Ny bog forsøger at forstå dansen om Jesu identitet

Ny antologi om opstandelsen præsenterer væsentlige tanker om de dybere årsager til tidens debat om det centrale kristne dogme. Og især præster kan med fordel læse den inden påskedag

”Opstand om opstandelsen” samler de sidste års opstandelsesdebat op herhjemme. Her er den opstandne Kristus i stedet afbildet i St Patrick’s Old Cathedral i New York.
”Opstand om opstandelsen” samler de sidste års opstandelsesdebat op herhjemme. Her er den opstandne Kristus i stedet afbildet i St Patrick’s Old Cathedral i New York. . Foto: Scanpix.

Midt i forvirringen kan der komme gode ting ud af tidens præstesager. Siden julen 2014, hvor sognepræst Per Ramsdal offentliggjorde sin hang til at ty til en ”nødløgn” ved begravelser samt sine generelle kvaler med opstandelsen, har debatten kørt, og meget samles nu op i en ny bog.

”Opstand om opstandelsen” er en antologi redigeret af de to præster Henrik Højlund og Jørgen Sejergaard, og jeg skal ikke benægte, at jeg er ret begejstret.

Denne lille bog formår på få sider gennem ti bidrag at belyse centrale aspekter ved opstandelsesdebatten i en blanding af behandling af kristendommens første tid, teksterne og ikke mindst et forsøg på at analysere den moderne mentalitet, de er oppe imod. Denne præsenteres i Højlunds indledende kapitel, hvor det slås fast, at Per Ramsdal og ligesindede ligger under for en trang til at placere sig på fornuftens og videnskabens side, hvor det tages for givet, at lovmæssigheden udgør den yderste realitet.

Hertil understreger Højlund klogt, at dette ikke er en strid mellem naturvidenskab og religion, men mellem troen på en lukket eller en åben virkelighed. Og hvor de, der bekender sig til den sidste, tror på, at ”intet kommer af intet”.

Så er vi i gang, og herefter følger nogle kapitler om selve teksternes troværdighed af Peter V. Legarth og Jørgen Sejergaard. Atter præsenteres vi for de klassiske – og fortsat gode – argumenter om det påfaldende ved, at beretningen om den tomme grav gennemgående er så nøgtern og blottet for effekter.

Ligesom det også vejer tungt, at det er kvinderne med den lave status, der først opdager den.

Vi befinder os i et selskab af overvejende missionske skribenter, der er rundet af en bestemt tilgang til skriftlæsning, og visse argumenter for opstandelsesteksternes troværdighed fremstår en smule søgte. For eksempel når Jørgen Sejergaard roder sig i ud tanker om de ”åndsfriske pensionister”, der leverede beretningen videre, og som man jo bør tage alvorligt, ligesom vi i øvrigt anerkender åndsfriske menneskers vidnesbyrd.

Refleksionerne får af og til et lidt simpelt skær over sig. Kurt E. Larsen skriver til gengæld interessant om opstandelsestroen i de første århundreder, og også Paulus’ opstandelsesteologi optræder ved Peter Søes.

Allermest interessant er bogen dog, når den analyserer de dybere årsager til vor tids opstandelsesdebat, og Jan Holm Mortensen begår et vigtigt kapitel om gnosticismens genkomst. Her tager han udgangspunkt i tidligere professor i dogmatik Theodor Jørgensen, der blev ansvarlig for Per Ramsdals efteruddannelse og i den forbindelse meddelte, at han tror ubetinget på Jesu opstandelse. Men ikke på Jesu fysiske opstandelse.

Dette skabte endnu mere debat, og Jan Holm Mortensen vil påvise, at Jørgensen indtager en gnostisk position – altså en slags benægtelse af inkarnationen, idet han afviser Jesu opstandelse med både krop, kød og blod. Mortensen skriver:

”Klassisk gnosticisme havde blot deres af-karnation før korsfæstelsen. Theodor Jørgensen placerer den i og med opstandelsen.”

Dette kapitel belyser, hvordan opstandelsesdebatten kan skabe en sær skelnen mellem Jesu karakter som opstanden og hans hele identitet i øvrigt, og det er i høj grad i dette diffuse rum, at tidens debat finder sted.

Også professor Mogens Müller inddrages, idet han som en del af diskussionen har citeret Luther for at påvise, hvordan denne lægger mere vægt på frugten af opstandelsen end på dens historiske troværdighed.

I bogen her præsenteres hele den Luther-prædiken, hvorfra citatet er taget, og læst i sammenhæng er det svært at følge Müller.

Luther synes i denne prædiken at opfatte opstandelsens realitet som en selvfølge, hvorefter han udfolder betydningen af at tilegne sig troen på den. Anbefales skal også Torben Brammings krævende kapitel om det nødvendige ved opstandelsens dogme, der præsenteres i lyset af den treenige Gud og Jesu egentlige identitet. Der var den igen.

Bramming vil fastholde en given ramme for at kunne forholde sig til opstandelsen, hvilket han begrunder med, at ”… forestillingen om evolution i religionen og kravet om originalitet som forsvar mod fortidens kedsomhed har kappet vores forbindelse til den lange og store historie, som dogmerne er udtryk for”.

Både Bramming og denne bog som helhed har fat i noget uhyre væsentligt. Tidens præstesager udtrykker en grundlæggende krise i forhold til ydmygheden over for det, vi står grundet i, og som nemt kan få forlegenheden frem i dén, der gerne vil opfattes som progressiv og original. Det er helt afgørende, at vi forsøger at forstå essensen af denne krise og dansen om Jesu egentlige identitet, og ”Opstand om opstandelsen” udgør et velkomment bidrag. Den bør ikke mindst læses af alle landets præster, og meget gerne inden prædikerne til de kommende påskedage er færdigskrevet. Man kunne jo nå at blive inspireret.

kultur@k.dk