Dannebrog er blevet grønt i Lemvig. Den næppe velkomne forvandling er sket på udstillingen ”Herfra hvor vi står – Jens Haaning” på Museet for Religiøs Kunst.
Jens Haaning (født 1965), der præsenteres som banebrydende og internationalt anerkendt, ser det som en vigtig del af sin opgave at stille spørgsmål. I stedet for at pege på løsninger lægger han op til refeleksioner, som han finder hensigtsmæssige. Og dette kan altså føre til, at Dannebrog bliver grønt.
I det hele taget er det samlede projekt udfordrende meget anderledes, end hvad man ellers ser på Lemvig-museet. Og de spørgsmål, som kunstneren stiller, vil uden tvivl blive ledsaget af lige så mange fra de besøgende. Man kan ikke se bort fra, at også det mest grundlæggende vil dukke op: ”Er dette overhovedet kunst?”.
Det er i hvert fald ikke en kunst, der skal bedømmes alene ud fra værkernes æstetiske kvaliteter. Haaning ønsker at gøre opmærksom på forhold, som de færreste normalt er bevidst om. Den etablerede samfundsorden betragter han med det fremmede og derfor tydeliggørende blik. Det er værker, der indgår i en kontekst. Og den skal man vide noget om, hvis man skal have noget, der ligner det fulde udbytte af det, man undrende ser. Og med den udleverede tekstguide sørger museet for, at publikum får den viden. Men det føles lidt underligt at gå rundt på en udstilling med øjnene nede i en brugsvejledning.
”Herfra hvor vi står” henviser ikke alene til Lemvig, men er også titlen på et projekt bestående af i alt syv udstillinger om national identitet. Det sker som en markering af 800-året for myten om Dannebrog, der faldt ned fra himmelen – samt som en optakt til 100-året i 2020 for Genforeningen. Ud over Museet for Religiøs Kunst indgår Randers Kunstmuseum, der er initiator og ”tovholder”, Skovgaard Museet i Viborg, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Horsens Kunstmuseum og Skive Museum.
Værkerne i Lemvig har alle været vist før. Man kan undre sig over, at en udstilling, der har aktualiteten som udgangspunkt for de fremhævede problemstillinger, kan afstå fra opdateringer. Fra museet siges det, at værkerne med den foreliggende nye sammenstilling afspejler, hvor meget debatten om national identitet har rykket sig siden midten af 1990’erne. Ja, sikkert. Men ordene ophæver ikke svagheden.
Umiddelbart må man opfatte Haaning som en politisk kunstner. Han har dog selv betegnet sit arbejde som religiøst, men uden at knytte det til en bestemt religion. Hvis ”religiøst” skal have mening i denne sammenhæng, skal det forstås meget bredt. ”Etisk” er mere dækkende. Haaning er – som det formuleres i pressemeddelsen – ”optaget af en apolitisk utopisk idé om en global solidaritetsfølelse mellem mennesker, som opstår, når man er i stand at sætte sig ud over det sted, hvorfra man står”.
Som om man da kan komme til et sted, hvor Dannebrog er grønt. Når man står over for det, føler man sig – patetisk sagt – ramt inde i det skatkammer, hvor man opbevarer fædrelandssangene. Dem er Haaning næppe ude efter. Hans pointe er, at flagets korsform bliver mere tydelig, når den røde farve fjernes. Om det er rigtigt, kan diskuteres.
Kunstneren beskæftiger sig ofte med marginaliserede grupper. Et eksempel er 12 fotografier af førstegenerations-indvandrere, hvis tøj er beskrevet på samme måde som i en modereportage. Ved at lade personerne fremstå som på en reklameseøjle har han villet gøre opmærksom på usynlige etniske grænser. Det er på én gang gjort diskret og ætsende klart.
”Arabiske vittigheder” hedder et værk bestående af to dele: En blond side 9-pige og tre arabiske vitigheder – bragt på arabisk. Jens Haa-ning:
”Man sætter to ting sammen. Pornografi og så en arabisk tekst. Og så får man et mærkeligt puslespil inde i hovedet om, hvem siger hvad om hvem og hvordan.”
Men kommer man så langt, at overvejelser som disse bliver relevante?
”Hamza Rejser, København” består af et komplet interiør fra et pakistansk rejsebureau på Nørrebro i København. Det specialiserede sig i at sælge rejser til Mekka og fremtræder på udstillingen som nyindrettet med dansk design, men uden at kontoret er gjort funktionsdygtigt. Omplaceringen skal sætte tanker i gang. Men sker det?