Prøv avisen
Bog

Novellesamling danser igennem ét stort samlet liv

5 stjerner
"Det bliver spændende at se, om den rene kraft i fortællestemmen faktisk vil blive endnu klarere over et langt og sejt stræk, når romanen – som man må formode forfatteren har på vej – snart bliver færdig." Modelfoto.

Lotte Kirkeby debuterer med noveller, der emmer af nærvær og fortæller om livets knudepunkter med klare stemmer

Man fristes næsten til at kalde det en begynderfejl. Men det er nu alligevel for skarpt. Det er snarere bare en af de dér ting, der er så oplagte, så selvindlysende, så belejlige, at mange debutanter ofte tyr til dem: Et system. Man vil som debutant så gerne have, at bogen, man sidder med, skal være harmonisk. Og man vil så gerne anerkendes for at kunne både skrive og tænke æstetisk. Så man finder en frapperende ramme, noget større, en udspekuleret orden, som det hele så kan skrives ind i.

Lotte Kirkeby slipper heldigvis godt fra det, det skal medgives omgående, men hun tillader altså sig selv dette lille, litterære støttehjul. Mere erfarne forfattere, også undertegnede, bruger dem sommetider stadig. Men er de egentlig strengt taget nødvendige?

Man studser ved tanken, når man læser novellesamlingen ”Jubilæum”, fordi den er bygget op som ét langt liv. Den er en rejse igennem livets eksistentielle, narrative knudepunkter. Nedslag i de dage, hvor der sker noget i vores liv. Fra den første historie om barnet og dets møde med den rene ondskab til den sidste historie, der handler om et gravsted. Derimellem er der barn-voksen-konflikter, der er forelskelser, der er ægteskabeligt fnidder, der er onde ”ordninger”, som par lever ulideligt med i årevis, der er skilsmisser, indre kriser, alderdom, selvmord. Alle er de ordnet progressivt, så man skrider elegant og nærmest flot dansende igennem ét stort samlet ”liv”. Men som sagt er den ramme egentlig slet ikke nødvendig. Og årsagen er, at de små noveller lever af noget helt andet end hittepåsomhed.

Lotte Kirkeby har litterær intuition og rammer et eller andet sted en virkelig ren tone i sine stemmer. Det er ikke lige til at sætte fingeren på, hvad det faktisk er – og dét er godt. Noget af det sværeste for mange debutanter er nemlig netop dét, dette at skrive organisk, så det er ikke det værste sted at brillere. Kunsten stiger nemlig, jo mere læseren trænger ind i historierne. Ind i stemningerne i dem.

Ind i tankerne i dem. Ind i sproget i dem. Ikke et skarpt og iøjnefaldende sprog – i hvert fald kun sjældent – men så meget desto mere besnærende. Bedst som man føler, at man sidder og læser om, ja, nærmest ingenting, som det findes i ethvert menneskes grå og triste hverdag, så rammer fortællingens kraft én i solar plexus.

Det her er jo et brud! Det her er en livslang frygt! Det her er en afsked! Det her er total selvdestruktion! Der er en stilfærdig forførelse på færde i teksten, igen og igen, og det er interessant, fordi man ikke rigtig ser eller overhovedet opdager den. Man mærker den bare bagefter. Man blev grebet. Ergo kan forfatteren så at sige skrive nedenunder sin egen tekst. Og dét er for mange novellekunstnere netop et mål – uden sammenligning i øvrigt, så kan man jo godt nævne både Ernest Hemingway, Kjell Askildsen og Raymond Carver, hvis det klassiske novellegreb skal sættes i storslået perspektiv. Her er det bare mere socialrealistisk, mere nede på jorden, mere nærværende. Ja, der er på sin vis faktisk lidt Martha Christensen over visse af historierne. Og måske også lidt Rifbjerg.

Flere af novellerne fø res frem af klare, bærende metaforer. Der er strømsvigt i lejligheden – og i parforholdet. At strø sig selv ud af et vindue er som at forvandle sig selv til en slags selvmordets menneskekonfetti. Mirabellerne trædes ud som røde plamager, som blod, den dag, da nogen dør. Spørgsmålet er, om de er for klare fra tid til anden, de metaforer? Mange af historierne ender også meget klart og konkluderende. Ind imellem kan man næsten høre et lille, imaginært bækkenslag efter sidste punchline. Ta-daaa!

Når dét med suiteformen – altså den overordnede sammenhæng i historiernes form – og med de noget villede syllogismeformer, altså logiske slutninger, forstyrrer lidt, så skyldes det, tror jeg, at flere af historierne på sin vis fungerer bedre alene, simpelthen fordi de er enestående. Fordi de rammer læseren så hårdt, som de gør. Specielt historien om en kvinde med en diagnose, der til sidst gør kort proces, føles som noget nær litterær vold på læseren – men på en god og sært opbyggelig måde. Den burde sendes ud til samtlige gymnasieklasser omgående. Det er gennemført. Og stemmen er sært modig.

Andre steder er det et enkelt billede, der kan ramme én – og blive siddende i flere dage. Når en badevinge på lang afstand i vandet bliver til en impressionistisk ”orange prik”, så føles manglen på et barn i dét billede som et dybt jag i hjertet med en harpun. Og man spekulerer uvilkårligt på, om ikke forfatteren ville kunne forfølge netop de intuitive billeder og simpelthen underlægge sig deres kraft – snarere end en eller anden ”idée fixe” i stafagen?

Det bliver spændende at se, om den rene kraft i fortællestemmen faktisk vil blive endnu klarere over et langt og sejt stræk, når romanen – som man må formode forfatteren har på vej – snart bliver færdig.

kultur@k.dk