Egnsteatre vil gøre op med mediers og politikeres forsøg på at formulere én ægte danskhed

Syv egnsteatre eksperimenterer med et alternativt danmarksportræt

I ”Danmark, mit fædreland” går turen blandt andet til Holbæk, hvor Røde Mors systemkritik stadig lever. – Foto: Per Morten Abrahamsen

Syv skuespillere og syv instruktører fra syv egne, syv objekter i montrer på en sprithvid scene, syv sandheder om hver egns stoltheder og skampunkter. En kakofoni af stemmer skræpper op og blotlægger meninger, baggrunde, ens- og forskelligheder. Er det lig med danskhed?

Det er det store spørgsmål i et ny- og samskabende teatereksperiment skabt af syv danske egnsteatre, der vil agere modvægt til mediernes og politikernes indsats for at samle landet under én ægte danskhed. ”Danmark, mit fædreland” er et mere eller mindre vellykket og omfattende projekt, der skal ses og vurderes i lyset af sin tilblivelsesproces – som kræver nogen forklaring:

Baggårdteatret i Svendborg, Bornholms Teater, Holbæk Teater, Limfjordsteatret på Mors, Teatergrad på Nørrebro, Teatret Masken i Nykøbing Falster og Vendsyssel Teater i Hjørring har på to uger skabt hver sin fortælling, der berører en særlig stolthed eller et særligt skampunkt fra egnen, og leveret et objekt, der i sin montre indkapsler egnens primære særegenhed. Hvert teater har brugt en lokalt forankret instruktør og/eller dramatiker og involveret lokale borgere i den kreative tilblivelsesproces. Til sidst er alle bidderne samlet under Mia Lipschitz’ instruktion og bundet sammen til et danskheds-pitabrød bestående af syv gange 10 minutters forskelligt smagende egnsbidder.

Vi begynder på Mors Lokalmuseum, hvor to tyve forvilder sig til at stjæle Aksel Sandemoses Jantelov. Hvad er den egentlig værd, spørger skønne Sune C. Abel, mens han kæmper med sin lokale stolthed og mindreværd over for sin tilflytterkollega, der ikke kan forstå morsingboens Jante-skrupler.

Derpå går turen til Holbæk Zoneterapi, hvor Røde Mors systemkritik stadig lever. Og til en høj ved Kofods Gård, hvor en ægte bornholmer sidder fast, viklet ind i øens rødder og i sin ambivalens til affolkning og tilflytning (og Bülow-lakrids). Vi ender i fremtiden i et nyt ”Guldkantsdanmark” på Lolland-Falster, hvor sukkerroerne er fortid, og ingen landmænd længere skal lide sukkerkvotedøden.

På vejen kommer vi også forbi Nørrebro, hvor en flygtig næsten-romance udspiller sig – under musikfestivalen Distortion over en shawarma – mellem den blonde og famlende kulturkristne Inger og den danske muslim Aisha. På den korte tid, de har, får Josephine Nørring og Sandra Louise Mahmoud Lindquist fortalt en sød og nuanceret historie om nysgerrighed og misforstået berøringsangst mellem to kulturer, og de giver os to karakterer, vi har lyst til at følge videre. Det samme gør Vendsyssel Teater og indtagende Robin Haslund Buch med et portræt af den homoseksuelle Vincent, der i melodramatisk sorg barrikaderer sig i sit nedstyrtningstruede sommerhus.

Baggårdteatrets svendborgensiske indspark er forestillingens stærkeste, men også med sin litterære og surrealistiske kvalitet den mest divergerende. Inspireret af Mikael Josephsens digtsamling ”Knæk” fra 2016 skildrer Ulver Skuli Abildgaard hverdagens angstanfald på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg og giver os alt det grimme, der kan ligge inde bag stråtækt skønhed.

Danmark er mange ting, ja, men ”Danmark, mit fædreland” er trods sin fragmentariske natur en nogenlunde velsmurt helhed, hvor komik og alvor følger hinanden fint. Men hvor er det dog besynderligt, at man i en undersøgelse af mangfoldighed har valgt at lade alle spillerne agere på et homogent teaterdansk. I dialektforskelle ligger jo en tung identitetsmarkør og ikke mindst et oplagt grinepotentiale. Men pyt nu med det. Som teatereksperiment er forestillingen et foregangseksempel til forfølgelse og forbedring. Det er også en ganske lærerig oplevelse for de fleste af os, som kun for sjældent får lov at møde andres hjemegne.