Prøv avisen
Interview

Svend Brinkmann: Dannelse handler om at komme væk fra sig selv

”Man udvikler sig selvfølgelig personligt, men gennem noget andet. Det er derfor, at vi læser litteratur, og derfor vi tager på dannelsesrejse. Det handler om at komme væk fra sig selv for at kunne komme tilbage til sig selv,” siger Svend Brinkmann, der selv tog til USA som 22-årig. Foto: Casper Dalhoff/ritzau

Bankdirektørsønnen Svend Brinkmann blev opdraget til, at man ikke bør skylde nogen noget. Men en sommer blandt amerikanske hjemløse lærte ham, at alle ikke har den mulighed

Allerede i flyet kunne Svend Brinkmann mærke, at han var ved at flytte sig som menneske i mere end én forstand. Det var første gang, han rejste alene over Atlanterhavet, og alene logistikken i på egen hånd at skulle komme fra JFK-lufthavnen i New York til det herberg i Spanish Harlem, hvor han skulle arbejde som volontør gennem sommeren, var en ny og spændende udfordring.

”Det er jo ikke noget særligt, men når man prøver den slags for første gang, er man jo lidt spændt på, om man kan klare det. Men selvfølgelig kan man det,” siger psykologiprofessoren Svend Brinkmann og vrider sig lidt i sin havestol med et nervøst grin, da det tilsyneladende pludselig går op for den store selvafviklingsekspert, at han faktisk er ved at fortælle sin egen selvudviklingshistorie.

”Det var i sommeren 1998. Jeg var 22 år, gik på universitetet og havde ingen kæreste og næsten ingen penge i den periode, så jeg havde grebet muligheden, da jeg havde set, at Mellemfolkeligt Samvirke tilbød de her volontørrejser, hvor man selv skulle betale billetten, men så fik kost og logi mod at hjælpe til på et herberg.”

Da han først nåede frem til herberget, var det som at lande i en scene fra Eddie Murphy-filmen ”Coming to America”, fortæller han.

”Herberget blev drevet af en sort prædikant-type med masser af kraftigt tilbagestrøget soul-hår, men ingen tænder i overmunden. Blandt de hjemløse gik der alle mulige vilde historier om ham, men han gik hele tiden selv og sagde ’praise the Lord’ og ’amen’. Præcis som prædikanten fra ’Coming to America’.”

Volontørarbejdet bestod blandt andet i at stille de lokale bageres gamle brød frem til hjemløse om morgenen, hvor det stadig var bælgmørkt udenfor.

”Dagen startede altid med lyden af kakerlakker, der flygtede hen over køkkengulvet, når vi tændte lyset om morgenen. Det var virkeligt usle forhold. Men det var en kæmpe oplevelse for mig selv, der kom fra en dansk forstad, hvor hækkene blev klippet, alle havde nok at spise, forældrene var søde, og der i det hele taget var orden i sagerne.”

Nogle af de hjemløse havde også en seng på herberget, så de frivillige blev hurtigt venner med de hjemløse, der viste dem New York fra alt andet end den pæne side.

”Vi kørte blandt andet ind i den del af Bronx, hvor hvide ellers ikke kan komme ind. Vi lå nærmest gemt omme bag i en bil, som nogle af de sorte hjemløse styrede. Det var en interessant oplevelse af selv at være den fremmede i en verden, der var markant anderledes end den, jeg kom fra. Her var det mig, der blev set på som en, der var forkert som en marsboer. Det må være den samme oplevelse, mange sorte har, når de bevæger sig ind i de hvides kvarterer.”

Mødet med de hjemløse blev i det hele taget en øjenåbner for Svend Brinkmann, der som bankdirektørsøn var blevet opdraget til, at man helst skulle undgå at skylde nogen noget. Men flere af de hjemløse, Svend Brinkmann mødte, havde ikke haft noget valg.

”Mange af dem var veluddannede, men var så blevet hjemløse af forskellige grunde. En af dem havde for eksempel fået kræft, men havde ingen sygeforsikring, og så skulle han selv betale for behandlingen, der endte med bogstaveligt talt at sende ham på gaden. Sådan var der flere skæbner. Mange af dem havde for eksempel også hiv. Det virkede vildt for en som mig, der kommer fra en sikker, tryg familie i en anden del af verden.”

