Det hele begyndte for 40 år siden herhjemme. Så godt og vel. Ved interimistiske glasovne, ofte med den flydende mænge smeltet af flasker og affaldsglas og forvandlet, om ikke til kunstneriske åbenbaringer, så dog til værker skabt af den enkelte glaspuster selv med piben i den gloende ovn.
En bevægelse var startet. Enkeltmandsglasset, det individuelle glas eller studio-glasset var kommet til og gjorde krav på sin plads i kunsthistorien. Om ikke på parnasset, så dog som respekteret kunsthåndværk.
Den skulpturelle udvikling, de stadig mere raffinerede teknikker og måske ikke mindst de interagerende installationer, der erobrer rum, vægge og udendørs landskaber, gør diskussionen om håndværk eller kunst urimelig.
De værker på den nye udstilling i Ebeltoft, der aftvinger størst respekt, er dog stadig dem, der er skabt af de kunstnere, der har lært det slidsomme håndværk fra bunden, og som samtidig respekterer glassets egen iboende natur og egenskaber. Herefter er mulighederne uendelige.
Til at kuratere hele herligheden har museet klogelig valgt den alsidige glasmand Torben Jørgensen. Han er stadig husket som den første leder af glasafdelingen på Skolen for Brugskunst i 1970'erne og for sit mangeårige virke som glasdesigner på det velmeriterede, nu hedengangne, Holmegårds Glasværk. Fra 1990 har han drevet eget værksted i Fensmark sammen med hustruen, Jytte Mørch.
Valget er indlysende, fordi Torben Jørgensen som flere glasdesignere tilknyttet industriglasset - blandt andre afdøde Per Lütken, også fra Holmegård - ved siden af det mere målrettede arbejde ved industriglasovnene fik lejlighed til at arbejde med sine egne idéer og udfolde dem som studioglaskunstner.
En anden flok danske glasfolk rejste rundt i verden - USA, Italien og Holland - for at aflure teknikkerne, og efterhånden skød en række glashytter op trindtom i det danske land. Nu er der mere end 200 aktive værksteder. Det er skæbnens ironi, at mens der slukkes for ovnene på de industrille glasværker, der så med nogen skepsis til enkeltmandsovnene, så kommer der stadig flere studio-glaskunstnere til. Og udlandet har fået øjnene op for dansk glaskunst, når den er bedst, mest overvejet og gennemarbejdet.
Den retrospektive afdeling i Ebeltoft, der vises i de gamle lokaler i Toldbygningen, suppleres af en udstilling i den moderne tilbygning af det helt nye. Typisk for dansk studio-glas er, at det er vanskeligt at se forskel, ligesom udviklingen over de sidste 40 år synes ganske ujævn.
Den glasfabulerende Pipaluk Lake optræder således i begge udstillinger, hvor hun især brillerer med sin ”Suspension I” fra 2014. Lake smelter vindues- og affaldsglas, som hun så i ovnen kontrollerer og lader smelte ned over trådvævninger i en salgs ”planlagte tilfældigheder”.
Springvis opstår nye teknikker og visioner for glasset. Måske netop derfor har kuratoren ikke (i så høj grad i hvert fald) ladet sit udvalgt styre af kunstnernavne, men i højere grad af skelsættende værker. Mere end 100 værker er det blevet til, repræsenteret ved 53 kunstnere. Værker, der gjorde en markant forskel over de 40 år. Det gør udstillingen overkommelig, og de udvalgte værker fra museets egen omfattende samling suppleret med markante, indlånte værker, der fylder hullerne ud, giver mening i sammenhængen.
Ikke overraskende er det nu afdøde Finn Lynggaards ”Mickey Mouse on a Pedestal With Butterflies”, der tager imod ved indgangen til den retrospektive del af udstillingen. Det var i 1991-92, at glas-pioneren og idémanden bag muset gøglede med Disney-motivet.
