Et af de mennesker, jeg har set meget op til, er forfatteren og den gamle forstander på Askov Højskole Knud Hansen (1898-1996). Jeg mødte ham ved samtlige måltider, da jeg var elev på Askov i midten af 1970’erne.
Hansen gør gældende, at han var formet af oplysningstidens ratio, det folkelige og kristendommen. Vi har imidlertid brug for et religiøst univers som moderne individer, proklamerede Hansen. Vi kan ikke leve på fornuften alene. Har vi eksistentielle spørgsmål til livet, er svaret ikke, at vi skal have mere demokrati og bæredygtighed. Derfor har vi moderne mennesker også brug for arven fra jødedommen og kristendommen. Og jo mere jeg selv har læst sociologi og filosofi, må jeg give Hansen ret.
Vi er kun halvanden generation fra holocaust, så vi har brug for en mening, der kommer fra mere end os selv, uanset hvor kloge og intellektuelle vi er. Kristendommen bliver faktisk mere og mere aktuel, jo mere moderne og indviklet verden bliver. For den moderne verdens kompleksitet kan heller ikke give eksistentielle svar, kun materielle og rationelle svar. Og det rationelle felt bliver mere og mere begrænset, jo mere moderne vi er.
Det danske dannelsesbegreb bygger på historien. På erfaringsverdenen og en flerfaglighed. Den tyske dannelse er funderet på filosofien og det græske begreb logos samt en flerfaglighed.
Europa er baseret på arven fra Athen, Rom og Jerusalem samt oplysningstiden. Vores forståelse af dannelse har –siden guldalderen – været påvirket af det tyske dannelsesbegreb Bildung, der har rødder i Platons dannelsestanker og filosofien i det gamle Grækenland og det grundtvigske. Det grundtvigske dannelsesideal er knyttet til den jødiske historieopfattelse. Ser vi bort fra fællesskabet og historien, bliver vi amputerede som mennesker. Og ser vi bort fra Bildung, mister vi et ideal og et ratio.
Bildung er den objektive idealitet, som man kan tilstræbe at komme tættere og tættere på. Det ligger nærmest i ordet, at man har et billede, som man stræber efter, men aldrig kan nå helt.
Allerede filosoffen Platon mente, at der findes en objektiv idealitet, som indbefatter logos. Logos er det skønne, det harmoniske, det systematiske. Og det harmoniske og systematiske er det gode, som vi kun kan stræbe efter at nå.
Platon havde en tanke om, at der findes en idé bag hver ting, og den idé er det fuldkomne. Bildungstænkerne mente, at vi kan nærme os det fuldkomne ved at prøve at efterligne idealbilledet. Den græske dannelsestradition handler således om at forsøge at efterligne det skønne, det vil sige det gode. Men vi kan netop kun nærme os det som asymptoter i et koordinatsystem. Filosofferne er måske dem, der har bedst indblik i logos, mente han.
Men den grundtvigske dannelseshistorie handler ikke om at tilstræbe det fuldkomne, men om at være menneske på godt og ondt i fællesskab med andre mennesker. Her bliver vi dannet, når vi er forankret i historien og fællesskabet – når vi kender familiens historie, slægtens historie, regionens historie, Danmarks historie, kristenhedens historie. Vi bliver altså menneske i et fællesskab. Her opdager vi os selv og de andre. Vi skal stifte bekendtskab med kærligheden, etikken og tilliden. Det er erfaringsbårent.
Vi skal lære de islandske sagaer og de bibelske patriarkhistorier, for de handler begge om såre menneskelige personer, der slet ikke er perfekte. Bibelens Jakob snød sig til sin førstefødselsret, og David sendte Urias ud til krigsfronten, så han kunne dø, mens David så kunne overtage hans kone. Derfra har vi udtrykket om en uriaspost, som ingen ønsker sig. Men når David alligevel bliver en troshelt, hænger det sammen med, at han erkender sin synd og skriver angrende salmer om det.
