Prøv avisen

Dansk modernismes ”grand old man” og superstjerne udgiver en forrygende digtsamling

6 stjerner
Jess Ørnsbo er klar med masser af social kritik, som altid suppleres af en omsorg for ofrene og de udstødte i vort velfærdssamfund. – Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix

Efter 60 år er Jess Ørnsbo stadig en unik skikkelse i dansk poesi. Hans nye værk ”33 digte” spænder over enorme modsætninger

Jess Ørnsbo er ikke bare, set med eftertidens øjne, den største lyriker fra 1960’erne, men også blandt de allervigtigste i det 20. århundrede.

”33 digte” lyder den anonyme titel på en ny digtsamling, og vi møder her som så ofte før hos Ørnsbo en række tekster, der spænder over enorme modsætninger. Motiverne i digtene er på den ene side de mest dagligdags med titler som ”Forælder”, ”Skilsmisse” og ”Fem gode tilbud fra Facebook”, på den anden side er synsvinklerne på disse motiver uhyre bizarre med deres sarkastiske tone og hæslighedsæstetik. På den ene side anvender digtene et ukunstlet hverdagssprog, på den anden side møder man et komplekst, eksplosivt og vi-sionært billedsprog, som ikke ligner noget andet. Og på den ene side møder man en rå kynisme og illusionsløshed, på den anden side en stor ømhed, hudløshed og empati.

Ørnsbos satiriske optik, hån og ironi er altid rettet mod de stærke i samfundet, og det er for ham som for andre modernistiske digtere naturligt at placere disse selvbestaltede herskere i opposition til digteren selv. Denne kontrast kan med et par vidunderlige billeder lyde: ”Myndige damer med albuer / over hele kroppen / sælger pølser / Jeg står med rosens pokerfjæs / og al sommerens fordærv / regnormenes torden / og skrævende blomster”.

Blandt de marginaliserede finder man ikke kun digterne, men også i høj grad de gamle. Vi hører i et digt, at ”kunsten at blive gammel eksisterer” ikke, men at der finder ”surrogater”: ”At sælge sin samling af antikke rangler / båthorn og bleer / At sørge for at ingen ser en / i ens mest kravlende øjeblikke / At udgive sit politiske testamente / ’At ræbe med manér’”.

Man bør naturligvis nyde og prise Ørnsbos digte for deres unikke pragt af grotesk humor og surrealistiske, hæslighedsæstetiserende billeddannelser, hvor man i ”33 digte” bevæger sig rundt mellem ”rædslernes værktøjskasse”, ”industrielle følelser”, ”nødtørftigt påklædte robotter”, ”nattergaleskrig” og ”indkogt krammesyge”, hvor ”kærligheden” er ”en opkaldekode til et urinalt tempel”.

Dette bør dog ikke fjerne fokus fra, at den sociale kritik altid suppleres af en omsorg for ofrene og de udstødte i vort velfærdssamfund. Bag den vrede mands vrængen er der en hudløs og øm hvisken. Det gælder i den nyeste samling først og fremmest på vegne af den ældste del af befolkningen, der for eksempel adresseres på følgende måde i et digt om demens: ”Verden er yt / visse ansigter passerer / i forbiglidende slim / hjernen blot en flygtende flue / ingen fugle blafrer ud / af mindetapetet / ingen forløbne smerter / i vinduet / Han anmelder ikke længere / sin egen afføring / sidder blot i smuldrende regn / og drikker sit eget spyt”.