Danmark lovede Ukraine 100 kampvogne - en tredjedel er leveret

Donationen af kampvogne til Ukraine trækker ud. Et år efter det danske løfte om 100 kampvogne er 30 leveret.

Forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen siger til Jyllands-Posten, at de forsinkede leveringer af kampvogne til Ukraine skyldes manglende erfaring med store donationer. (Arkivfoto).
Forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen siger til Jyllands-Posten, at de forsinkede leveringer af kampvogne til Ukraine skyldes manglende erfaring med store donationer. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Omkring en tredjedel af de mindst 100 Leopard 1-kampvogne, som Danmark i begyndelsen af 2023 lovede Ukraine, er blevet leveret til det krigsramte land.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det præcise tal er 30 kampvogne, skriver avisen, som har tallet fra det tyske forsvarsministerium.

Fra dansk side har Forsvarsministeriet kun villet oplyse til avisen, at "mange" af de lovede kampvogne er blevet leveret.

Det var tilbage i februar 2023, at regeringen meldte ud, at Danmark sammen med Holland og Tyskland ville donere mindst 100 kampvogne af typen Leopard 1 til Ukraine.

Der var primært tale om ældre danske kampvogne, som stod opmagasineret i Tyskland.

De havde ikke været i brug i mange år og skulle derfor renoveres og efterses, inden de kunne sendes til Ukraine, lød det.

Forventningen var dengang, at de første kampvogne ville være klar i løbet af nogle få måneder.

Ukraine skulle dog ende med at vente til september med at få den første del af donationen.

I mellemtiden var leveringen flere gange blevet udskudt, blandt andet på grund af tekniske problemer i forbindelse med renoveringen af de aldrende kampvogne.

Den 8. september oplyste Forsvarsministeriet, at 10 Leopard 1-kampvogne var ankommet til Ukraine.

Flere var på vej, lød det videre.

Lidt over et halvt år senere er tallet så kommet op på 30 ifølge Jyllands-Postens oplysninger.

Til avisen siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at forsinkelser i leveringen af kampvognene skyldes manglende erfaring med den slags donationer.

- Men det er også vigtigt at huske på, at donationer i den her skala og i det her tempo er ubetrådt land for os alle sammen.

- Det er aldrig set før, og derfor vil der undervejs opstå udfordringer, som vi eksempelvis har set med Leopard 1-kampvognene, siger ministeren i et skriftligt svar.

Jyllands-Posten skriver videre, at det også går trægt med leveringen af de 14 Leopard 2-kampvogne, som Danmark sammen med Holland vil anskaffe og sende til Ukraine.

Den donation blev meldt ud i april 2023. Knap et år senere er to af de 14 kampvogne ankommet til Ukraine.

/ritzau/