På den måde ligger der også en forbedringskultur i det jødiske syndsbegreb. Det jødiske syndsbegreb er knyttet til folket og individet. Både Moseloven og Jesu bjergprædiken kan jo også læses som en idealopførsel, som ingen kan leve op til. Vi kan derfor kun ty til nåden, fordi vi ikke kan være sikre på, at vi handler godt. Og kristendommen møder os med begge dele: en guddommelig standard, som vi da skal stræbe efter, og nåden i, at vi er elskede, selvom vi på ingen måde kan leve op til de bibelske dannelsesidealer. Men menneskene i Bibelen er ikke græske idealmennesker eller halvguder, men rigtige mennesker, der tumler rundt i livet, som vi alle gør, og på den måde giver Bibelen os både idealisme og realisme. Vi er ikke gode nok, men vi er elskede alligevel. Den danske dannelsestanke trækker således både på Bibelen og arven fra den græske antik.
I min optik er europæisk kultur i høj grad også præget af tre hovedkilder – Jerusalem, Athen og Rom. Det er den treenighed, der har formet europæisk kultur. Fra jødedommen har man begrebet ”et folk”, som Grundtvig jo også dyrkede i stor stil. Og Grundtvig ville danne almuen til et folk. En almue er ukendt med historien. Derfor har vi nu fået en akademisk almue. Akademikere har nu om dage kun kendskab til eget fagområde. Vi har en akademisk almue. De er ikke flerfaglige. Det analytiske menneske kan i reglen ikke skabe synteser mellem fagområderne, det har ikke sans til det åndelige og synteserne.
Det folkelige er hos Grundtvig inspireret af jødedommen. Grundtvig mente ovenikøbet, at danskerne var Guds udvalgte folk, men det ville tyskerne eller svenskerne også være, hvis de blev et folk. Men det er ikke det eneste, vi har fra jødedommen. Hvert folk havde deres særlige gudsbestemmelse. Derfor er nationerne mangfoldige og forskellige. Det er pointen i det folkelige. Mangfoldigheden. Det særlige. Det enestående! Allerede den før-kristne senjødiske tænker Hillel udpegede næstekærligheden som det vigtigste i jødedommen, og Jesus, som sikkert kendte Hillels tanker, pegede jo også senere på de to bud om at elske Gud og elske sin næste som det vigtigste. Det er fascinerende at tænke over, hvor inspireret Jesus nok var af Hillel, da Jesus holdt sin revolutionerende og berømte bjergprædiken, der ændrer etikken fra at være en ydre etik til at være en sindelagsetik, hvor det nu bliver samvittigheden, der bliver domstolen. Sindelagsetikken udgår fra Hillel og blev forfinet af Jesus.
Sindelagsetikken har fået betydning helt op til i dag. Jeg har selv været domsmand, og hele vores retssystem er bygget op på sindelagsetik. Det handler altid om, hvilket motiv der er til vores gøren og laden. Hvis jeg kører en mand ned i Gråsten, kan det være, at det er et uheld. Så er det uagtsomt manddrab. Men hvis det er en mand, jeg ikke kan lide, så er det agtsomt manddrab. Og at skelne mellem agtsomt og uagtsomt manddrab er en jødisk-kristen tanke. Vores retssystem bygger på sindelagsetikken. Det er en kristen jødisk kultur. Den er så selvfølgelig, at vi ikke opdager, at den er kristen-jødisk.
I dannelsesøjemed kan man også sige, at Paulus har fat i et vigtigt dannelsesprojekt, når han taler om at aflægge sig det barnagtige. ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige,” skriver han. Jesus taler godt nok om, at vi skal tage imod himmeriget som et barn, men ikke om at være barnagtig, forstået på den måde, at man ikke kan tage ansvar for sit liv. Og det er også en klar dannelsestanke hos Paulus, at vi kun erkender stykvist og først skal kende sandheden helt i Himlen. Et dannelsesprojekt er altså at nærme sig sandheden uden at kunne nå den helt, fordi ingen ud over Gud er færdigdannet.
