Som jævnaldrende med Maja Lucas (født 1978), der ligeledes har et barn på omkring tre år, kan jeg let genkende stoffet i Maja Lucas’ fjerde og hidtil stærkeste roman, ”Mor”, om et nutidigt moderskab. Denne mor benævnes konsekvent ”moren”, mens pigen lige så konsekvent benævnes ”pigen” og faderen ”faren”.
Derved indikerer forfatteren, at hovedpersonen er den almene førstegangsfødende mor i nutidens Danmark. Et sted i romanen står følgende:
”Hun overvejer, om hun er blevet hjernevasket af sin kultur, af skik og brug i nutidens Danmark. Selv i hverdagens mindste detaljer mærker hun, hvor vanskeligt det er at tænke frit. Hvad skal der spises til frokost: rugbrød. Hvad skal der på rugbrødet: leverpostej eller spegepølse.”
En god portion af hendes refleksioner over sig selv, datteren og faderen er rigtignok så almene, at enhver forælder ville kunne genkende dem, men de er ganske ofte formuleret ualmindelig skarpsindigt. Som når det om moderen og faderens asymmetri i forhold til barnets trivsel i den første tid, hvor moderen ammer barnet, hedder:
”Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig”.
Eller når det om moderen og faderens voksende afstand til hinanden i den følgende tid, hvor barnet bliver mere selvstændigt, og forældrene begynder at deles om alle opgaverne:
”De mødes sjældent, selvom de aldrig har været så afhængige af hinanden som nu. Et paradoks: sammenholdet som skaber splittelse, fællesskabet som skaber enhed.”
Med formuleringer som disse sætter Maja Lucas en meget høj standard for, hvordan forældreroller skal analyseres.
Midt i denne fortrolighed trænger sig imidlertid en fremmedhed på. Den nemme forklaring herpå ville være, at jeg som mand (og far) ikke til bunds forstår, hvad det vil sige at være mor. Alligevel er denne mor betydeligt mere individualiseret, end romanens grammatik indikerer.
Det specielle ved moderen er det næsten totale fravær af varme og kærlige følelser over for barnet. Dette fravær giver sig til kende lige fra fødslen:
”Pigen føles som en sygdom, der skal overstås,” hedder det kort og kontant. Andre steder uddybes relationen mere udførligt:
”Hun er dødsensangst for vuggedøden. Egentlig ikke for at miste pigen, tænker hun, men fordi hun ikke vil kunne præstere det arbejde, det var at få hende, igen. Hun vil ikke kunne få lyst til at få et barn igen. Det er hendes moderfølelse, som er skrøbelig. Hvis ikke hun anstrenger sig, forsvinder den.”
Fraværet af moderfølelsen har tilsyneladende noget at gøre med et dybtliggende behov for distance – eller er det i virkeligheden en uerkendt angst for nærhed? Et af de særdeles få steder i romanen, hvor moderkærligheden alligevel vokser frem, er, da hun kigger på billeder af pigen, hvorefter hun straks indser, at det akkurat er billedets distance til virkeligheden, som muliggør hendes hengivenhed for barnet.
En anden gang kan hun glæde sig kortvarigt over at blive berørt af pigen for øjeblikket efter at analysere pigens adfærd og dermed genskabe den nødvendige distance. Om moderens fortid, uddannelse og arbejde forlyder det blot, at hun hidtil har kunnet klare sig ”med intellektet som drivkraft, analysen og distancen”. Herved bliver det individuelle måske ligefrem partikulært.
En konsekvens af den erkendte og til dels ligefrem efterstræbte distance er en uforudsigelig og momentan aggressivitet over for barnet, som moderen ikke kan kontrollere, men tværtimod giver efter for. Først i form af voldsom skældud til barnet, siden i form af voldelige handlinger især over for sig selv.
De fleste mødre – og fædre – kan nok genkende afmagten, vreden og kontroltabet, omend det sjældent er noget, man taler om til andre, men her eskalerer moderens vold og ender fuldkommen ude af kontrol for hende.
Maja Lucas’ roman om moderskabet nærmer sig det tragiske. Det er selv sagt ubehageligt at følge en lille familie i opløsning, og decideret tragisk bliver det at være vidne til den uløselige konflikt, moderen befinder sig i, og som hun er skæbnesvangert alene med i romanen: Konflikten mellem hendes bevidste beslutning om at få et barn og den lysende klare erkendelse af ikke at kunne magte opgaven, simpelthen at have fortrudt og ikke være i stand til at omstøde beslutningen.
Ved sit stofvalg, sin konsekvens og sin analytiske skarphed, der både er romanens styrke og svaghed, idet intellektualiteten efterlader én lidt mere kold over for personerne, end godt er, så danner Maja Lucas’ modige roman en vigtig modvægt til samtidens skønmalerier af moderskabet.
kultur@k.dk