Danmark i Europa og verden – igen

Man lytter ikke til et land, der er fuldt af forbehold og opfører sig, som vi gør. I Die Zeit sætter man ligefrem spørgsmålstegn ved Danmark som retsstat

Efter min sidste klumme før sommerferien, som læserne nok lykkeligt har glemt, havde jeg en brevveksling med politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen, der mundede ud i, at han foreslog mig at skrive endnu en klumme om Danmark i Europa. Den har han ikke ansvar for, ej heller er den vendt mod ham.

Danmark stillede i juni til et ministerrådsmøde med holdninger (til fædreorlov, reduceret ret til sociale ydelser på tværs af grænser med mere), som dels var i strid med ånd og bogstav i EU, dels ville have undermineret EU’s forhandlingsposition over for Storbritannien, hvis de havde vundet gehør. Det gjorde de derfor heller ikke, og det burde ikke undre nogen.

Men hvorfor kæmpede Danmark for noget, der ikke havde en chance for vedtagelse? Var det mangel på omtanke i det danske udenrigsministerium? Eller var det for i valgkampen at kunne prale med at have talt Bruxelles midt imod? Som dansk politik former sig, kan ingen af mulighederne udelukkes. Danmark er godt på vej til at blive en moralsk, politisk og snart også juridisk problemnation.

Andre lande (Ungarn, Polen, nu også Italien) giver nok EU større problemer end Danmark, men Danmark opleves i hvert fald sjældent som en del af løsningen. Autoritet og anseelse har vi ikke. Man lytter ikke til et land, der er fuldt af forbehold og opfører sig, som vi gør. Ude i verden er vi mest kendt for Inger Støjbergs lagkage. Den nye ”ghettoplan” kaldte The Guardian i en leder om Danmark den 8. juli for ”the latest spasm of xenophobia.” Og Die Zeit satte den 3. august på baggrund af forslaget om strafzoner ligefrem spørgsmålstegn ved Danmark som retsstat.

Hvad nogle af de emner angår, som var til debat i juni, er sagen enkel. Det er den gamle historie om kapital og arbejde. Uden en form for social union falder EU fra hinanden. Når kapitalen har frihed til at gå hen, hvor profitten er størst, må arbejdet have frihed til at gå hen, hvor det får de bedste vilkår. Så enten skulle vi ikke have haft de frie kapitalbevægelser og det indre marked – eller også må vi gå hele vejen.

Det gælder også over for den større omverden. Vi ved godt, at den eneste måde at undgå en større migrationsbølge på er at gøre det så tåleligt for mennesker at blive, hvor de er, at migration ikke er en nødvendighed. Men den viden bliver ikke til politik. Vi er rede til at betale for koncentrationslejre i udskibningslandene.

Men vi investerer ikke i virksomheder, som kunne give mennesker arbejde der, hvor de bor; vi henter hellere de bedste talenter ud af landene, så de forarmes yderligere. Vi opfører os, som om globaliseringen er en ensrettet gade, hvor vi kan køre om kap med hinanden uden at bekymre os om modgående trafik. Når den så alligevel kommer, sætter vi skilte op og bruger hegn og mure for at holde trafikken borte. Og vi spærrer de trafikanter inde, som alligevel er sluppet igennem, men som vi vil have væk igen.

I denne avis diskuteres det så, om det er kristeligt eller ukristeligt at afvise asylansøgere og efter bedste evne at chikanere de udlændinge, der har haft det held eller uheld at komme ind i landet. Det er mod næstekærligheden, siger nogle. Nej, næstekærlighed har intet at gøre med, hvordan man opfører sig, siger andre. Der er endda dem, der mener, at kristendom og danskhed næsten er det samme. Det var der også engang nogle i Tyskland, som mente: tyske kristne af tysk blod på tysk jord. Man skal gøre sig stadig større umage for at se forskel på dengang og nu.

Og så er det i den sammenhæng jo ligegyldigt, om noget er kristent eller ej. Det handler om jævne etiske forpligtelser, som gælder, uanset om man er buddhist, hindu, jøde, kristen, muslim, asadyrker eller ingenting. Menneske først...

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.