Lynggard var fra begyndelsen af 1970'erne den samlende og legende figur for udviklingen af studioglasset i Danmark. Sikre og kendte navne indenfor i rummene er Tobias Møhl og hustruen Trine Drivsholm. Især Tobias Møhl har indtaget den amerikanske glasscene. Med hans stærkt dedikerede tilhørsforhold til venedigglasset på Murano og hans intense arbejde med de italienske teknikker herfra er valget af hans eminente ”netskåle” fra 2012 et sikkert valg. Det bliver spændende at se, hvor denne fremragende internationale Ebeltoft-kunstner vil bevæge sig hen herefter.
Er der flere udenlandsk klingende navne blandt udstillerne, så er de dog alle bosiddende i Danmark. Blandt disse optræder Pia Rakel Sverrisdóttir særdeles magtfuldt med sit triptykon ”Malerier” fra år 2000 udført i sandblæst planglas. Et indspark af narrativ nordisk mytologi, der som det eneste værk på udstillingen klart repræsenterer noget specifikt nordisk.
Leder man i øvrigt efter noget specielt nordisk - som vi ynder i flere sammenhænge og typisk i design - i dansk glas de seneste 40 år, så vil man lede forgæves. Dansk glas har allerede fra sin spæde begyndelse været internationalt orienteret.
Blandt de sikre kort på udstillingen - og med indlysende referencer til den samtidige kunsthistorie - er Lene Bødker. Hendes sorte ”Entrance” fra 2007 er suppleret med det underfundige relief ”Time Measure” fra 2005. Men stik da lige hovedet ind i salgsudstillingen i rummet ved siden af. Her står en af hendes banebrydende grønne naturvaser, der ikke kom med. Og så alligevel. Steffen Dam er oplagt repræsenteret med ”Flower-block” fra 2012. Med sine gennemarbejdede, teknisk set ganske umulige friser har han skabt sit helt eget glasunivers. Tror man, at motiverne af blomster, sten og gopler er kopierede efter gamle, naturvidenskabelige plancher, går man galt i byen. Det er den fabulerende kunstner, der her skaber sit helt eget betagende univers i naturens organiske former, men med kunstneren selv som skaber. Også det må man gerne i glas.
I den udstillingsteknisk set vanskelige tronsal i den gamle toldbygning er problemerne gennemtænkt og løst. Mens hver kunstner er repræsenteret over hele udstillingen som små sammenhængende øer, der understreger værkernes nybrydende egenart, så hænger her fra loftet mellem søjlerne Micha Karlslunds dna-stige. Lige til at kravle op i og så naturligt, at den ikke kræver tolkning. Gåden er løst!
Mens de første famlende forsøg i studioglasset søgte deres former i keramikkunsten og møjsommeligt skabte drikkeglas - der ikke var til at drikke af - fade og krukker, så slutter det allernyeste i 3D-print, hvor Marie Reptens sandorm i blæst, forsølvet glas skuer ud over glashaven. Herude står Per René Larsens magtfulde og visionære skulptur ”Linser, Spejle og Sommerfugle” fra 2013-15. Og pas på! Man kan brænde sig voldsomt under linserne i solskinsvejr. Per René er også præsenteret indenfor med sine karakteristiske 90'er-fantasier i skriggult glas kontrasterende med dybsort.
Et nyt navn på udstillingen er den lovende unge Karin Mørch. ”Tone I-IX” hedder hendes støbte glas på endevæggen i den moderne afdeling. En kunstner, vi forhåbentlig og gerne ser meget mere til.
Til gengæld er glaskunsten de senere år plaget og martret af installationstanken. Tillie Burdens ligegyldige træstubbe fra 2014-15 skønsomt spredt ud over en bordplade og kaldt ”Forest III” forekommer i bedste fald meningsløse og overflødige. Bevæger man sig derimod op ad museumstrappen, har man Monette Larsens fragile værk ”Aspiring Nature” for sig, betagende installeret på væggen. Så det kan lade sig gøre.
Og det kan rigtig meget i det grænsesøgende glas. Det understreger udstillingen i Ebeltoft samtidig med, at den demonstrer spændvidden, fantasien og kvaliteten i det danske glas de seneste fire årtier. Det fyldige katalog indeholder omfattende overbliksartikler af glaseksperterne Jan Kock og Pia Strandbygaard Bittner.