Medrivende fortælling om dansk liv i Østen
Anna Prai Olsen er både historiker og en medrivende fortæller i denne bog om livet som dansker under britisk styre
”Hvor peberet gror” af Anna Prai Olsen er en bog om livet som dansker under det britiske styre i Østen med 1930’ernes depression og Anden Verdenskrig som vigtige omdrejningspunkter. Stoffet er så overvældende, at det må bredes ud over 550 sider. Forfatteren forløser det imidlertid med stor veloplagthed.
Så man følger gerne med rundt i alle de hjørner af beretningen, som hun tager sig tid til at beskrive. Og hun tager sig god tid, mens hun udfolder sig både som historiker og medrivende fortæller. Hun præsenteres som journalist, men hvad hun som sådan må have lært om den dyd at udtrykke sig kortfattet, har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk på hende.
Prai Olsens indgang til bogen er et stort privat arkiv indeholdende breve, dokumenter og fotografier, minder fra de år, hvor hendes bedstefar, Johannes Christian Olsen – præstesøn fra Ejstrupholm i Midtjylland – opholdt sig i Østen. Han er en slags hovedperson, hvis liv belyses i relation til den tid, der var hans.
Hans breve hjem til Danmark spiller en stor rolle for bogen. Lange uddrag citeres og med god grund, for ikke alene er de velskrevne, men også indholdsrige, mættede med indtryk fra den virkelighed, de blev til i.
Forfatteren har selv oplevet brevene ”som en rå diamant, der langsomt fik slebet blændende facetter frem i form af fortællinger, der rakte tilbage til Første Verdenskrig, den britiske imperialisme med klasseskel, racehierarki, finanskrise, oprustning og videre til besættelser og modstand derude og herhjemme. Jeg genkendte undervejs mange af de samme dilemmaer og mønstre, som vi ser i verden i dag”.
Vi møder Johannes Christian Olsen – i bogen kaldet ”Johs” – da han den 3. juli 1927 ankommer til Singapore efter 36 dages sejlads fra København med motorskibet ”Danmark”.
Han skal arbejde for ØK (Østasiatisk Kompagni), dette danske verdensforetagende, der blev skabt på en vision hos en enkelt mand, H.N. Andersen.
Kompagniet fascinerer historikerne, også Prai Olsen, der ret udførligt gør rede for dets opståen og virke. Afsnittet udgør et af en række eksempler på, hvordan hun indsætter forskellige temaer i beretningen om sin bedstefars levnedsløb. Et af de øvrige interessante handler om oldefaderen, J.C. Olsen, der var medstifter af og blev formand for Sudanmissionen – i dag Mission Afrika.
Johannes Christian Olsen konstaterer med forbavselse, hvor hurtigt man kan vænne sig til overklasselivet og til at være omgivet af tjenestefolk. Et eksempel: Sidder man fire skridt fra ens cigaretter, rejser man sig ikke for at hente dem – nej, det har man folk til.
Han var naturligvis præget af sin tid. Også på den måde, at han betragtede den hvide race som overlegen i forhold til andre racer. Derfor fandt han det naturligt, at europæerne bestemte over folk andre steder i verden, således i kolonierne.
I et brev skriver han: ”Den farvede er et barn og bliver stående på et barns standpunkt hele livet, men det skal indrømmes, at han kan være et fremmeligt barn”.
Forfatteren understreger sin afstandtagen til en sådan tænkemåde. Men hun ser det som sin opgave at indkredse de holdninger, der fandtes. Også hos sin bedstefar – der samtidig kan give desillusionerede skildringer af den mondæne tilværelse i Østen, tomheden og drikfældigheden. I 1933 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev læge. Han døde i 1965.
”Hvor peberet gror” er både en oplysende og en underholdende bog. Man hengiver sig til de bølger af stof, der ruller hen over én.
Men det overordnede sigte? Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker med hensyn til facit, når summen af de mange elementer, som den ambitiøse beretning består af, skal tælles sammen.