Sådan kan man også fortolke det tyske begreb Bildung. Man har et ultimativt forbillede, som man aldrig helt kan nå eller leve op til, men dannelse er en bevægelse mod det. Katolikker flirter lidt med den forbedringsteologi, mens jeg synes, at vi protestanter måske har lidt større realisme i, at man aldrig rigtigt ved, hvor man ender, når man forsøger at gøre det gode. Og det er altså også først og fremmest en græsk tanke, at verden er smuk, harmonisk og systematisk, hvis vi bare genopdager det.
Fra Grækenland har vi jo filosofien, som kristendommen også har overtaget en del af. Sjælen indgår for eksempel slet ikke i jødedommen, men er et græsk begreb. Men kristendommen har indarbejdet meget af den græske tænkning, og det kommer blandt til udtryk ved, at jødedommen bygger på verberne og handlingerne, det vil sige det eksistentielle, mens kristendommen, især i den katolske kirke, mere kommer til at handle om det substantielle, det vil sige navneordene. At søge indad. At tænke bag om fremtrædelsesformerne. At tænke substantielt. Den katolske kristendom bliver kontemplativ og substantiel, eller som filosoffen Hannah Arendt siger: katolikkerne er præget af Vita contemplativa . Derved opstår alle klostrene. Man søger indad. Man skal finde eller danne sig selv i mødet med Gud. Jødedommen og protestantismen er handlings- og fællesskabsorienteret. Det er det aktive liv, Vita activa .
Hvad har Rom så tilført os? Jo, Rom har tilført os rationalismen, juraen og statsmandsordenen. Romerne var praktiske mennesker. De overtog den græske kultur i fortyndet udgave. Græsk er som sprog også mere systematisk end latin. Det er mere fuldendt, så det er tættere logos. Det samme kan man sige om matematikken. Det er en dannelse, der bygger på filosofien, mens den grundtvigske dannelse bygger på erfaringerne og historien.
Jeg voksede op i et miljø, der var gennemsyret af det grundtvigske. Mine bedsteforældre tog mig med næsten hver søndag i Rødding Frimenighed hos pastor Gårdhus, der var grundtvigsk. Jeg gik desuden i en grundtvigsk folkeskole med en fabelagtig lærerinde, Marie Fink, der kunne fortælle historie, uagtet at hun talte meget sagte. Vi var nødt til at være stille. Musestille. Vi var 30 i klassen. Når Marie Fink fortalte, kunne vi høre en knappenål falde. Hendes udstråling var himmelsk. Historierne voksede i mig sammen med de sange og salmer, som min bedstemor gik og sang, når hun gik fornøjet og lugede ude i haven. Sådan er jeg faktisk vokset op med voksne, der forstod at smelte naturen og kulturen sammen. Og min forståelse for kristendom er også gennemsyret af den grundtvigske tanke om, at forudsætningen for at blive kristen er, at man har erfaring med kærlighed. Det er også forudsætningen for at læse det glade budskab, ellers bliver man dogmatisk. Derfor skal skolerne heller ikke forkynde kristendom, fordi mulighedsbetingelserne til det kristne opstår i fællesskabet, i det folkelige, hvor vi får erfaring med kærlighed. Det er også derfor, at det grundtvigske taler om frisind i stedet for tolerance. Tolerance er en leveregel og en be-grebsetik, mens frisind opstår i fællesskabet, for dér skifter vi perspektiv. Der lærer vi os selv og de andre at kende. I fællesskabet opstår etikken. I isolationen opstår moralen og ideologierne. Den grundtvigske dannelse stræber derfor ikke efter harmonien, men skaber verden ved at opbygge fællesskabet og dermed erfaringer for kærligheden og tilliden, der kan give indgangen til at læse evangeliet. Det er den grundtvigske dannelse, og den er jeg betydelig mere påvirket af, end jeg er påvirket af Bildung og den antikke dannelse. Men jeg ville ikke undvære nogen af delene.