Dansk natur er sjæl, orden, nytte og fornuft

Biologer har en tendens til at se landbruget som naturens store fjende. Det er et problem, mener de, at danskerne stadig er ”bønder i hovedet”. Og kulturpersonligheder har i over 100 år forsøgt at forsvare naturens uberørte sjæl mod landbrugets ødelæggende effektivitet. Imidlertid hører det med til kulturhistorien, at vores bondefortid også rummer en forbundethed med naturen

”Sjællandsk landskab. Åben egn i det nordlige Sjælland” er malet af Johan Th. Lundbye og forestiller en af danskernes foretrukne fantasier om naturen. – Illustration: Wikimedia Commons.
”Sjællandsk landskab. Åben egn i det nordlige Sjælland” er malet af Johan Th. Lundbye og forestiller en af danskernes foretrukne fantasier om naturen. – Illustration: Wikimedia Commons.

Guldaldermaleren Johan Th. Lundbyes maleri ”Sjællandsk landskab. Åben egn i det nordlige Sjælland” fra 1842 står for mange som sindbilledet på den ypperste danske natur. En eng med græssende køer. I forgrunden lav bevoksning, en stor sten og en grussti. I baggrunden en idyllisk lund. Landskabet findes slet ikke, men er et koncentrat af malerens indtryk fra den nordsjællandske natur. Og årstiden er den lune, milde, solrige tid, hvor blomsterne blomstrer, hvor kun en lille hvid kile af skyer ses på himlens blå, og hvor træernes løv står så grønt.

30 år senere, i 1872, udgav J.P. Jacobsen ”Mogens og andre noveller”. De første sætninger i første novelle i forfatterens første udgivelse, historien om drengen Mogens, der er meget tæt med naturen, skrev sig direkte ind i dansk litteraturhistorie:

”Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Ligefor stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gjerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som meest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker.”

I dag husker vi mest J.P. Jacobsen som forfatter, men han var oprindeligt uddannet biolog. Det samme er Rasmus Ejrnæs, som i den nyligt udgivne antologi ”Naturens Sprog – historier fra virkeligheden om fortryllelse” under overskriften ”Overflødig retning” skriver om sin længsel efter alskens natur – trompetsvampe, bøgerødder, blommer, hasselnødder, havet og klitterne, ja, selv næsehorn:

”Jeg længes efter morild, efter at glide nøgen ned i det silkebløde hav på en varm og fugtig augustaften midt i en fest og vække en krans af månesølv til live omkring mig. Men det blæser for meget, og der er flere møder end fester – og snart er sommeren forbi.”

Længselen efter harmoni med naturen er et klassisk motiv i dansk kulturhistorie. Billederne af de milde sjællandske landskaber i malerkunsten, de knortede egetrær og gjaldende trompetsvampe i litteraturen og de brede bøge i nationalsangen. Alle hyldesterne til den skønne, om end svigefulde og altid alt for korte danske sommer. Al den sjæl og idyl – og så siger biologerne i dag, at vi stort set ikke har rigtig natur i Danmark. Arterne forsvinder. Skovene med de brede bøge er produktionsskove, der biologisk set er artsfattige som ørkener. Såvel land som vand er udfordret. Andelen af uberørt natur er den laveste i hele Europa, og forklaringen er ifølge en tredje biolog, Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet, at vi igennem århundreder har været ”bønder i hovedet” og fortsat er det.

Ifølge Johs. Nørregaard Frandsen, der ikke er biolog, men professor i kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, er det korrekt, at danskerne har stærkere bondegener end formentlig nogen anden befolkning i verden. Han er født i 1950, og dengang boede halvdelen af den danske befolkning på landet – en fjerdedel på gårde og en fjerdedel i landsbyer. En del af den stærke landbrugsarv er tankegangen om, at jorden, skoven og vandet ses som noget, der skal gøre nytte for mennesket.

”Jeg var selv i Deadline på DR 2 til en debat om ulve, og om det tilkommer os mennesker at definere, hvad der skal være og ikke være i den danske natur. Mine gamle venner fra landet har en klar holdning hertil: ’Hvilken nytte gør ulven?’,” forklarer han.

Johs. Nørregaard Frandsen tilføjer dog, at det stærke fokus på nytte, som har gjort os til verdens mest effektive landbrugsnation, ikke er ensbetydende med, at danskerne har været ligeglade med naturen. For eksempel fik vi for lige over 100 år siden, i 1917, verdens første naturfredningslov, vi har også en kystsikringslov, og danske kulturpersonligheder engagerede sig tidligt som naturforkæmpere, for eksempel digteren Jeppe Aakjær, som Johs. Nørregaard Frandsen er på vej med en bog om.

”Aakjær var arg modstander af Hedeselskabet, som efter nederlaget i 1864 ville opdyrke heden. Hensigten var at give folk brød på bordet, men det skete uden tanke for de åbne vidder, som darwinisten Aakjær fandt nødvendige for, at ’de jyske gener’ kunne trives,” forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.

Da Hedeselskabet med held havde fået rentabel skovdrift ud af tidligere hedeland, skrev Aakjær, i 1915:

”Glæd dig, Jylland, du tabte en naturejendommelighed, du mistede dit urgamle særpræg og fik som erstatning 100.000 favne pindebrænde.”

Aakjær var om nogen et barn af landet, men han var også en digter, der var optaget af sjæl og ånd. Han syntes, at heden skulle forblive hede – til trods for at heden ikke altid havde været hede. En hede er nemlig et stykke menneskeskabt natur, der er opstået, hvor udpining, afbrænding, skrælning af tørv og afgræsning har standset en naturlig udvikling tilbage mod løvskov. Så hvad er egentlig det naturlige?

