Prøv avisen

Dansk kolonihistorie slår dørene op i Indien

The Denmark Tavern and Hotel som det så ud i januar 2018, hvor den omfattende renovering stod på. I dag bliver bygningen indviet ved en større ceremoni. – Foto: Bente Wolff

Frederiksnagore i Indien var frem til 1845 blandt de største danske byer. Som del af et omfattende restaureringsarbejde af den ofte oversete kulturarv på stedet åbner The Denmark Tavern and Hotel i dag

Dyrebare tekstiler, lokale krydderier og salpeter til fremstilling af krudt. Danske handlende og indiske rigmænd tjente i små hundrede år formuer på at fragte eftertragtede varer – og en hel del smuglergods – fra Nordindien til Europa.

Skibene sejlede ud fra Frederiksnagore. En by, der med 10.000 indbyggere var blandt datidens største i det danske rige, men som siden gik i historiens glemmebog sammenlignet med andre af Danmarks kolonier som Trankebar og De Vestindiske Øer. Dannebrog blev strøget i 1845, og byens danske islæt fik lov til at forfalde. Indtil for få år siden lå de fleste af kolonitidens bygninger ødelagte og faldefærdige hen. En del af tagkonstruktionen på det danske guvernementshus var kollapset, termitter havde gnavet sig langt ind i vægge og loftbjælker på den danske kirke, mens bunker af murbrokker mødte dem, der vovede sig ind i den før så flotte beværtning ved Hooghly-floden.

Men det er ikke længere tilfældet. Både danske og indiske myndigheder har sat sig for at redde store dele af den fælles kulturarv i Serampore, som byen hedder i dag. Fra dansk side er Nationalmuseet tovholder på projektet. Museet står for restaurering af flere af de mest ikoniske bygningsværker fra perioden. Kirken er allerede taget i brug, og guvernementshuset, der bliver istandsat af lokalregeringen, forventes at stå klar i løbet af året. Det mest omfattende projekt har været renoveringen af The Denmark Tavern and Hotel, der inden længe atter kan åbne dørene for offentligheden og genoptage sin oprindelige funktion som restaurant og hotel. I dag bliver bygningen indviet ved en større ceremoni.

Det er efterhånden mange år siden, den sidste gæst forlod den danske taverne. Før restaureringen var facaden ud mod floden og størstedelen af bygningen en ruin. Men gamle malerier, arkivdokumenter og beskrivelser fra indisk presse vidner om, hvad det var for et sted, der mødte besøgende for et par hundrede år siden. En avisartikel i Calcutta Gazette fra 1786 beretter om bekvemmelige og elegante faciliteter, hvor ”gentlemen, der rejser ad floden, kan få morgenmad, aftensmad, frokost samt logi og kan regne med en rimelig pris”.

Med sine toskanske søjler og europæiske vinduespartier var bygningen et pragteksempel på de fine huse fra det sene 1700- og tidlige 1800-tal, der udgjorde den smukke promenade langs Hooghly-flodens bredder.

”De store, europæiske villaer lå ned til floden, mens de rige inderes paladser lå inde bagved. Tilsammen gjorde de Serampore til noget særligt og gav den et ry som en af Indiens smukkeste byer,” fortæller Bente Wolff, seniorforsker ved Nationalmuseet.

Tavernens historiske betydning er tæt knyttet til dens placering på stedet, hvor danskerne havde deres flagstang, saluteringskanoner og landingsplads. Herfra fører en vej i lige linje til hovedporten af det gamle administrationsområde og guvernementshuset. Restaureringen gør det derfor muligt at bevare en slags historisk akse i bykernen.

Når The Denmark Tavern and Hotel har bibeholdt sit engelske navn også i en dansk kontekst, skyldes det, at den blev åbnet af en brite. Navnet har han sandsynligvis opfundet for at tiltrække kunder. Men danske gæster kan der ikke have været mange af. Der boede kun mellem 20 og 30 danske familier i byen. Der var tre til fem embedsmænd og deres familier samt enkelte købmænd og sømænd. Stamgæsterne har været britiske officerer fra en militærlejr på den anden side af floden. Dertil kom handlende og andre rejsende på gennemfart. Maden har formentlig været en god blanding af importerede europæiske specialiteter som øl, vin og saltet flæsk og lokale karryretter.

