Levende og kritisk portræt af Danmarks mest efterlyste eventyrer

Medrivende biografi om polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen, der omkom under kun delvist klarlagte omstændigheder

Vi får et deltaljerigt, alsidigt og ikke ukritisk portræt af Mylius-Erichsen i de forskellige faser i hans korte liv. Kun 35 år blev han. Naturligvis møder vi ham først og fremmest i hans egenskab af polarforsker, men også blandt andet som forfatter til tre bøger om hans vestjyske hjemegn og endvidere som journalist ved Politiken.
Vi får et deltaljerigt, alsidigt og ikke ukritisk portræt af Mylius-Erichsen i de forskellige faser i hans korte liv. Kun 35 år blev han. Naturligvis møder vi ham først og fremmest i hans egenskab af polarforsker, men også blandt andet som forfatter til tre bøger om hans vestjyske hjemegn og endvidere som journalist ved Politiken. Foto: Scanpix Nordfoto.

En bog, som Janni Andreassen udsendte i 1992, ”Mylius – Portræt af en myte”, foreligger nu i en udvidet og illustreret udgave med anvendelse af mange hidil ukendte kilder. Det er blevet en meget levende og fængende beretning med titlen ”Ud hvor livet frister. Biografi om forfatteren og polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen”.

Andreassen, der er uddannet journalist og siden 1983 har været tilknyttet Arktisk Institut i København, fortæller i høj grad historien ved at lade kilderne tale, såsom udførlige dagbogsoptegnelser, der rummer så meget – og er så velformulerede – at den valgte tilrettelæggelse forekommer helt rimelig. Hun arbejder som den klassiske journalist, der holder sig selv tilbage og alene er optaget af stoffets formidling. Hun gør det med overblik, men også med sans for de bagvedliggende pykologiske mekanismer – så vidt som disse overhovedet lader sig beskrive.

De omstændigheder, hvorunder Mylius-Erichsen og hans slædehold omkom sidst på året 1907 i Nordøstgrønland, er kun sporadisk klarlagt. Janni Andreassen fastslår, at hans personlighed står i vejen for en tolkning af, hvad der førte til den tragiske afslutning på den anden af de to ekspeditioner, Danmark-Ekspeditionen, som Mylius-Erichsen var involveret i. Den, der vil prøve at nærme sig en forståelse af manden må – som hun anfører – søge ”ud i krogene af denne myreflittige, kunstneriske begavelse, der aldrig var i ro og aldrig gav sig tid til at bygge videre på sine landvindinger. Altid bare videre. Det rastløse jag blev hans kendetegn og måske hans skæbne”.

Til sidst i bogen skriver Andreassen, at tragedien om Mylius-Erichsen er blevet ”et stykke dansk-grønlandsk historie, der i sin egen ret er blevet en myte”. Den foreløbig sidste af talrige ekspeditioner, der har forsøgt at afdække virkeligheden bag myten, fandt sted i 2016. Mylius-Erichsen betegnes som ”Danmarks til dato mest eftersøgte mand”, idet hans lig aldrig er blevet fundet. Det er heller ikke liget af den anden af de tre omkomne.

Mylius-Erichsen ledte Danmarks-Ekspeditionen, der er blevet kaldt hans livs genistreg, kortlægningen af den hidtil ukendte nordøstgrønlandske kyst. Alligevel besad polarforskeren ifølge Janni Andreassen ikke forskerens skarpe blik. Snarere var han – vurderer hun – en digter og drømmer. Med trang til eventyr, en tilbøjelighed, der havde præget ham siden barndommen. Han var søn af en politibetjent i Ringkøbing og var ofte med denne på arbejde på heden og ved kysten. Noget, der styrkede hans sans for andres sociale liv. Senere kom han ind i en ganske anden verden, den kulturradikale kreds omkring brødrene Brandes.

Vi får et deltaljerigt, alsidigt og ikke ukritisk portræt af Mylius-Erichsen i de forskellige faser i hans korte liv. Kun 35 år blev han. Naturligvis møder vi ham først og fremmest i hans egenskab af polarforsker, men også blandt andet som forfatter til tre bøger om hans vestjyske hjemegn og endvidere som journalist ved Politiken.

Nok er Mylius-Erichsen manden i centrum, men ikke mere end, at vi med den bredt anlagte skildring samtidig får glimt af virkeligheden omkring ham. Janni Andreassen skriver engageret, konkret og medrivende.