Forstander: Dannelse er både en personlig ledestjerne og en fælles erfaring

Det danske dannelsesbegreb trækker på det bedste fra Athen, Rom og Jerusalem, mener Thue Damgaard Kjærhus, som er forstander på Rønshoved Højskole

Thue Damgaard Kjærhus føler sig mere formet af den grundtvigske dannelse end af Bildung og den antikke dannelse. Men han ville ikke undvære nogen af delene. – Foto: Julie Meldgaard Kristensen.

Et af de mennesker, jeg har set meget op til, er forfatteren og den gamle forstander på Askov Højskole Knud Hansen (1898-1996). Jeg mødte ham ved samtlige måltider, da jeg var elev på Askov i midten af 1970’erne.

Hansen gør gældende, at han var formet af oplysningstidens ratio, det folkelige og kristendommen. Vi har imidlertid brug for et religiøst univers som moderne individer, proklamerede Hansen. Vi kan ikke leve på fornuften alene. Har vi eksistentielle spørgsmål til livet, er svaret ikke, at vi skal have mere demokrati og bæredygtighed. Derfor har vi moderne mennesker også brug for arven fra jødedommen og kristendommen. Og jo mere jeg selv har læst sociologi og filosofi, må jeg give Hansen ret.

Vi er kun halvanden generation fra holocaust, så vi har brug for en mening, der kommer fra mere end os selv, uanset hvor kloge og intellektuelle vi er. Kristendommen bliver faktisk mere og mere aktuel, jo mere moderne og indviklet verden bliver. For den moderne verdens kompleksitet kan heller ikke give eksistentielle svar, kun materielle og rationelle svar. Og det rationelle felt bliver mere og mere begrænset, jo mere moderne vi er.

Det danske dannelsesbegreb bygger på historien. På erfaringsverdenen og en flerfaglighed. Den tyske dannelse er funderet på filosofien og det græske begreb logos samt en flerfaglighed.

Europa er baseret på arven fra Athen, Rom og Jerusalem samt oplysningstiden. Vores forståelse af dannelse har –siden guldalderen – været påvirket af det tyske dannelsesbegreb Bildung, der har rødder i Platons dannelsestanker og filosofien i det gamle Grækenland og det grundtvigske. Det grundtvigske dannelsesideal er knyttet til den jødiske historieopfattelse. Ser vi bort fra fællesskabet og historien, bliver vi amputerede som mennesker. Og ser vi bort fra Bildung, mister vi et ideal og et ratio.

Bildung er den objektive idealitet, som man kan tilstræbe at komme tættere og tættere på. Det ligger nærmest i ordet, at man har et billede, som man stræber efter, men aldrig kan nå helt.

Allerede filosoffen Platon mente, at der findes en objektiv idealitet, som indbefatter logos. Logos er det skønne, det harmoniske, det systematiske. Og det harmoniske og systematiske er det gode, som vi kun kan stræbe efter at nå.

Platon havde en tanke om, at der findes en idé bag hver ting, og den idé er det fuldkomne. Bildungstænkerne mente, at vi kan nærme os det fuldkomne ved at prøve at efterligne idealbilledet. Den græske dannelsestradition handler således om at forsøge at efterligne det skønne, det vil sige det gode. Men vi kan netop kun nærme os det som asymptoter i et koordinatsystem. Filosofferne er måske dem, der har bedst indblik i logos, mente han.

Men den grundtvigske dannelseshistorie handler ikke om at tilstræbe det fuldkomne, men om at være menneske på godt og ondt i fællesskab med andre mennesker. Her bliver vi dannet, når vi er forankret i historien og fællesskabet – når vi kender familiens historie, slægtens historie, regionens historie, Danmarks historie, kristenhedens historie. Vi bliver altså menneske i et fællesskab. Her opdager vi os selv og de andre. Vi skal stifte bekendtskab med kærligheden, etikken og tilliden. Det er erfaringsbårent.

Vi skal lære de islandske sagaer og de bibelske patriarkhistorier, for de handler begge om såre menneskelige personer, der slet ikke er perfekte. Bibelens Jakob snød sig til sin førstefødselsret, og David sendte Urias ud til krigsfronten, så han kunne dø, mens David så kunne overtage hans kone. Derfra har vi udtrykket om en uriaspost, som ingen ønsker sig. Men når David alligevel bliver en troshelt, hænger det sammen med, at han erkender sin synd og skriver angrende salmer om det.

På den måde ligger der også en forbedringskultur i det jødiske syndsbegreb. Det jødiske syndsbegreb er knyttet til folket og individet. Både Moseloven og Jesu bjergprædiken kan jo også læses som en idealopførsel, som ingen kan leve op til. Vi kan derfor kun ty til nåden, fordi vi ikke kan være sikre på, at vi handler godt. Og kristendommen møder os med begge dele: en guddommelig standard, som vi da skal stræbe efter, og nåden i, at vi er elskede, selvom vi på ingen måde kan leve op til de bibelske dannelsesidealer. Men menneskene i Bibelen er ikke græske idealmennesker eller halvguder, men rigtige mennesker, der tumler rundt i livet, som vi alle gør, og på den måde giver Bibelen os både idealisme og realisme. Vi er ikke gode nok, men vi er elskede alligevel. Den danske dannelsestanke trækker således både på Bibelen og arven fra den græske antik.

I min optik er europæisk kultur i høj grad også præget af tre hovedkilder – Jerusalem, Athen og Rom. Det er den treenighed, der har formet europæisk kultur. Fra jødedommen har man begrebet ”et folk”, som Grundtvig jo også dyrkede i stor stil. Og Grundtvig ville danne almuen til et folk. En almue er ukendt med historien. Derfor har vi nu fået en akademisk almue. Akademikere har nu om dage kun kendskab til eget fagområde. Vi har en akademisk almue. De er ikke flerfaglige. Det analytiske menneske kan i reglen ikke skabe synteser mellem fagområderne, det har ikke sans til det åndelige og synteserne.