”Det var nok sjældent, der egentlig kom danskere på stedet. De danske embedsmænd mødtes privat hos hinanden hver lørdag og spiste middag sammen eller holdt fester i guvernementshuset – der i øvrigt havde et fint billardbord til rådighed. For de knap så velstillede danskere fandtes smugkroer, spillehuse og bordeller,” fortæller historiker ved Nationalmuseet Simon Rastén.

Så selvom Serampore engang var opkaldt efter en dansk konge og under dansk administration, var byen mere international, end den var dansk. Europæiske indbyggere fra lande som England, Frankrig, Spanien og Portugal var der i alt mellem 200 og 300 af. Også handlende armenere, persere, kinesere og burmesere lagde vejen forbi. Det var dog ikke uden betydning, at byen hørte under dansk jurisdiktion. I de år, hvor Danmark holdt sig ude af Napoleonskrigene i Europa, blev danske skibe under neutralt flag flittigt benyttet til at fragte varer uden om diverse handelsbarrierer. Og så var dansk lov på væsentlige områder mere liberal end den dominerende britiske.

”At Serampore var dansk, betød, at der gjaldt andre love end i de britiske territorier, og for mange var det en god grund til at komme dertil. På grund af asylreglerne kunne danskerne nemlig byde forgældede folk velkommen uden at skulle retsforfølge dem,” forklarer Simon Rastén.

Datidens Serampore tiltrak personer, der ikke altid var velkomne andre steder. Meget tyder på, at det har været med til at anspore, hvad der siden er blevet kaldt den bengalske renæssance, hvor europæiske og indiske fritænkere koblede klassiske hinduistiske principper med europæisk og kristent funderet humanisme. Det førte blandt andet til oprettelsen af Serampore College, der tog imod studerende fra alle kaster, og som stadig eksisterer i dag. Universitetet var det første af sin slags i Indien og blot et ud af tre i Danmark.

Den danske tilstedeværelse i Serampore varede fra 1755 til 1845, hvor kolonien blev solgt til briterne. Med andre ord en kort periode og et meget lille hjørne af indisk kolonihistorie. Derfor bliver danskerne i dag mere set som handlende end kolonister, forklarer GM Kapur fra den regionale afdeling af organisationen Indian National Trust for Art and Cultural Heritage.

”Folk her er stolte af bygningerne og ser dem som en del af deres kulturarv. De er en del af Serampores historie, mere end de er en del af en kolonihistorie, så renoveringen bliver ikke set som et forsøg på at genoplive en form for dansk storhed. Danskerne blev ikke længe nok til for alvor at blive set som koloniherrer,” siger han.

I dag er Serampore en by med 200.000 indbyggere. Den ligger kun 20 kilometer fra regionshovedstaden Kolkata – tidligere Calcutta – og er langsomt ved at vokse sammen med millionbyen. Restaureringen af de gamle danske bygninger gør Serampore mere unik og vil forhåbentlig tiltrække flere turister, siger GM Kapur.

”Serampore er en meget tæt befolket by, så de her bygninger og området omkring dem skiller sig virkelig ud rent arkitektonisk,” forklarer han.

Selve restaureringsarbejdet nærmer sig sin afslutning, men selv når den sidste mursten er lagt, fortsætter arbejdet med at sikre den dansk-indiske kulturarv. Da Danmark overdrog Serampore til briterne, blev administrationens arkiv delt. 20.000 dokumenter fra perioden befinder sig stadig i Indien. Det drejer sig om protokoller fra den lokale ret, kopier af aftaler, lister over ejendomme, jordbesiddelser og pensioner. Især kriminal-sagerne, der indeholder beskrivelser af tyvebander, smugkroer, vold og utro tjenestefolk, giver et levende billede af livet i Serampore.

”Der ligger et kæmpe ustuderet materiale, der kan fortælle noget om kolonihistorien ikke kun fra den danske side, men også fra den indiske. Det er skrevet på dansk, så vi ser sådan på det, at vi gør vores del, mens franskmændene og hollænderne også er i gang med at gøre deres del, og det samme gør lokalregeringen,” siger Bente Wolff fra Nationalmuseet.

Før restaureringen var det meste af The Denmark Tavern and Hotel – både indvendigt og udvendigt – en ruin. – Foto: Flemming Aalund
Gamle malerier, arkivdokumenter og beskrivelser fra indisk presse vidner om, hvad det var for et sted, der mødte besøgende for et par hundrede år siden. – Foto: Peter Anker 1790/Historiske Museum Oslo