Når serier og film om ungdomslivet er skabt af manuskriptforfattere og instruktører, som ikke længere er helt unge, opstår der ofte mislyde: Replikker, der ikke lyder rigtigt, følelser, som er lidt for skingre, en falsk tone i nogle scener.
Men Anna Emma Haudal, født 1988, ramte altså klokkerent i DR 3-serien ”Doggystyle” og gør det også i sin første spillefilm, den både morsomme og bevægende ”Venuseffekten”.
Her er Liv i begyndelsen af 20’erne og arbejder på familiens gartneri på landet. Nok er hun flyttet hjemmefra, men ikke langt, og når hun ikke er på arbejde med mor og far, låser moderen sig selv ind ad hendes dør for at gøre det lidt mere hjemligt. Men da den kaotiske, pop-spirituelle Andrea flytter ind i en campingvogn i den nærliggende plantage, mærker Liv, at forholdet til kæresten, Sebastian, ikke er helt rigtigt. Hun tiltrækkes af Andreas væsen og køn – ikke mindst det mellem benene – og derfra begynder hele den virkelighed, hun hidtil har levet så trygt i, at vakle, mens store spørgsmål rejser sig foran hende: Hvem er jeg, hvordan skal jeg opføre mig, hvad er en familie?
Og som i ”Doggystyle” imponerer Haudal med sin fornemmelse for mundrette, autentiske replikker. Det samme gælder sansen for sigende detaljer. Som da Liv og Andrea har sex og et krøllet Snickers-papir sidder fast på en bar balle.
Det er typisk Haudal, og kærligheden og begæret er altid mere end glittet skønhed under hendes blik; det er også virkelighed og ufrivillig komik, og dét er en af filmens store forcer.
Det samme er skuespillet. Johanne Milland Pedersen er vidunderlig som Liv, som et rigtigt ungt menneske af kød og blod, af lyst og tvivl, mens Josephine Park er troværdig som den lidt ældre Andrea, som Liv finder fantastisk, men som publikum forstår er en ret trist eksistens. Og de tos møde er indlejret i Livs stilfærdigt kæntrende kernefamilie og i Andreas lesbiske københavnerslæng, hvor alle uanset seksuel orientering drømmer om det samme, nemlig om forståelse og evig kærlighed. Hvor grundhistorien i ”Venuseffekten” om den unge Liv, hvis seksualitet og verden pludselig skælver, kunne fortælles som hård realisme, vælger Haudal en anden genre-vej, nemlig den romantiske komedie med al dens sødme og blødhed, som de rutinerede skuespilkræfter – Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Anette Støvelbæk – tydeligvis nyder at være i.
At se ”Venuseffekten” er som at få et langt, varmt kram, og er der en form for kynisme i filmen, er det i dens valg af temaer. De passer næsten lidt for godt til tiden, hvor de helt store plusord – der utvivlsomt også giver støttekroner – er køn, seksualitet, udkant og respekt for naturen. Og hvor det, der handler om homoseksualitet og sex, ligger helt naturligt i filmen, fremstår blomsterne og det gode gartneri som en noget klichétung og udvendig metaforik, der siger: Mennesker har brug for lys, plads og opmærksomhed – ”Nærvær er også en slags næring”, lyder en af de få dårlige replikker – for at kunne vokse og folde sig fuldt ud.
Det ændrer nu ikke ved, at ”Venuseffekten” er en charmerende, empatisk og sikkert forløst debut, der giver løfter for fremtiden. Måske mest af alt dét. For den helt store film er det ikke. Men den er utvivlsomt på vej. Fra Haudal til os.