Prøv avisen
Tv-serie

Danmarks Radios nye oplysningsprojekt kommer fint fra start i lyset af Løgstrup

4 stjerner
Karen-Lise Mynster spiller justitsminister i DR’s nye bud et søndagsdrama. – Foto: Jason Alami/DR.

Hvem er danskerne? Og er vi taknemmelige nok for livets gave? DR kigger tilbage mod kunsten som dannelsesprojekt og laver velgørende oplysnings-tv

Der er noget råddent i Danmarks rige. Og DR vil rette op og få os til at rette ind med det sympatiske oplysningsprojekt ”Når støvet har lagt sig”.

DR genforhandler i disse år kontrakten med danskerne med debatdramatik. I en Netflix-tid kan seertal ikke længere være det vægtigste parameter, så DR kigger tilbage og sætter på ny problemer under debat.

Vi debatterer ellers som aldrig før, så målet må være at anfægte os yderligere ved at vise os, hvem vi rigtig er. Hvem vi kan aspirere til at blive. Så hvem er vi ifølge hovedforfatterne Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén?

Vi hjælper flygtninge, hvis godheden kan oplyse vores Instagramprofil eller spejle vores eftermæle. For sådan er vi. Vi er besatte af racer og ser hudfarver alle vegne. For sådan er vi. Vi ser døden i øjnene gennem cancerens, heroinens, alderdommens slørende blik. For sådan er vi. Er vi?

I dramaets skematiske form må sandheden selvfølgelig skærpes, karaktererne tegnes tydeligt op. Og her møder vi karakterer, der ellers er skjult. Det bliver til menneskebarskt tv, rørende tv.

”Når støvet har lagt sig” følger en opbygning, man kender fra Robert Altmans ”Short Cuts” eller Paul Thomas Andersons ”Magnolia”. Ensemblefilm, hvor forskellige menneskers væsensforskellige skæbner flettes sammen af en omstyrtende begivenhed. Her er det en vvs’er (Jacob Lohmann) og en justitsminister (Karen-Lise Mynster), en enlig mor (Filippa Suenson) og en ung, undertrykt mand af arabisk afstamning (Arian Kashef), en plejehjemsdømt mand (Henning Jensen) og en pensioneret psykiater (Lotte Andersen). Båndet mellem dem er et terrorangreb på en restaurant i København. Og det, at de bor i Danmark.

DR slipper befriende globaliseringens vidtåbne vinduer mod verden og snævrer blikket og kameravinklen ind til det lokale.

Og nu skal familien Danmark tale om sammenhængskraft, om pligt, om ret og om terror. Om kærlighed og had og familieforhold. Om magt og afmagt og om sociale klasser. Om hvem der er værst.

Er det den unge venstresnoede enlige mor, der i selvgodhedens navn tager selfies foran tøjcontaineren på indrejsecenteret? Eller er det den lesbiske og pensionsmodne socialkonservative justitsminister, der fremsætter progressive lovforslag for at pleje sit eget eftermæle? Hvem er de bag handlingerne?

Ikke kun individerne, også staten skal debatteres. For ”Når støvet har lagt sig” er et katalog over politisk-moralske temaer. Ældrepleje, retspleje, familiepleje. Hjemløsestrategier, ghettostrategier og sagsbehandlingens golde hænder.

Alt hænger sammen i et lille land, vi holder små lunser af hinandens hjerter i hænderne. Livstråden er stærkere end den skat, vi betaler til hinandens opretholdelse. Søndagsdramaet bliver en tjekliste over public service-kontraktens krav – en dramatiseret formaning om sammenhængskraft, om fællesskab, om demokrati. Det er didaktisk fjernsyn fra en anden tid. Og det er godt. Udtrykket er socialrealismens, klipningen konsekvent, men er der sjæle bag skæbnerne?

Der er kraftige takter. Henning Jensens plejehjemsbeboer, ham ser man ikke nok i ungdomsdyrkelsens tidsalder. De unge subsistensløse, dem man går forbi med øjnene vidtlukkede, dem ser man ikke nok i de ophidsede ”shitstormes” pseudoverden. Magtmennesket bag magten, dem ser man ikke rigtigt i mediernes metaportrætter. Så der træder noget frem bag skabelonerne, der er noget andet på spil. Men om ”Når støvet har lagt sig” byder på andre åbenbaringer end solide weekendportrætter i eksempelvis denne avis, er endnu ikke bevist. De onde er systemet, skrankepaverne og plejehjemsassistenterne. Men hvis kameraet vendte om på hælene og fulgte dem, ville vi få nuanceret deres historier. For ”Når støvet har lagt sig” vil gøre os til gode medborgere, der ser det gode i hinanden, ser forpligtelsen over for hinanden. Der er derfor ideologiske kim i fortællingen. Man må håbe, de bliver udfoldet og ikke udvandet, udfordrer og ikke blot betrygger.

Serien placerer sig lige i hælene på ”Fred til lands”, og DR’s stadig nye dramachef Christian Rank har tydeligt sat sig for bordenden for et nyt dannelsesdramaprojekt.

Vi ved, det ender ulykkeligt. Vi ved, de skal dø. De skal miste. ”Elsk hinanden”, kan vi så sidde og råbe til skærmen. ”Tilgiv” kan vi tænke, mens vi selv marcherer blinde mod døden.

Folkene bag serien citerer den danske teolog K.E. Løgstrups ord fra bogen ”Den etiske fordring” om, at den enkelte aldrig har ”med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Lad os se, om det bliver til mere end et fortællermæssigt greb. ”Når støvet har lagt sig” kan vise sig at være både hjertegribende og anfægtende og befolket af karakterer, der ellers er ekskluderet. Både i samfundet og i mediebilledet.

”Når støvet har lagt sig” kan vise sig at være både hjertegribende og anfægtende og befolket af karakterer, der ellers er ekskluderet. Både i samfundet og i mediebilledet

Karen Dyssel, anmelder