Prøv avisen
Bog

Dannevirke-stillingen havde følelsesmæssig betydning i datiden

Bogomslag. Foto: www.saxo.com

Claes Johansen redegør fint for udfaldet af krigen i 1864, der har fyldt meget i mediebilledet i det forgangne år

Bog: Claes Johansen: "Dødsfælden dannevirke. Kampe og tilbagetog - det dramatiske forspil til Slaget ved Dybbøl 1864", 349,95 kr.

Den danske guldalderkunst var en form for moralsk oprustning over for den nederlagsstemning og økonomiske svækkelse, som bredte sig efter stormagternes nationale ydmygelse af Danmark ved Kielerfreden i 1814. Den kulturelle nationalisme, som guldalderen repræsenterede, lå i forlængelse af den patriotisme, som var vokset frem i 1700-tallet, og som i de sidste årtier fik stadig mere etnisk-national karakter.

Når vi synger Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” (1819), fremgår det således, at det nu ikke længere er nok at være loyal over for kongen og hans rige. Man skal også hylde de ”ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende”, som har beboet og forsvaret de danskes øer fra ”fordums tid”. Nationalromantikken satte altså det historiske danske folk i centrum.

Historiske motiver blev derfor flittigt brugt af datidens kunstnere. Deres flittige brug af sagn og myter skulle ikke kun få kulturel og moralsk, men også politisk betydning. Det gælder i særdeleshed sagnet om dronning Thyra og bygningen af Dannevirke til værn mod trusler sydfra. Forfatteren Claes Johansen gør i sin bog opmærksom på, at dette forsvarsværk - som ikke kun var en 14 kilometer lang vold, men også inkluderede moser i vest og Slien i øst - i den periode fik ry for at have beskyttet Danmarks grænse i næsten tusind år. Da der dog ikke havde været nogen trussel i århundreder, havde volden fået lov til at forfalde, men den voksende spænding mellem tysk og dansk i hertugdømmerne ændrede trusselsbilledet.

Det var Grundtvig, der især stod bag genoplivningen af sagnet. I 1816 begyndte han at udgive sit litterære og historiske tidsskrift Danne-Virke. Det var ikke volden som militært fæstningsanlæg, han havde i tankerne, men snarere volden som et nationalt symbol for den danskhed, der skulle bringe Danmark på fode efter tabet af Norge.

Året efter bearbejdede han et ældre digt fra 1675 om dronning Thyra og gav det titlen ”Danmark dejligst vang og vænge”. Selvom Oehlenschläger brugte det i sit skuespil ”Erik og Abel” i 1820, kom sangen dog først til at vinde folkelig udbredelse i forbindelse med folkemøderne på Skamlingsbanken og Himmelbjerget i 1840'erne.

Sangen stod i de sangbøger, danske soldater blev udstyret med, da de drog i krig mod de oprørske holstenere i 1848. Dannevirke var på det tidspunkt blevet til selve symbolet på Danmarks overlevelse som danskernes stat. Selvom det ikke er faktisk korrekt, markerede volden desuden en naturlig grænse mellem tysktalende og dansktalende.

Det var derfor, at rømningen af forsvarsanlægget i februar 1864 udløste revolutionsagtige tilstande i København. Folkemængderne gik på gaden i vrede og beskyldte den tysksindede konge og hans helstatsvenlige statsminister, Monrad, for at have forrådt det danske folk.

Claes Johansen mener, at både folket og dets regering var blevet ofre for dannevirkemyten. Ikke kun fordi den havde opmuntret til en nationalisme, der kunne have endt med at udslette Danmark fra europakortet, men også fordi selve forsvarsvolden slet ikke var i en sådan forfatning, at den kunne fungere efter hensigten. I hvert fald ikke i tilfælde af en vinter med hård frost. For så kunne fjenden omgå den.

Og det var, hvad der skete i begyndelsen af 1864. Dannevirke viste sig derfor at blive en dødsfælde, og rømningen betød, at den danske regerings strategi - som indebar svensk-norske tropper og stormagternes indgriben under en fastlåst stillingskrig - brød sammen.

Johansen er ikke kun kritisk over for Dannevirke-myten, men også over for de andre myter, den afkastede i dagene efter rømningen: fortællingerne om, at de danske soldater heltemodigt havde besejret fjenden ved Mysunde og Sankelmark. Johansen dokumenterer den danske regerings mangel på forudseenhed og militær forberedelse i årene op til krigen. Han er også - som det jo er mondænt i dag - skeptisk over for de nationalliberales projekt, som gik ud på at indlemme det fortrinsvis dansktalende Slesvig i det danske rige. Men han har tydeligvis også betænkeligheder ved det liberale demokrati som sådan.

Man skal ikke gå til denne bog efter indgående og spidsfindige analyser af de politiske og kulturelle omstændigheder bag 1864-krigen. Eller slaget ved Dybbøl. Johansen, der mest er kendt for sit skønlitterære forfatterskab, gør det fra begyndelsen klart, hvad man kan forvente: En skildring af Dannevirke-stillingens følelsesmæssige betydning i datiden; en gennemgang af de militærteknologiske, kommandomæssige og strategiske forhold for de kæmpende hære; og endelig en beskrivelse af de konkrete hændelser i felten. Det sidste gør han til fulde. Selvom mange af de primære kilder, han har fundet i de såkaldte fægtningsrapporter - der for nylig blev gjort offentligt tilgængelige - er både rystende og interessante, burde han have begrænset sig. Desuden savner bogen en konklusion. Bogen er fint illustreret med kort, fotografier og tegninger fra krigen.

kultur@k.dk