Prøv avisen
Bog

En dannelsesrejse løber af sporet

David Nicholls har tidligere skrevet ”Samme dag, næste år”, der blev filmatiseret med Lone Scherfig som instruktør. Foto: Kristofer Samuelsson/Gyldendal

I David Nicholls romantiske komedie ”Os” forsøges en faretruende skilsmisse afværget gennem en dannelsesrejse. En sjov idé er morsomt udført, men bag grinene lurer en træt tidstypiskhed

Douglas er gift med Connie. Han er biokemiker, hun er kunsthistoriker. Sammen har de sønnen Albie, som står på tærsklen til at flytte hjemmefra. Den lille familie lever med en faretruende asymmetri: Douglas elsker Connie højere, end hun elsker ham.

Og hun investerer langt flere følelser i sønnen, end han kan mønstre.

Nu skal familien på dannelsesrejse sammen og se kunst i Amsterdam, Paris, Firenze og Barcelona inden hjemkomst til London.

En ferie med indhold må kunne rette op på den truende familiekollaps. Det håber Douglas ihvertfald.

Såvidt udgangspunktet i David Nicholls' nye, romantiske komedie ”Os”, der på samme tid er meget morsom og lidt skuffende.

Den 54-årige Douglas er romanens fortæller, og han er et sjovt bekendtskab: både rethaverisk og selvironisk, narcissistisk og kærlig.

Han ved godt, at han er den underlegne i forholdet til Connie, men hans rigide leveregler og konservative grundholdning gør det heller ikke nemmere for kunstnertypen Connie at elske ham.

Douglas yder ellers en stor indsats for at optage hendes verden i sin og har gennem deres lange ægteskab annammet en vis viden om malerkunst.

Han har det stadig svært med nonfigurativ kunst, men både Rembrandt og van Gogh er sluppet ind gennem Douglas' naturvidenskabelige panser, og han har fået sans for tilværelsens skævere streger.

Dannelsesrejsen rundt til Europas klassiske museer er dog ikke mange dage gammel, før det viser sig, at der skal mere end lidt kunsthistorie og familietid til for at redde ægteskabet.

Connie har meddelt, at hun har brug for at finde sig selv igen efter mange års ægteskab, og teenageren Albie bider ikke på farmands kiksede forsøg på fortrolighed. Douglas ser en fremtid for sig som alene og forladt.

Om det går sådan, skal ikke afsløres her, for man læser ”Os” for at finde ud af, hvordan det hele ender.

Undervejs på turen er der mange skægge passager, hvor det moderne familielivs indbyggede modsætninger udstilles, og uventede drejninger i plottet holder læserens opmærksomhed fanget.

Dog truer farceagtige elementer med nogle rockere i Amsterdam og på en strandtur i Barcelona med at udstille Douglas som mere latterlig, end godt er, men for det meste føler man med den gode mands brave kamp for at holde sammen på familien.

Man savner imidlertid en problematisering af romanens motor, det, der sætter handlingen i gang:

Connies ønske om at forlade Douglas for at finde sig selv. Det er, som om hun blot har ventet på, at sønnen Albie skal flytte hjemmefra, så hun selv kan flyve fra reden.

Men dermed fremstår hun lige så umoden som teenageren i huset. Det klinger ikke rigtigt med, at hun er en sofistikeret kunsthistoriker med stor viden om dannelse og tradition.

Denne blinde vinkel i portrættet af Connie kan skyldes, at romanens handling er set gennem Douglas' øjne. Men det kan også være forfatteren, David Nicholls, der ikke evner at se ud over samtidens herskende konventioner.

Alt i romanen kan tilsyneladende diskuteres, og da især mandens dispositioner. Men kvindens ubegrundede ønske om at finde sig selv og med et snuptag opløse 25 års ægteskab sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

Hvis man kan leve med denne inkonsekvens i romanens udgangspunkt, er man sikret en skæg læseoplevelse, der hvad selvironisk komik angår vækker mindelser om landsmanden David Lodges satiriske samtidsromaner.

Og så får man faktisk lyst til at se noget fremragende europæisk malerkunst og læse bøger af Lorrie Moore og Henry James, der træfsikkert citeres undervejs.

God tur på Nicholls' velturnerede opdatering af den klassiske europæiske dannelsesrejse.

PS: Af uransagelige årsager mangler der orddelinger mange steder undervejs, så man for eksempel kløjes i mystiske ord som ”hemmelighedsfuldeeller” og ”rørstrømsksentimentalitet”, indtil man finder ud af, at der skal stå ”hemmelighedsfulde eller” og ”rørstrømsk sentimentalitet”.

Det er ærgerlige fejl, som forlaget bør rette i nye udgaver.

bach@k.dk