Vinden er så sommermild denne formiddag, at selv dannebrogsflagene virker feriedovne. Slappe som løse slips hænger vimplerne nærmest viljeløst fra flagstængerne overalt på Fanø, der ellers kender nok til hårdere vinde. Når uvejret først sætter ind her, og bølgerne pisker vredt mod den lille forfatterø vest for Esbjerg, kan det føles, som om havet kunne sluge hele øen i én hvidfrådende mundfuld, hvis det ville.
Havet tager, og havet giver også allerede fra første side i Fanø-forfatterparret Erik Valeur og Lise Ringhofs nye roman ”Det er de danske som flygter”. For i åbningskapitlet mangler der et familiemedlem, en druknet dreng, til nytårsaften, som skulle have været en festlig fejring af et århundredskifte ind i det Herrens år 1900 i en tid, hvor de unge brude på øen for sikkerhedens skyld fik sorte sørgekjoler i bryllupsgave, for man vidste aldrig, om deres mænd kom hjem fra havet. Men i dag ligger havet blikstille, og selv skyerne rykker sig ikke ud af flækken over den populære ferieø, som ligner en idyllisk tidslomme med stråtækte huse overalt.
”Tækkeren lever godt på Fanø, kan du tro,” siger forfatteren Lise Ringhof og smiler bag bilrattet på vejen væk fra færgelejet.
På bagsædet sidder hendes mand og forfatterpartner Erik Valeur og nikker bekræftende i højt humør, mens han lader blikket glide gennem byen, hvor alting ligner et postkort, uanset i hvilken retning man vender sine solbriller.
”Se,” siger han og peger på endnu et henrivende hus, der er som skåret ud af et H.C. Andersen-eventyr.
”Det er Digterhjemmet, som forfattere fra hele landet kan låne på skift gennem Esbjerg Bibliotek. Man låner det til en forfatter ad gangen, men jeg tror, at der er 10 sengepladser derinde. Det tilhørte socialdemokraten Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister, som sørgede for, at hans sommerhus her skulle fungere som legatbolig for kunstnere. Det er en hjælpepakke, der stadig virker. Jeg har selv siddet der. Og det er jo fantastisk, at han selv efter sin død i 1969 sørgede for forfatterne, mens man nu desværre har nedlagt mange af de biblioteker, han fik opført i sin tid, da kulturen stadig betød noget,” siger Erik Valeur og sukker demonstrativt, mens vi nu nærmer os Lise Ringhof og Erik Valeur eget lille lavloftede halvhus med plads til to skriveborde, der de sidste tre år har udgjort totaktsmotoren i deres fælles forfatterskab.
Lise Ringhof har selv en fortid i forlagsbranchen på Politikens Forlag og som datter af medstifteren af Lindhardt og Ringhof, mens Erik Valeur har vundet anerkendelse som både journalist og forfatter, så tilsammen har de udgivet en del bøger. Men drømmen om at skrive en bog sammen udviklede sig, efter de tilbage i 2016 begyndte at gå romantiske ture i klitterne ved Sønderho, mens de som en sidehobby udtænkte drabelige krimiplot om lig, der blev åbenbaret, når havet trak sig tilbage.
I stedet fandt de på idéen til en historisk slægtsromantrilogi, som de er ved at skrive andet bind af – ”Det er de oprørske der svigter” om ungdomsoprøret og kvindekampen, mens første bind ”Det er de danske som flygter” allerede udkommer i denne uge.
Den første roman fører både til København og Vejle med afstikkere helt til Somme under Første Verdenskrig, men historien begynder her på Fanø, hvor vi følger sømandsfamilien Brinch fra 1900 op mod vores egen tid.
”Da vi møder familien Brinch første gang i 1900, er Fanø stadig ufatteligt rig på grund af sejlskibsværfterne på øen. Man var åben for hele verden på grund af skibsfarten, men tiderne er jo skiftet, fordi man aldrig forstod eller formåede at omstille værftet til dampskibsproduktion, så nu er der næsten kun turismen tilbage med ravsmykkebutikker over det hele, fordi Fanø trods alt stadig er et godt sted at finde rav. Det elsker jeg selv,” siger Lise Ringhof og peger op i vindueskarmen, hvor der ligger et par imponerende store klumper rav med et fiskefossil i den ene og stråler i solen.
Og der går i mere end en forstand også hurtigt rav i romanen, da hovedpersonen Erling vokser op med lillebroderen Jakob, som faderen bedre kan lide.
Jakob er – som en anden Esau – bygget kraftigt som sin far. Som en rigtig sømand. En dag finder den syvårige Erling dog et stort stykke rav, som endelig udløser en lille portion anerkendelse fra faderen, så da Erling nogle dage senere sammen med sin lillebror får lov til at gå en tur på stranden uden forældrenes opsyn, har han øjnene stift rettet mod mulige ravstykker på stranden, der kan give ham mere anerkendelse, men i mellemtiden drukner lillebroderen ulykkeligvis.
