Da krigen bryder ud i september 1939, er Astrid Lindgren 32 år gammel, gift og hjemmegående mor til to. Hun sætter sig for at følge krigshandlingerne i en række dagbøger, som udkom for første gang på svensk i 2015 og nu lykkeligvis også på dansk.
Lindgren afskyede nazismen
De giver en personlig skildring af krigen, af et helt almindeligt liv i Sverige og af Astrid Lindgren selv, der i sine skarpe og humoristiske beskrivelser af stort og småt slår tonen an til sit senere forfatterskab.
Hun forsøger at få et overblik over krigshandlingerne gennem aviser og bøger, og senere, da hun bliver ansat til at læse breve i et hemmeligt beredskabsarbejde, bliver hun vidne til krigens mange personlige skæbner.
Hun har sine meningers mod og raser mod Tyskland: ”Tyskland ligner mest af alt et ondskabsfuldt udyr, som med mellemrum farer ud af sine hule for at kaste sig over et nyt offer. Der må være noget galt med et folk, som med sådan cirka 20 års mellemrum får så godt som hele den øvrige menneskehed imod sig.” Og mod Hitler: ”Det er en skam, at ingen skyder Hitler.”
Astrid Lindgren skrev ikke blot i sin dagbog. Hun klippe-klistrede også og satte notitser, artikler og billeder ind i sin skrift, hvilket er gengivet i en række fotografiske optryk, der er med til at give dagbøgerne liv, og som vidner om den underfundighed, der senere skulle blive et af hendes kendetegn. Blandt andet er der portrætter af Hitler, Churchill og Roosevelt klistret ind den 1. januar 1942, som skolebilleder i en venindebog, sammen med kommentaren:
”Et nyt år begynder. Jeg spekulerer på, hvad de modstående tre mænd venter sig af det nye år. Hitler ser i det mindste ud, som om han har adskillige søvnløse nætter bag sig, Churchill ser bedrøvet og bekymret ud; kun Roosevelt virker amerikansk fortrøstningsfuld. Men måske blev billedet taget, inden japanerne gik til angreb.”
Starter på børnebøgerne
Det er også i krigsårene, at Astrid Lindgren begynder at skrive sine egne bøger. Den 20. marts 1944 står der: ”Jeg morer mig for tiden ret kosteligt med Pippi Langstrømpe.” Og den 2. juni 1945. ”... hvis der ellers kan komme noget ud af det vanartede barn.” Det gjorde der som bekendt.
Men det er ikke kun ude i verden, at der kæmpes kampe. Det gør der også hjemme i de nydelige stuer i Stockholm, hvor Astrid Lindgrens mand Sture forelsker sig i en anden. Og disse fint antydede kriser midt i krigens kontante og eksplicit skildrede gru er i virkeligheden det, som har bidt sig bedst fast i denne læser.
Som for eksempel når Astrid Lindgren juledag 1943 skriver: ”Jeg er meget bevidst om, at dette må være de lykkeligste år i mit liv, intet menneske kan vel få lov til at have det så godt i længden. Jeg forventer, at der vil komme prøvelser.” Og det gør der. Men et år senere konstaterer hun alligevel: ”Hvis lykkelig er ensbetydende med at have det godt, så er jeg vel for resten stadig ’lykkelig’. Men så enkelt er det ikke at være lykkelig. Én ting har jeg i hvert fald lært – skal man være lykkelig, så må det komme fra en selv og ikke fra et andet menneske. Jeg synes trods alt, at det er lykkedes mig ret godt at finde på ting at være lykkelig over. Men jeg har en forudanelse om, at jeg vil blive presset adskilligt hårdere, og så må vi jo se, hvor tilpas kæk man er.”
”Mandligt og kvindeligt er måske konstruktioner. Hos Astrid Lindgren fandtes begge sider i en rigt udrustet personlighed.” Sådan skriver Kerstin Ekman i sit forord til Astrid Lindgrens krigsdagbøger, hvor hun også spekulerer på, hvordan dagbogen ville have set ud, hvis den var blevet skrevet af en mand. For hos Astrid Lindgren står den lille, hverdagslige historie stærkt i den store, som for eksempel den 21. maj 1940:
”I dag fyldte Karin seks år. I dag nåede tyskerne frem til den engelske kanal. Og i dag kom sommeren, vidunderlig, smerteligt skøn at skue og fornemme. Det har virkelig lugtet af sommer i dag; hele luften er fuld af duft, og det lysegrønne løv på træerne er eventyrligt.”
”Hvis kun det dramatiske bliver trukket ud af en livshistorie, bliver den usand.”
Således konkluderer Kerstin Ekman. Og målt efter den skala er disse seks år af Astrid Lindgrens liv rasende sande. Og de står knivskarpt som et helt igennem fascinerende og indtagende dobbeltportræt af en kvinde og en verden i krig.