Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Danmarks første kvindelige præst

4 stjerner

”Marens vilje” handler om ”en af det 20. århundredes helt store danske kvindeskikkelser”. De færreste i dag kender den pågældende, Maren Sørensen, men hun bliver levende for læserne i Pernille Juhls roman om hende

Ifølge undertitlen handler Pernille Juhls roman ”Marens vilje” om ”en af det 20. århundredes helt store danske kvindeskikkelser”, Maren Sørensen (1882-1957). Forfatteren blev under sin research forbavset over, hvor mange der stadig husker hende – stort set i hele landet, men især i Sønderjylland, hvor hun havde sit hovedvirke.

For de fleste vil Maren Sørensen dog være ukendt. Men hun bliver levende for læserne i denne bog, der fortæller om hendes liv fra barndommen til døden. Den deltaljerede fremstilling er nøgtern, samtidig med at den som udgangspunkt har karakter af en hyldest.

Hun blev den første kvindelige præst i Danmark, ordineret i Havrebjerg Frimenighedskirke i 1940. Allerede i 1923 havde hun etableret en kirke i en staldbygning hos venner i Valsbøl.

Af fag var hun imidlertid sygeplejerske, og som sådan gjorde hun en omfattende indsats blandt andet som plejemor og forstanderinde på Børnenes Helsehjem ved Sønder Vilstrup.

Hun var en selvopofrende kvinde, der altid stod til rådighed for mennesker, der havde behov for hjælp. Og det havde mange. I 1952 modtog hun ridderkorset som belønning for sin indsats i grænselandet.

Maren Sørensen stammede fra Aal i Vestjylland og voksede en del af tiden op hos sine bedsteforældre. De boede på aftægt hos en fanatisk religiøs farbror, Elias, der en dag brændte den fireåriges dukke med den begrundelse, at han var imod afgudsdyrkelse: ”Hun kunne næsten mærke de små spytdråber, der blev sendt ud i verdensrummet, når han afleverede sine vrede budskaber.”

I en alder af 12 besluttede hun sig for en anden gudsopfattelse end den livsfjendske, som Elias terroriserede sine omgivelser med:

”Den Gud, hun troede på, var god, der var plads til glæde og medmenneskelighed.” Troen brændte i hende, hun skabte varme om sig.

Maren Sørensen fortæller selv sådan om sin uselviske, men også til tider udmattende gerning:

”Vi tager os af alt. Vask, madlavning, rengøring, malkning, og hvis det falder for, tager jeg mig også af børnene, fortæller eventyr og synger sange. Ja, så har vi sygeplejen ved siden af, naturligvis. På min hårdeste dag i min karriere som rejsende sygeplejerske har jeg haft 18 besøg, hvor jeg lavede mad i tre hjem og ordnede dem. Så var tiden gået fra klokken fire om morgenen til langt over midnat. Vi strider os frem på cykel gennem blæst, regn og kulde.”

Om Maren Sørensens ydre liv hører vi meget. Men vi hører også om hendes indre liv, om uindfriet længsel og hemmelig smerte.

”Hun var ikke som andre kvinder, hun var af en anden støbning,” skriver Pernille Juhl om sin hovedperson, der alene ved sin størrelse skilte sig ud. Hun syntes selv, at hun havde hænder som skovle.

Hun mødte enkelte kvinder, som hun følte mere for, end hun turde tale om. Og snart var det, der end ikke begyndte, uigenkaldeligt forbi. Kvinderne forsvandt ind i ægteskaber. Og så var Maren igen alene.

Andre fik ikke adgang til hendes tavse resignation, de lange skygger gennem sindet. Pernille Juhl behandler det lesbiske tema med diskretion og indfølelse og giver det samtidig den placering i portrættet, som det tilkommer.

”Marens vilje” befinder sig mellem roman og biografi. Jeg synes ikke, at Maren Sørensen helt lever op til rollen som romanfigur. Jeg savner mere umiddelbarhed i billedet af hende og tænkte flere gange under læsningen, at Pernille Juhl i stedet burde have skrevet en biografi.

Men jeg må indrømme, at jeg på andre tidspunkter glemte disse tanker i taknemmelighed over det rige stof, der lægges frem. Under alle omstændigheder er det en smuk bog om hverdage – og det, der bærer dem – i en tid, der virker meget fjern, men alligevel kommer tæt på.