Kunstneren Stine lever en rolig tilværelse med manden Adam, der en sen aften pludselig falder om i deres stue og dør. Tabet af Adam tager Stine ret rationelt og giver sig hurtigt til at rydde op og ud efter ham, mens Stines mor står på sidelinjen og agerer støtte. Var Adam ikke også lidt af en sortseer, efterrationaliserer de, var han ikke med til at holde Stine nede?
De to kvinder står sammen og er hinandens styrke, men da først moderen og kort tid efter den lidt ustabile far også går bort, er 46-årige Stine pludselig helt alene. Forældreløs og enke i en ganske ung alder.
Hvis læseren synes, det hele går lidt hurtigt, så er der en god grund til tempoet. Lene Baggers roman om at miste har nemlig ikke fokus på de hændelser, der leder op til, at Stine bliver alene, men tiden efter. Konsekvensen af de tre dødsfald bliver nemlig gennemgribende for bogens hovedperson, og mens hun kaster sig ud i onlinedating fra højeste vippe, kradser krisen snart i alle led. For hvem er man egentlig, når man mister alle sine nære relationer på én gang?
”Rejsefører til ensomheden” er overordnet set velskrevet med mange rammende billeder på den abstrakte sorg- og ensomhedsfølelse, men Stines konkrete sorg dvæles der ikke stort ved.
Stine er praktisk anlagt, går op i sin økonomi som enke og må få hverdagen til at fungere for sit lille dyrehold, men samtidig higer hun voldsomt efter kontakt og stimulerende selskab.
På den vis kommer Stines sorgproces til at fremstå som et selvrealiseringsprojekt. Stines savn efter det menneske, der er dødt – eller de mennesker, må det retfærdigvis være – giver sig ikke udslag i et savn efter det menneskes person. Det er ikke Adam, Stine savner. Det er at være Adams Stine. Det i sig selv er interessant nok og i virkeligheden en rammende detalje i portrættet af Stine, men menneskeligt set er det også noget forenklet.
Det ville ikke nødvendigvis være et problem, hvis ”Rejsefører til ensomheden” udelukkende var fiktion, men i sin inddragelse af fakta og i sin småfilosofiske selvhjælpsnatur ender det her og der med at være en noget mudret oplevelse at begive sig igennem.
Lene Bagger har selv meget tilfælles med romanens Stine, fortæller bogflappen, og hun har selv oplevet at miste både forældre og mand. Betragtet som roman er handlingen grundlæggende interessant, men samtidig er der visse mangler i det ellers grundige portræt af hovedpersonen Stine.
Vi hører næsten intet om hendes job som sprogunderviser, på trods af at det trods alt er en konstant gennem hele hendes tabs- og sorgforløb.
Halvkærester, der undervejs er navnløse – eller kun har optrådt i otte linjer for over hundrede sider og adskillige andre mænd siden – får henimod slutningen af bogen pludselig navn eller dukker op med længselsfulde beskeder. Når det sker, begynder man som læser at bladre tilbage. Overså jeg noget? Hvad har jeg misforstået?
At skiftet i navnefokus og de pludselige beskeder skulle være en pointe fra forfatterens side, er for slapt. Snarere kommer det til at fremstå som en redaktionel svipser, at læseren ikke er holdt bedre i hånden undervejs. ”Rejsefører til ensomheden” er bestemt læseværdig, men den er samtidig hverken fugl eller fisk – og som hybridroman ikke helt vellykket.