Erling aner ikke, hvad han skal stille op med den livløse lillebror, så han løber alt for sent efter hjælp. Og det bliver ikke sidste gang, Erling kan virke lige så viljeløs som et flag på en vindstille dag, men gennem Erling skildrer romanen – lidt ligesom i Johannes V. Jensens ”Kongen fald” – det danske vægelsind, forklarer Lise Ringhof.
”Traumet fra lillebroderens død sætter sig i ham som en grundtvivl, om han overhovedet kan træffe beslutninger. Erling er ikke ond, og han hjælper faktisk også folk undervejs, men han er måske lidt en kujon, der helst flygter, hver gang problemer viser sig.”
Erik Valeur: ”Ja, og vi lader samtidig Erling blive et slags billede på danskeren, fordi vi lader ham passere forbi faser i danmarkshistorien, hvor det ligesom har knirket i træværket. På en måde har vi brugt Schlüters berømte sætning om, at der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet, til at undersøge, hvad der ligger under den fine overflade i danskernes historiske tilbliven op imod vores tid, hvor vi som danskere sommetider har vist en karakter, som måske ikke altid var lige så fed som vores selvbillede. Vi vil jo gerne fremstille os selv sådan her,” siger Erik Valeur og peger ud i haven, hvor græsset er grønt, og naboerne er så rolige, at man kan høre fugle synge.
”Men når man kigger tilbage i danmarkshistorien, kan man se, at vi danskere har haft en tendens til at blive hurtigt skræmte ligesom Erling. Vi har hurtigt bøjet nakken over for den store tyske nabo, og flygtninge vil vi ikke have, for så gør vi os bare uvenner med dem. I 1930’erne var vi for eksempel det land i Europa, der var mest ivrige efter at holde jødiske flygtninge væk. Der kom flere jøder til de fleste andre lande. Danmark slog virkelig gitteret ned.”
”Det er de danske som flygter” er oprindelig en replik i forordet til Herman Bangs roman ”Tine” (1889), der beskriver det nedslående nederlag i 1864. Og nu har Erik Valeur og Lise Ringhof altså brugt replikken som titel på deres nye fælles roman, der på mange måder handler om at være dansk på godt og ondt. For hvis man vil forstå den danske folkesjæl, må man tilbage til 1864, mener de:
”Vi startede bogen i år 1900, så det ikke skulle blive alt for klichéramt. Men det naturlige fikspunkt ville egentlig have været 1864, hvor vi fik så mange bank af preusserne, at lilleputsyndromet stadig sidder i den danske folkesjæl. For siden er dansken flygtet mange gange fra problemerne gennem mange forskellige faser op gennem danmarkshistorien, hvor vi har ladet os kue.”
I romanen lader Erling sig også kue, ligesom han sviger flere mennesker på sin vej – blandt andre sin bedste ven Hubert, der på (mest) godt og ondt ikke er helt normal. Hubert er inspireret af en fysisk handicappet mand, som parret engang så i Superbrugsen i Nordby, men i romanen bliver han et billede på danskernes intolerance over for dem, der stikker lidt ud.
Men Erling ofrer sit venskab for at fortsætte sin færd eller rettere flugt gennem livet til København, hvor han som en anden Lykke-Per tøver over for kærlighedens muligheder. Han læser til læge og flytter ind hos ejeren af et værtshus fyldt med bohemetyper, der blandt andet er inspireret af Erik Valeurs egen oldefar, der var radikal avisredaktør, mens rædslerne fra Første Verdenskrig mest var teori og avisoverskrifter i cigarrøgen fra tidens vinstuer.
”Der var selvfølgelig også meget fattige mennesker, der sultede på voldene i København, men i de bedre kredse tog de nærmest op og dasede i sommersolen i både 1915, 1916 og 1917, mens der skete noget helt andet i Sønderjylland. Og min oldefar var en del af det københavnske bohememiljø med litteraturkritikeren Georg Brandes og redaktøren Henrik Cavling som venner. De var vældig kloge og vittige, men havde nok ikke altid sans for, hvad der foregik uden for deres egen lille kreds. Det er derfor, at vi i en scene lader Ida (Erlings søster, red.) sige på en beværtning, at en bekendt fra Sønderjylland netop er faldet ved Somme. For på den måde udskænker hun de virkelighedsfjerne redaktører et stykke realitet. De har siddet der med deres cigarer og tilrettelagt alle slagene i cigarrøgen rent teoretisk, indtil der kommer et menneske, som faktisk kender sandheden fra sit eget liv.”
Erik Valeurs oldefar har også inspireret til en anden scene i romanen, hvor Dannebrog i forbindelse med Genforeningen bliver sendt ned fra himlen til Christian den Tiende fra en flyvemaskine til stor irritation for majestæten.
”Det skete i virkeligheden. Man troede måske, at flyvemaskinen ville bombe folk, mens man så nogen sidde deroppe og bakse med et eller andet, der viste sig at være et flag, så Dannebrog er blevet sendt ned fra himlen mindst én gang,” siger Erik Valeur grinende med henvisning til sagnet om dengang, hvor Dannebrog pludselig pustede liv i danernes tro på sig selv.