Da Svend Brinkmann kom hjem, lavede han en lang liste med hjemløse, som han havde mødt og talt med, mens han skrev lidt om dem hver især. Han tænkte, om han skulle skrive en bog om dem, men det blev aldrig til noget. Til gengæld sidder turen stadig i ham som en del af hans dannelses-dna.

”Jeg tror, at dannelse handler om at blive konfronteret med noget andet end en selv. Man udvikler sig selvfølgelig personligt, men gennem noget andet. Det er derfor, at vi læser litteratur, og derfor vi tager på dannelsesrejse. Det handler om at komme væk fra sig selv for at kunne komme tilbage til sig selv. Og det synes jeg i høj grad, at jeg gjorde den sommer,” siger psykologiprofessoren og fortsætter:

”Jeg er generelt lidt skeptisk over for idéen om betydningen af enkelte konkrete oplevelser. Jeg ser ikke mit liv sådan. Jeg ser det mere som en mudret flod, der bobler af sted fuld af indtryk fra møder med bøger, mennesker og steder. Men jeg tænker faktisk tit på min første tur til New York. For jeg tror, at jeg har fået meget af min kærlighed til velfærdsstaten fra den sommer. Det er godt nok en fin lille oase, vi har her i Danmark med hensyn til at hjælpe hinanden og passe på hinanden og tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv. Det er slet ingen selvfølge, selvom der findes barmhjertighed i alle samfund.”

Men er det i virkeligheden ikke meget en kristen arv? I Romerriget gjorde kristendommen jo op med meget barbari, og det er vel stadig en del af de rødder, vi har i dag?

”Ja, der skete selvfølgelig noget helt nyt med kristendommen, der også var helt forskellig fra grækernes etik. Grækerne havde ikke i særlig høj grad nogen forståelse for det enkelte menneskes værdighed og værdi. Jeg elsker de gamle grækere. Men for grækerne i oldtiden havde mennesket kun værdi i den udstrækning, det præsterede noget og derfor kunne siges at være et godt menneske. Men med kristendommen møder vi den radikale tanke, at ethvert menneske har værdi. Også selvom det ikke præsterer noget. Det er en revolutionerende tanke, som nok også har haft stor betydning for begrundelsen af den universelle adgang til velfærdsstaten. Den tanke begynder man måske nu at rokke lidt ved, selvom det ellers er et smukt princip.”

Gennem tiden har dannelsestænkere dog ofte kombineret den græske og kristne tænkning – især inden Reformationen, påpeger han.

”Nu ved jeg ikke så meget om Luther, men man kan godt sige, at han rensede det græske ud af det kristne, idet det nu kun skulle være troen, der frelste. Gerningsretfærdiggørelsen er jo meget mere en græsk tankegang.”

Mens kristne tænkere fra Augustin til Kierkegaard så den største dannelsesopgave i at lægge deres hvileløse hjerter tilbage i Guds hånd, synes Svend Brinkmann dog først og fremmest, at det er en dannelsesopgave at finde sig selv i fællesskabet med andre mennesker.

”Jeg knytter meget dannelsesbegrebet til en idé om etik og medborgerskab og forpligtelse på fællesskaberne. Dannelse er at vokse ind i fællesskaberne og tage vare på dem og videreføre dem efter bedste evne. Det forudsætter et kendskab til fællesskaberne og deres traditioner, historie og opkomster. Og derfor handler dannelse også om at kende fortiden, men det handler først og fremmest om en forståelse af en etisk forpligtelse. Man kan også bruge begreberne anderledes og sige, at det handler om at kende Holberg og at spise med albuerne ind til kroppen uden at tale med mad i munden. Men jeg synes, at der ligger noget andet i begrebet. Et dannet menneske er et ordentligt menneske.”

Hvad er et ordentligt menneske?

