive år/ lyde lige så fortroligt danske/ som Meyer og Passer/ Utzon og Borge/ Schmeichel og Schade gør i dag?/ I begyndelsen var isen/ men den er smeltet forlængst/ nu er det os der er her/ og fremtiden begynder lige nu, siger Benny Andersen og smækker den tykke hvide digtsamling, der har slået alle danske salgsrekorder for lyrik, i med et kampklart klask, idet han tilføjer:
"Så kan de indvandrerfjenske danskere bare komme an. For Danmark er dannet af indvandrere."