Hvad sker der, når det venlige og åbne møder det manipulerende, ødelæggende og ondsindede?
Det var spørgsmålet, Christian Tafdrup kredsede om i sin vellykkede parforholdsfilm “En frygtelig kvinde”, hvor en mand bliver nedbrudt af kæresten, som flytter ind. På sin vis morsom, javel, men også ubehageligt insisterende i sin udforskning af – hvis vi skal svinge os lidt op – det onde iblandt os.
Nu, fem år efter det store gennembrud, er Tafdrup tilbage med “Speak No Evil”, som beskæftiger sig med samme tematik, men i en anden genre og med en helt anden voldsomhed. Og jeg har – selvom jeg holder meget af horror – sjældent set en film, der så nådesløst trækker sine karakterer igennem helvede på jord.
På en sommerferie i Toscana møder Bjørn, Louise og datteren Agnes en hollandsk familie. De nyder hinandens selskab, men da ferien er slut, og danskerne er tilbage i Danmark, tænker de ikke mere over det. Ikke før der kommer et postkort med en invitation fra Patrick, Karin og lille Abel. Om ikke de vil besøge dem i Holland? De bor på landet, smukt og rekreativt, og da Bjørn og Louise længe har følt sig fanget i hverdagen med pæne middage, skolearrangementer og fast arbejde, tager de af sted på en lang weekend.
Sune Kølsters musik antyder dog, mørk og intens, at noget er galt fat, og da de ankommer, er mislydene mange: Karin retter på Agnes ved bordet, Patrick skælder Abel huden fuld, og da de er ude at spise, danser det hollandske par alt for tæt, ignorerer, at Louise er vegetar og lader Bjørn betale regningen.
Men det danske par har i al deres venlighed og tillærte høflighed svært ved at sige fra og efter et forfejlet forsøg på at køre hjem i ly af natten, bliver det først bedre og så meget, meget værre. Ud af det kæntrede sociale spil, vi danskere ellers spiller så godt, begynder konturerne af en større, systematisk og rædselsvækkende hollandsk plan at tegne sig.
Hvordan “Speak No Evil” udarter skal ikke røbes her men blot siges, at den bevæger sig fra at være en typisk dansk skildring af middelklasselivet med alle dets uskrevne sociale regler til udansk horror og blodig allegori.
Eller som en fusion af Lars von Triers “Antichrist”, Ari Asters “Hereditary” og Michael Hanekes “Funny Games”. Og nogle vil utvivlsomt finde “Speak No Evil” for ond og brutal. Mene at den skruer for mange omgange på smertestikken. Det er i sidste ende et spørgsmål om smag, men historien er, uanset hvad, uhyre velfortalt. Scenerne ligger perfekt i forhold til hinanden og forholder sig begavet til gyser-genrens troper, ligesom lydsiden skifter fra det ildevarslende til det sakrale i en slutning, ingen i biografsalen kan se og siden glemme.
Hvor “En frygtelig kvinde” var konsekvent på én måde, er “Speak No Evil” det på en anden, og da Bjørn i den ubærlige finale spørger det hollandske par, hvorfor de dog gør, som de gør, lyder svaret: “Fordi I lader os gøre det”.
Replikken ligner nøglen til såvel denne som Tafdrups forrige film: Vi bliver udsat for manipulation og ondskab, fordi vi er så venlige, så konfliktsky, så servile. Det er reelt det, der ødelægger os. I parforholdet, i venskaber og måske også i den helt store skala, med Putins nylige angreb på Ukraine som ulykkeligt eksempel.
Det sidste er måske at spænde Tafdrup for en for storpolitisk pointe. Men “Speak No Evil” er under alle omstændigheder en film, som gør virkelig ondt, og Morten Burian og Sidsel Siem Koch er troværdige som sweater-bløde Bjørn og Louise, mens det hollandske par spilles med frygtelig dobbeltbund af Fedja van Hûet og Karina Smulders.
Ja, “Speak No Evil” er på samme tid fortvivlende og fuldendt, og af de hundredvis af film, de fleste af os ser i et liv, er det én af dem, der bliver i syns- og følelsessystemet. Mere kan man ikke forlange, og med det stikkende og foruroligende drama har Tafdrup skabt “noget”, som vi bør takke ham for. Selvom det giver kvalme, koldsved og kraftløse ben.
Speak No Evil. Instruktion: Christian Tafdrup. Medvirkende: Morten Burian, Sidsel Siem Koch, m.fl. Premiere i biografer over hele landet.