”Det er en, der tænker på andre end sig selv. Og det er en, der ved, at hans eller hendes skæbne også afhænger af det fællesskab, man er en del af. Derfor har man også et ansvar over for det fællesskab. For man kan kun leve sit liv, fordi der er et fællesskab, der giver en lov til det. Jeg går fuldt ind for individualismen og frisættelsen af individet og så videre, så længe man husker på, at der må være en social orden for, at individet kan leve og udfolde sig frit. Og dannelse handler nok meget om en forståelse af den orden.”

Alt, man læser, ser, møder eller oplever, er med til at danne en. Men Svend Brinkmann svarer kun modvilligt på, hvad kernen i hans egen dannelse er.

”Jeg er ikke så god til at analysere mig selv. Jeg synes heller ikke, at jeg er særlig spændende. Det bliver meget banalt. Jeg har heller aldrig været ude for nogen særlige kriser, men min far døde i foråret, og da skrev jeg en tale til ham,” siger psykologiprofessoren og ser op.

”Jeg talte om, hvad jeg havde lært af ham. For min far handlede det rigtig meget om, at man skal være ordentlig. Han var en bankdirektør af den gamle skole, der ikke tog store chancer, men mente, at man helst skulle spare op, før man købte noget. Men det værste, man kunne være i min fars terminologi, var uvederhæftig. Hvis man ikke kunne regne med en anden person, så var det skidt. Man skulle holde, hvad man lover, betale det, man skylder, og være loyal. Der er nogle helt elementære ting, som han gik op i. Og jeg kan godt se, at det er nogle idealer, som jeg har taget med mig.”

Forældrene mente også, at man skal tage omsorg for de svage, men turen til USA gav Svend Brinkmann et nyt perspektiv på næstekærlighed.

”Det er lidt todelt. De værdier, jeg er opdraget med, handler meget om, hvordan man får orden på sin egen tilværelse med en ramme for sit liv, hvor man kan blive et ordentligt menneske. Men det andet handler mere om de andre, og hvilken grad af ansvar eller omsorg man skal have for dem, der ikke har været lige så heldige at få det med sig hjemmefra, så det er en mere udadrettet dannelse.”

Men de værdier kan vel nemt komme i konflikt, hvis man ser det som en unødig risiko at låne penge til dårlige betalere?

”Ja, for eksempel. Hvis nu bankdirektør Varnæs i ’Matador’ havde bevilliget Albert Arnesen det sidste lån, der gjorde, at Damernes Magasin kunne have klaret sig lidt længere, så var Albert måske ikke død på det tidspunkt. Men Varnæs står jo også i et dilemma. Hvor meget skal han tænke på banken og det sandsynlige tab, og hvor meget skal han tænke på sin ven Albert Arnesen? Det er et klassisk dilemma. Og den slags dilemmaer er der mange af i livet. Hvor meget skal jeg for eksempel tænke på min familie, og hvor meget skal man engagere sig i frivilligt arbejde for eksempel. Det kan jo give reelle konflikter.”

Selv prøver han dog at finde retning i livet med et ”alt med måde”-princip.

”Man kan godt lægge energi forskellige steder, så længe man prøver at balancere det, men den relation, jeg har til mine børn, synes jeg, er vigtigere end alt det, jeg synes er spændende og vigtigt i mit arbejde, så hvis de ikke havde det godt, ville jeg opgive arbejdet. Håber jeg.”

Hvad er så dit bedste dannelsesråd til dine børn?

”At mærke verden i stedet for at mærke dem selv hele tiden. Kig på verden i stedet for at kigge på dem selv hele tiden. Interesser jer for noget og fordyb jer i det. Næsten ligegyldigt, hvad det er. Jeg læste engang et interview med Marianne Jelved (R), der sagde, at det vigtigste for børn er, at de går op i noget andet end dem selv. Det er virkelig rigtigt. Om det så er græsk filosofi, knallerter eller spansk fodbold, er ikke så vigtigt. For jeg tror virkelig på, at dannelse handler om at komme væk fra sig selv, så man forstår, at man kun er noget, fordi man er en del af noget. Men det starter med at komme væk fra sig selv. Det er også derfor, at jeg i bund og grund har det svært med den her slags interviews. For jeg vil meget hellere snakke om forskellen på kristen og græsk tænkning end at tale om mig selv.”