Med ”Under sejl” sammenfatter seniorforsker Erik Gøbel et livs forskning i søfarts- og kolonihistorie fra år 1600 til omkring 1850, tematisk opdelt og med hovedvægten på 1700-tallets handelsflåde.
Allerede i 1600-tallet anlagde danskerne fortet Christiansborg på Guldkysten i Ghana. Herfra sejlede grådige danske skippere sorte slaver til de vestindiske øer, St. Thomas, St. John og St. Croix. Siden returnerede skibene til Danmark med det ”hvide guld”, som sukker dengang blev kaldt. Bogens bedste kapitel handler om denne trekantsrute.
Det danske søfartseventyr tog sin begyndelse i november 1618, da Christian den Fjerde sendte fem skibe af sted og grundlagde tropekolonien Trankebar i Indien. Siden tog sejladserne fart, for det var vigtigt både at få folk og forsyninger til Trankebar og samtidig hjemtage de eftertragtede kolonialvarer.
Sejladserne strakte sig over mange måneder, og Gøbel skildrer, hvordan besætningen eksempelvis dansede med hinanden for at holde kedsomheden på afstand. Og når skibet anduvede København, havde søfolkene ikke sjældent fejret hjemkomsten på forhånd, så man måtte overlade det til folk på kajen at få skibet sikkert i havn.
Ikke mange kvinder gjorde turen med, men nævnes skal det, at på det første togt i 1618 havde skibets befalingsmand, Erik Grubbe, forklædt sin kæreste som mand. Bedrageriet blev afsløret undervejs, og Grubbe tvunget til at gifte sig med pigen, der døde i barselssengen ved Kap det Gode Håb. Barnet overlevede til gengæld og fik det pompøse navn Capo de Bona Esperanza, men gik lige siden under det mundrette kælenavn Afrikas Grubbe.
Sidsel Andersdatter skiftede af egen drift køn for at gifte sig med en gravid veninde, der ikke havde nogen mand. Herefter kaldte hun sig Andres Simonsen Aschenberg og virkede i mange år som skibskok, hvor hun med stor iver deltog i mandskabets drikkelag. Det gjorde også Engelbrecht Maria Stockenbeck, der sågar fik skrevet en lille opsats om sin tid som matros og kok under navnet Gottfried Jacob Eichstedt. Heri fortæller Engelbrecht, at hun ladede vandet gennem et kohorn, så ingen af hendes mandlige kolleger anede uråd.
Danmark var den første slavehandlende nation, der forbød slavehandel, og i begyndelsen af 1800-tallet var det heldigvis slut. Et samtidigt øjenvidne har tegnet en skitse, der viser de grufulde vilkår, slaverne opholdt sig under i lastrummene, og man bliver påny slået af rigtigheden i La Rochefoucaulds skarpe observation:
”Vi har alle styrke nok til at bære næstens ulykker.”
Helt frem til slutningen af 1700-tallet nød slavehandlerne dirkefri anseelse.
Sømændene kunne dog også selv ende som slaver. Der var muslimske pirater fra Algeriet i farvandet og eksempler på, at danskere blev fanget og sat til slavearbejde i Nordafrika. Med de såkaldte ”algeriske søpas” fandt man en løsning på piratuvæsenet. Piraterne fik en årlig betaling for at lade danske skibe passere, og kaprerne sikrede sig, at der var betalt i form af algerisk søpas: Passet blev revet midt over, de danske kaptajner beholdt den ene del, piraterne den anden, og når et dansk skib blev prajet af en muslimsk pirat, holdt hver af parterne deres del af passet frem. Hvis delene passede sammen, fik skibet lov til at sejle videre.
Sygdom var det sværere at værge sig imod. Som oftest foreslog skibslægen åreladning mod stort set alle dårligdomme, og dødeligheden ombord var derfor stor. Begravelsen foregik til havs, hvor de menige blev syet ind i deres hængekøje og smidt overbord, mens officerer kom i en kiste. Der blev hægtet en kanonkugle til den døde, så ligposen eller kisten sank, og man ikke skulle bivåne hajerne gøre sig til gode med liget.
Kolonierne sikrede op igennem 1700-tallet direkte import til Danmark af efterspurgte varer som krydderier, te, kaffe, sukker og porcelæn, men international konkurrence betød, at Danmark fra midten af 1800-tallet begyndte at sælge ud af alle sine besiddelser.
Danmark er i dag verdens femtestørste søfartsnation, og Gøbels store bog minder om, hvordan vi er nået dertil. Han har studeret kilderne og kombineret stoffet, så hver side blinker af fine iagttagelser og rammende formuleringer.
”Under sejl” kan virke monstrøst detaljeret, men Gøbels greb om emnet overbeviser læseren: Den er uden bagklog frisering, og pointerne falder på plads med iørefaldende smæld.