Prøv avisen

17-årigt dirigenthåb: Min drøm er at forme musikken på de største podier i verden

17-årige Gustav Sønksen er til direktionstime under DR’s Koncerthus. Her øver han sig foran et billede af salen. – Foto: Niels Ulrik Østrup

Hvordan føles det at være født under en nodeformet stjerne? At tænke musik 24 timer af døgnet? Det ved 17-årige Gustav Aske Sønksen. Han er en del af en ny DR-satsning for unge dirigenter

Hvis man havde gjort sig vilde og romantiske forestillinger om dirigentfaget, så bliver de hurtigt punkteret, når man står i “Lille Prøvesal” i kælderen under DR’s Koncertsal. Der er ikke meget svalehale, krystalglas eller bourgeoisi-stemning over det.

Mest af alt ligner det et opbevaringsrum med stablede stole og borde på europaller, brugte og halvtomme kaffekopper i hjørnerne.

Gustav Aske Sønksen begyndte i sommer som en ud af fire elever på Malkos Dirigentskole, et toårigt talentudviklingsprogram for unge dirigenter, som DR’s kor og orkestre står bag. Derfor står han der i kælderen en torsdag aften hen imod jul. Han er til solotime med DR PigeKorets chefdirigent, Phillip Faber.

“Gustav var på mange måder det sikre kort. Forstået på den måde, at om Gustav går her hos os eller ikke, så skal han nok blive til noget stort.”

Det fortæller Faber, da han skal forklare, hvorfor Sønksen var en af fire elever, der blev valgt mellem 30 ansøgere.

Det mest normale er at have en mangeårig karriere som medlem af et orkester, inden man, som en slags efteruddannelse, går dirigentvejen. Derfor er det på mange måder unikt, at Gustav Aske Sønksen og de andre elever bliver skolet i direktion i så tidlig en alder.

Hjemme i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg i København fisker han et hæfte frem.

“Jeg købte partituret sidste sommer i 2015, da jeg var i Wien med Sankt Annæ Symfoniorkester.”

”Le Sacre du printemps”, på dansk ”Forårsofret”; en ballet af Igor Stravinskij. Det er kendt som et af de absolut sværeste værker at dirigere.

“Jeg vidste, at det var et vigtigt værk. Så det måtte jeg have,” forklarer han så.

Han har ikke selv givet sig i kast med det endnu, for “det er ikke noget, man bare lige gør”, som han siger.

“Det er vel nærmest et endepunkt. Et peak (højdepunkt, red.).”

I stedet finder han noget Bach.

Dirigentstokken svæver i hans højre hånd og snitter i luften – nogle gange blødt, nogle gange pludseligt.

“Når jeg åbner hånden og spreder mine fingre, synger koret med en mere luftig klang. Og det samme, når man lukker den til igen. Så har man et mere fast greb om klangen og lyden. Det er egentlig meget lige til billedligt.”

Der er ikke tid til at være genert. Det virker som det mest naturlige, når Sønksen, der er 17 år, skiftevis synger, læser, dirigerer og forklarer på sit teenageværelse. Mellem partiturer, et nodestativ, Bach-, Mozart-, Strauss- og Stravinskij-cd’er, en håndfuld bøger, to store højttalere, et par franske vintageplakater fra 1950’erne, en venetiansk karnevalsmaske og en seng.

Han er langtfra udmattet. Han har et drive, der er usædvanligt for en gymnasieelev. Det er muligvis det drive, der fortæller ham, at dirigentvejen er den eneste vej for ham. Men hvorfor egentlig?

Han sætter sig i skrædderstilling på sengen og leder efter ordene. Kigger op i loftet, som skulle de dumpe ned i hovedet på ham.

“Det handler jo bare om musik. At ville være i musikken. At skabe musik. Og at ville gøre noget for musikken. Det er det, jeg bruger al min tid på.”

Han kan ikke komme det nærmere. Gustav Aske Sønksen har da overvejet “at være journalist eller noget”. Men ikke rigtigt.

“Min ultimative drøm er at stå på podiet foran de bedste symfoniorkestre i de største opera- og koncerthuse i Europa og verden.”

Det er svært at forstå , når man ikke er virtuos og ikke kender til den mani, der heraf følger. Det at skyggefægte med en træpind til Strauss’ opera ”Die Frau ohne Schatten”, mens timerne flyver af sted. Det at man øver sig, øver sig og øver sig og ikke giver op, fordi man ved, “at konkurrencen er enorm”.

“Han var et meget sensitivt barn,” fortæller hans mor, Lisbeth Dorph, der er uddannet fysioterapeut og arbejder inden for psykiatrien.

“Det gik op for os ved omkring toårsalderen, at han var en ret særlig dreng. Der var det her med, at han ikke ville have tøj på, fordi det gjorde ondt på huden. Men ellers talte han også meget tidligt og havde et ordforråd, der var helt vildt for en toårig. Han var ret kvik oven i pæren.”

Lisbeth Dorph ligger inde med et hav af anekdoter.

Han var positiv, tålmodig, nysgerrig, målrettet, ærgerrig og kom aldrig i ballade. Han var et nemt barn. Og så havde han et specielt forhold til lyde.

“Nogle af de første gange, Gustav sad på gulvet foran fjernsynet, kunne han sidde helt stille og fordybet. Pludseligt kunne noget irritere ham, og så ville han sige “Mor. Hun har en dårlig lyd.” Det var speakerens stemme inde i tv’et, han talte om. Det syntes vi var ret specielt.”

Allerede som treårig kørte han i nattøj på sin trehjulede cykel op til den lokale kirke med forældrene på slæb, fordi han elskede at sidde og lytte til orglet og koret. Hans bedste barndomsminde er Sigurd Barretts Juleshow.

Vi springer ind i en øvelsestime på Frederiksberg Musikhøjskole i 2012.

Det er mandag og forår. Det er her, drømmen om at blive dirigent tændes i den dengang 12-årige Gustav.

Han sidder som førsteviolin på de vakkelvorne stole med fødderne på linoleumsgulvet. Foran ham står orkesterlederen Thorbjørn Kjærgaard.

Der er intet nyt i situationen. Dagen er som alle andre. Men Gustav Aske Sønksen oplever det anderledes. Der er noget i musikken, der nager ham. Ligesom dengang med speakeren i fjernsynet.

“Jeg kan huske, at det var en oplevelse af, at der var noget, der kunne gøres anderledes. Ja, måske bedre. Det var første gang, at jeg lyttede kritisk og dannede mig mine egne forestillinger om, hvordan musikken ellers kunne lyde,” husker han.

Et år senere har han siddet ved klaveret og komponeret hele sommeren. Han sender kompositionen til Thorbjørn med det samme. Han er klar til sin uropførelse.

Den 18. januar 2014 står Sønksen på scenen i Frederiksberg Rådhus. 14 år gammel. Der er 20-30 meter til loftet. Over 800 mennesker i salen. Han trækker vejret helt ned i maven. Han ser på partituret, der hviler i nodestativet. Strygerne, træblæserne, messingblæserne og slagtøjet sidder med samme noder, som han har skrevet. Så holder han armene ud fra kroppen i en 90-gradersvinkel, løfter sin højre hånd.

Som en fugl, der letter for første gang.

Det var ikke Stravinskijs forårsballet. Den ligger langt ude i fremtiden. Som et ”peak” eller et endepunkt. Men det var et skridt på vejen.