Samtidig med at Hedeselskabet arbejdede for at udnytte jorden i det tilbageværende danske rige bedre, var andelsbevægelsen med til at grundlægge en yderst udbytterig dansk fødevareproduktion, og den grundtvigske højskolebevægelse gik sin sejrsgang som dannelsesinstitution i Landbodanmark, gennemsyret af landbrugs-nyttetænking.

”Højskolefolket var oprindeligt alt andet end økologiske naturflippere. De så urørt natur som en uorden, der skulle nyttiggøres. Fra denne periode har vi fået billedet af et landskab med træer på lige rækker, marker med snorlige plovfurer, en gård og en kirke. Indtil i forgårs var det billedet af det sunde og gode liv i Danmark. Men nu begynder vi at betale prisen. Tre millioner småfugle er forsvundet, og vi har kun 30 procent af den mængde insekter, vi havde for 20 år siden,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

Nogle få år efter at Lundbye malede sin nordsjællandske naturidyl, i 1845, blev Jens Andrup født i Vestjylland. Han blev hedebonde ved Skjern Å samt sognefoged i Lønborg og amtsrådsmedlem i Ringkøbing Amt og fik i 1902 en tinkande i gave af en taknemmelig lokalbefolkning for at have gennemført den første regulering af Skjern Å. Formålet med reguleringen var at få vandet til at strømme hurtigere, så regnvand bedre kunne løbe fra markerne. Dén tinkande står i dag hjemme hos den 84-årige biolog, vandløbsekspert og mangeårige konsulent i miljøstyrelsen Bent Lauge Madsen, for den er et arvestykke. Jens Andrup var hans kones oldefar. I samme hjem står også den præmie, Bent Lauge Madsen selv har modtaget – for det præcis modsatte.

”Min kones oldefar blev belønnet for at regulere åen, så høhøsten ikke risikerede at blive ødelagt af oversvømmelser i regnfulde somre. Derfor fik åen færre slyngninger, så vandet kunne strømme hurtigere. Mange år efter fik jeg så en præmie for at genslynge åen. Det gør ikke mig til klogere end Jens Andrup, men tiderne har forandret sig. Dengang handlede det for bønderne om at overleve,” forklarer Bent Lauge Madsen, som tilføjer, at han også får skyld for at være årsag til, at folk ved åerne får vand i kældrene, når det regner meget, fordi åerne er genslynget.

Skjern Å fortæller hele kulturhistorien om sjæl og natur over for orden og nytte i det danske landskab. Men modsætningen er ikke bare landmænd over for biologer, det er lige så meget ufornuft over for fornuft. –
Skjern Å fortæller hele kulturhistorien om sjæl og natur over for orden og nytte i det danske landskab. Men modsætningen er ikke bare landmænd over for biologer, det er lige så meget ufornuft over for fornuft. – Foto: Ritzau Scanpix/Tommy Kofoed

Skjern Å er et godt eksempel på udviklingen i balancen mellem landbrug og natur. Åen var vigtig for hødyrkningen i 1800-tallet, og bønderne gravede derfor kanaler fra åen for at kunne overrisle deres marker. Løbet er løbende blevet påvirket af mennesker, men den helt store regulering – en direkte udretning af åens løb – blev først gennemført i 1968, hvilket var en katastrofe for natur og miljø i området. I 1990’erne blev der derfor brugt store ressourcer på at give åen sit naturlige snoede forløb tilbage, fordi dette er afgørende for alt liv i og omkring åen. Bent Lauge Madsen spillede en central rolle for projektet, ikke mindst ved at påvirke de politiske beslutningstagere om værdien af ikke bare vandkvalitet, men vandløbskvalitet.

Og netop fordi både de folkevalgte og de jordbesiddende bønder i området faktisk var til at tale med, abonnerer Bent Lauge Madsen ikke bare på fortællingen om, at landbruget og dets fokus på nytte altid er naturens fjende. Fra gammel tid har landmænd nok ønsket sig orden og nytte, men tanker om at bevare landets sjæl og om, at der også skal være land og dyreliv om mange år, er ikke fremmed. Ønsket om nytte står ikke nødvendigvis i modsætning til at bruge sin fornuft og basere sig på viden om naturen.

Fjenden i fortællingen om Skjern Å er derfor ikke den landtradition, Jens Andrup, Lønborg, repræsenterer, men den ufornuftige, hovedløse landbrugs- og naturplanlænging, der blev foretaget i 1960’erne fra et skrivebord langt borte. For fra gammel tid har der faktisk i landbruget været en forståelse for, at for store indgreb i naturen kan skade på det lange sigt. I dag er det en central lovparagraf, at man ikke må forandre vandløb.

”Jeg er meget tilfreds med den udvikling på området, som vi har haft siden 1970’erne, og jeg mener, der er grund til at se optimistisk på fremtiden. Forståelsen for, at vi må respektere vandløb er ved at sive ind. Men den fornuft kunne man også have fundet, hvis man havde set bagud i tid,” siger Bent Lauge Madsen og leverer et eksempel, som går tilbage til samme årti, som Lundbye malede sine idylliske nordsjællandske landskaber og Jens Andrup blev født i Vestjylland:

”I 1844 besluttede Rentekammeret at udrette Nørreå ved Viborg for at forbedre høhøsten. Men den lokale jyske stænderforsamling sendte et bønskrift til København om at lade være. For de lokale bønders erfaring var, at når man udretter et vandløb, skaber det problemer med sandophobning nedstrøms.”