Dans, nerver, dans!

Bøger: Morten Sabroe borer sig gennem skilsmissens smerte og tab

Skilsmisser og afbrudte parforhold er barske begivenheder. Det kan den navnløse hovedperson og jeg-fortæller i Morten Sabroes nye roman, »Den niende kreds«, skrive under på. Han har ved romanens åbning netop været en tur omkring Overpræsidiet i Hammerensgade i København for at blive skilt fra Gabrielle - kvinden, der gennem syv års ægteskab har boet i hans inderste hjertekammer.

Men nu er det altså slut. Gabrielle har forladt ham, og det er vanskeligt at forlige sig med, når man ikke kan få ekskonen ud af systemet: »Jeg så hende alle vegne. Jeg kunne stirre på et nedløbsrør og få det til at ligne hende. Hun var i mit blod, jeg burde melde mig som donor for at få hende ud af det: »Tag 30 liter, folkens!««.

Han forsøger en tid at holde savnet og smerten på afstand ved hjælp af cognac og Bob Dylans solidariske sange. Men tabet rumsterer og gør hans hverdag til en tung vandring gennem noget, der ligner de ni kredse i det inferno, Dante præsenterer i »Den guddommelige komedie«.

Sådan går dagene og ugerne i halvandet år. Men så ringer telefonen, og en ukendt kvinde meddeler, at hun har nyt om Gabrielle. Et møde bliver aftalt, men kvinden dukker aldrig op. Det gør derimod Monica, som en stund kaster lidt lys og lyst ind over vor hovedpersons mange prøvelser, inden hun igen sporløst forsvinder.

Romanens handlingstråde vikler sig nu omkring en storstilet jagt på Monica og Gabrielle. En jagt, der leder den forsmåede ægtemand og førsteelsker gennem en lang selvransagelsesproces med nerverne dansende på højkant.

Med »Den niende kreds« har Morten Sabroe boret sig godt og grundigt gennem skilsmissens smertefulde oplevelse. Forholdet til ekskoner, datteren Sandra og afskeden med moderen endevendes og granskes. Raseri, frustration, savn, skyldfølelse, og hvad der ellers følger af sjæleruskende følelser på de afbrudte familie- og kærlighedsforhold, vælter ind over hovedpersonen - der er ingen vej udenom: Han må ned at bide i gulvtæppet.

Der er mange blindgyder og omveje i hovedpersonens tilværelse, men også tegn på afklaring og forsoning hen mod romanens slutning. Og så har Sabroe heldigvis indlagt masser af Bob Dylan-lyrik, humor og skæve vinkler undervejs, der tilføjer fortællingen de nødvendige lyspunkter, som gør, at man som læser står last og brast med den fraskilte hovedperson hele vejen gennem hans krise.

Morten Sabroe: Den niende kreds. Roman. 272 sider. 275 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk