Dansk film stod stærkt i filmåret 2018 - Kristeligt Dagblads filmanmeldere fandt de bedste film uden for USA

De bedst anmeldte film kommer fra Japan, fra Mexico, Syrien, Tyskland, Polen, Rusland og Norge. Her er det både de helt intime fortællinger og de store episke dramaer, der har vakt begejstring

Henrik Wivel er især begejstret for Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per”. Anmelderen er ikke i tvivl om, at ”Lykke-Per”, som han kalder ”et modent mesterstykke”.
Henrik Wivel er især begejstret for Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per”. Anmelderen er ikke i tvivl om, at ”Lykke-Per”, som han kalder ”et modent mesterstykke”. Foto: fra filmen.

2018 har været et stolt år for dansk film. Flere af vores instruktører har kompromisløst kigget indad for at skabe store fortællinger om det smertefulde dyb, der befinder sig der. Og løfter man blikket fra de danske filmskabere, kan man konstatere, at vi her i Kristeligt Dagblad har kastet flest stjerner efter værker skabt af ikke-engelsksprogede instruktører.

De bedst anmeldte film kommer fra Japan, Mexico, Syrien, Tyskland, Polen, Rusland og Norge. Her er det både de helt intime fortællinger og de store episke dramaer, der har vakt begejstring. Det er glædeligt i en tid, hvor man ellers kan frygte for en kulturel ensretning skabt af pengestærke interesser fra især USA. Men filmkunsten lever flerstemmigt i en globaliseret verden.

Henrik Wivel er især begejstret for Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per”, der nu kan ses i serieform på TV 2. Anmelderen er ikke i tvivl om, at ”Lykke-Per”, som han kalder ”et modent mesterstykke”, hører til blandt Bille Augusts allerbedste film.

Der var generelt ikke mange roser til Kasper Torstings ”Krig og kærlighed”, men vores anmelder Søren Hermansen var betaget af ”den flotte danske storfilm om en sønderjysk skæbne under Første Verdenskrig, hvor krigen ødelagde mennesker og familier”. Hermansen medgiver kritikerne, at slutningen er ret melodramatisk, men han finder det ”befriende, at en dansk film tør tage de store armbevægelser i brug og banke den skandinaviske minimalistiske verdensvinkel ned under gulvbrædderne”.

Af samme grund var jeg selv optaget af Ole Bornedals John Mogensen-biografi ”Så længe jeg lever”:

”Filmen om kærlighed og livsvalg er selvfølgelig stor i slaget, som Mogensen og Bornedal selv, men den er også nærmest intim. For følelserne har en oprigtighed, en eksistentiel nerve, som heldigvis ikke fortælles skandinavisk, knugende og tyst.”

Bornedal laver film for masserne, men med kunstneriske ambitioner. Han er en melodramatisk mester i et ydmygt, socialrealistisk land.

Det er dog ingenaf disse tre episk anlagte og bekostelige danske film, der har vakt størst genklang i udlandet. Det er i stedet det minimalistiske drama ”Den skyldige”, der, som vi skrev, ”både dirrer af pirrende spænding og nagende moralsk tvivl. Det er gedigen mainstream med underliggende ambitioner om at rokke ved vores vante forestillinger om skyldige og ofre”. Gustav Möllers debut står på spring til at opnå en oscarnominering. Her er den oppe imod flere fremragende film, blandt andet den aktuelle polske ”Cold War” af Pawel Pawlikowski, der både er en umulig kærlighedshistorie og et portræt af Polen i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Også årets japanske guldpalmevinder, Hirokazu Koreedas ”Shoplifters”, er shortlistet til en Oscar. Den kaldte vi ”et moralsk og menneskeligt mesterværk” om familieliv, kultur og moral i det moderne Japan.

2018 startede med seks stjerner til russiske Andrey Zvyagintsevs ”Loveless”. Den er ”et intimt kammerspil om to fortabte sjæle og en stor russisk roman omsat til film, hvor politik og åndelighed afspejler sig i figurernes liv. En sønderrivende film med glimt af håb. Et mesterværk”.

Seks stjerner uddelte vi til to andre film i løbet af året. De største til Alfonso Cuaróns ”Roma”, der er en helt vidunderlig mexicansk film. En kærlighedserklæring til kvinder og et portræt af et land i gryende opløsning. Jeg tøver ikke med at kalde den årets bedste film.

Den anden af årets bedst anmeldte film her i Kristeligt Dagblad er også den værste at komme igennem. Tre film om Utøya blev det til i 2018, men alligevel står Erik Poppes ”Utøya 22. juli” tilbage som den eneste måde at forløse en film om Utøya på:

”Filmen er et massivt bolværk mod den forråelse, der kan ramme os alle i en mediebåren virkelighed fuld af vold. En film kan føles mere virkelig end et makabert retssagsteater. ’Utøya 22. juli’ er et medmenneskeligt manifest. Noget nær pligtstof.”

Også Henrik Wivel fandt et af årets højdepunkter i Norge, nemlig Harald Zwarts patriotiske Anden Verdenskrigs-drama ”Den 12. mand”, der handler om en nations overlevelse, selvfølelse og selvopfattelse.

Søren Hermansen blev dybt bevæget af Philippe Van Leeuws ”I Syrien”, der ifølge anmelderen er en ”tur ind bag den syriske borgerkrigs nyhedsfacade, ind til almindelige menneskers liv i et menneskeskabt helvede”.

Også den tyske ”To minutters stilhed” talte til Søren Hermansen. ”En fremragende tysk film om en DDR- gymnasieklasses stille protest til fordel for de ungarere, der blev knust af de sovjetiske tanks i 1956.”

Lars Kraumes vigtige film er både stærk og bevægende.

Selvfølgelig blev vi i 2018 også beriget med film fra USA. Damien Chazelle vendte sindigt blikket mod uendeligheden med storfilmen ”First Man”, der var en af årets mest erobrende filmoplevelser.

Eksistentiel pomp og pragt, der med værdighed på ny gjorde månelandingen til et poetisk vendepunkt i verdenshistorien. Og unge Greta Gerwig stod bag en helt ny formel for romantiske komedier med ”Lady Bird”, der er en vidunderlig film om at finde sig selv og undervejs indse, at man altid allerede er. Hele verden taler til os gennem film, der som bekendt skal opleves i biografen. For her kan man lukke støjen ude for en stund og lade sig opsluge af fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske.J8