Danmark set fra syv forskellige hjørner

Med fællesforestillingen ”Danmark, mit fædreland” vil syv danske teatre skildre det Danmark, der ikke er beskrevet på kommunernes hjemmesider

Her ses Josephine Nørring i Svendborgs bidrag til forestillingen ”Danmark, mit fædreland”.
Her ses Josephine Nørring i Svendborgs bidrag til forestillingen ”Danmark, mit fædreland”. Foto: Søren Bojsen.

Teaterverdenen er fuld af eksperimenter, men forestillingen ”Danmark, mit fædreland” er alligevel den første af sin art. For den består af et landsdækkende kludetæppe af syv forskellige små teaterstykker, der bliver sat sammen til én forestilling om Danmark – set fra syv forskellige landsdele.

Det er skuespilleren Josephine Nørring, der allerede fik idéen for to år siden i kølvandet på den vedvarende diskussion om, hvad det vil sige at være dansk. Og siden har hun udviklet idéen sammen med instruktøren Mia Lipschitz, scenografen Katrine Gjerding, dramaturgen Tanja Diers og ikke mindst de syv små teatre.

Men mens regeringen for eksempel har forsøgt at definere danskheden gennem Danmarkskanonen, har hun været mere interesseret i at stille spørgsmål end at komme med svar.

Og hun er stadig selv spændt på, hvordan forestillingen ender, for de syv medvirkende teatre, der dækker Danmark fra Bornholm til Vendsyssel, har fået frie hænder, fortæller hun.

”Det er en måde at ryste posen om fortællingen om Danmark på. For jeg har opfordret alle til at fortælle om deres egen egn på en måde, som man ikke vil kunne læse om på kommunernes hjemmesider eller i turistbrochurer. For et af målene med forestillingen er også at nedbryde fordomme ved at lade publikum komme bag kulissen på de enkelte egne, ” siger Josephine Nørring.

Det er der kommet syv meget forskellige fortællinger ud af. Men scenografien binder det hele sammen ved at lade forestillingen blive en slags danmarksudstilling med hvide vægge og syv montrer, der er fyldt af de enkelte teatre.

På scenen kommer man således til at se en roe fra Lolland, ”bornholmske” karameller og lakridser, en shawarma-rulle fra Nørrebro, et timeglas med sand fra klitterne ved Vendsyssel, stentavler med Janteloven fra Mors, breve til fremtiden fra Svendborg og noget, der stadig er en overraskelse, fra Holbæk.

”Vi har en idé til, hvad der skal ske i montrerne, men har ikke besluttet os helt endnu,” forklarer Brian Christensen, der både er instruktør og teaterdirektør på Holbæk Teater.

I Holbæk arbejder de med at genfinde en kulturel identitet for et område, som ikke har en stærk kulturel profil, selvom Wikke og Rasmussen har skrevet en gammel sang om byen, som er ”noget for sig” og ”større end du tror, Holbæk kan blive som din mor”, ligesom det også var her, ”Røde mor” begyndte:

”For mange er Holbæk måske lidt en pendlerby, hvor man hellere vil blive hjemme og se på fladskærme end at gå i det lokale egnsteater. Men Holbæk har sin egen historie, og den vil Holbæk Teater gerne vise. I det smukke Svendborg har de i stedet skrevet en historie om psykiatri, mens Limfjordsteatret laver en forestilling om, hvordan man også kan være stolt af Janteloven. Og Vendsyssel Teater har lavet en historie om, hvordan man både som menneske og egn kan leve på kanten. Sådan handler alle forestillingerne på hver deres måde både om stolthed og skam,” forklarer Josephine Nørring og tilføjer:

”Jeg tror også, at forestillingen vil vise, at danskere egentlig ligner hinanden mere, end man skulle tro, selvom der kan være stor forskel på at bo på Nørrebro og i Nykøbing Mors. Men hvert område har sine særheder, som folk både er stolte og skamfulde over.”

Josephine Nørring spiller selv med i to af de syv forestillinger, der med en logistisk udfordrende plan kommer til at virke som en skuespillerstafetforestilling, hvor hvert teater sørger for en skuespiller – og får en ekstra fra et af de andre teatre, så der bliver plads til dialoger i forestillingen.

”Det er logistisk og økonomisk tungt, men kunstnerisk er det sjovt og spændende, at hver egn har fået et benspænd, hvor vi for eksempel har krævet en eller anden form for borgerinvolveret. Og jeg synes faktisk, at det kommer til at sige mere om, hvad det vil sige at være dansk, end nogle ord som ’frisind’ og ’ligestilling’, der lige så godt kunne stamme fra andre lande, fra Danmarkskanonen,” siger hun.

Forestillingen får premiere på Vendsyssel Teater den 23. februar, inden den kommer på turné i de andre medvirkende teatre og ender i Bornholms Teater.

På Bornholm er det teaterdirektøren Jens Svane Boutrup, der instruerer klippeøens bidrag, som er skrevet af den lokale forfatter Dennis Gade Kofod. Og det er blandt andet blevet til ved at læse lokale læserbreve og Facebook-kommentarer om ”dem ovrefra”.

Det er der kommet en lille syret fortælling ud af, hvor en bornholmer sidder med rumpen groet fast på en høj, fordi de underjordiske har kastet en forbandelse på ham. Og der sidder han og udspyr sine forbandelser over verden, mens han bekymrer sig over, hvordan en tilflytter vil påvirke øen.

”Bornholm er jo kendt for at være alle danskeres ferieparadis, men her viser vi også, at nogle bornholmere kan have det svært med tilflyttere. Mange af replikkerne er ordrette citater fra den lokale debat, hvor folk har hidset sig op over museumsbyggerier, rundkørselkunst og ’den fede tilflytterguide’. Samtidig ironiserer vi også over hele den branding af Bornholm som gourmet-ø, hvor alt, der hedder noget med Bornholm, sikkert også smager godt. Det er derfor, at vi har karameller og Bülow-lakridser i montren, selvom de sikkert er produceret i Taastrup, men det startede i Svaneke, så derfor er det også ’bornholmsk’ lakrids, så det er lidt sjovt,” siger Jens Svane Boutrup, der selv er begejstret for det fælles portræt af Danmark.

”Her på Bornholm kan man sige, at sådan er bornholmerne, men man opdager hurtigt, at det er på samme måde alle mulige andre steder. Det er blandt andet sådan noget, som projektet viser. Og jeg synes, at det er ret fantastisk, at det er blevet til noget. For lignende projekter har for- gæves været forsøgt før, men er strandet på grund af logistik,” siger Jens Svane Boutrup, der dog ikke selv er kommet tættere på en definition af danskhed:

”Det handler meget om sproget, synes jeg. Man taler jo om fædreland, men modersmål. Det viser måske også, hvem der i virkeligheden har mest at sige,” siger han og griner, mens Josephine Nørring heller ikke vil lægge sig fast på en definition af danskhed.

”Jeg synes tit, at man reducerer Danmark til at handle om H.C. Andersen og frikadeller. Her udstiller vi så blandt andet også en shawarma. Men jeg vil hellere give folk spørgsmål end svar, og det eneste, jeg kan sige, er, at Danmark er mere end det, man kan læse om i turistbrochurerne. Og det viser vi blandt andet i teatrene.”