Dansk hæder til Paul Auster

Den amerikanske forfatter udnævnes til æresalumne på Københavns Universitet

Paul Auster får prisen for at have tiltrukket lystlæsere og litterater i store tal over hele verden med sit forfatterskab. Foto: .

Den amerikanske forfatter Paul Auster bliver æresalumne på Københavns Universitet. Han bliver udnævnt den 13. maj ved en ceremoni i København, oplyser universitetet.

Paul Auster får prisen for at have tiltrukket lystlæsere og litterater i store tal over hele verden med sit forfatterskab. Han belønnes desuden for at have ladet flere af sine romaner udgive på dansk, førend de er kommet på hans eget modersmål.

LÆS OGSÅ:I krisens tegn

"Ligesom de humanistiske videnskaber sætter Auster fokus på, hvad det vil sige at være menneske i en kompleks og ofte uoverskuelig verden," siger universitetets rektor, Ralf Hemmingsen.

Det er første gang, at universitetet udnævner en udenlandsk, skønlitterær forfatter til æresalumne. Det er en hædersbevisning, som blandt andre Suzanne Brøgger før er blevet tildelt sammen med ni andre æresalumner, som har fået titlen siden indstiftelsen i 2008.

/ritzau/