Dansk-norsk film får lunkne anmeldelser: Tæt på søvndyssende

"København findes ikke" bevæger sig mellem drømmende og søvndyssende, skriver Berlingskes anmelder.

Filmen "København findes ikke" får lidt lunkne anmeldelser med på vejen af de danske aviser.

Mens der i store træk er tale om en drømmende film om to unge mennesker, som lukker den københavnske hast ude, bliver filmen til tider tæt på søvndyssende, skriver Berlingske.

Thomas Brunstrøm, avisens anmelder, giver filmen tre ud af seks stjerner.

- Billederne er både smukke og dragende, men fortællingen er simpelthen svær at engagere sig i, ligesom slutningen ganske vist er overraskende, men ikke for alvor en, man rigtigt bliver rørt af eller endog helt tror på, skriver Brunstrøm.

Filmen handler om parret Ida og Sander, der nægter at være en del af det fartfyldte københavnerliv og lever af Idas løn fra hendes arbejde i en biograf. Da Ida pludseligt forsvinder sporløst, låser hendes far Sander inde i en lejlighed og afhører ham om hendes forsvinden.

Jyllands-Posten giver ligeledes filmen tre ud af seks stjerner.

Katrine Sommer Boysen, som har anmeldt filmen for avisen, skriver, at instruktør Martin Skovbjerg "vil for meget og for lidt" med filmen.

- Selv om titlen emmer af Vogts (manuskriptforfatter Eskil Vogt, red.) fornemmelse for det deliriske og uudgrundelige, så er "København findes ikke" desværre blevet en tung og fortænkt leg med forbindelsen mellem kærlighed og erindring, skriver Boysen.

Politikens Nanna Frank Rasmussen giver filmen tre ud af seks hjerter.

- Det er drømmen om et liv i København, der kredses om. Desværre opstår "København findes ikke" også kun som konturer af en poetisk drømmefilm. Den er der ikke rigtigt, skriver hun.

Kristeligt Dagblads anmelder Per Juul Carlsen skriver, at filmen "opløser København for vores øjne".

- Martin Skovbjergs ”København findes ikke” viser os et stille oprør og et livssyn, vi ikke er vant til. Hverken på film eller i virkeligheden, skriver han.

Hos Information hæfter man sig ligesom ved Berlingske ved en skuffende afslutning.

- Desværre ender København findes ikke utilfredsstillende. Jeg kan godt se den dramatiske pointe i slutningen, men jeg påskønner ikke måden, den forløser filmens temaer på.

- Idéer er vigtige, og jeg er utilfreds med, at parrets afsked med materialisme og online- og telekommunikation bliver gjort - i hvert fald delvist - usund, skriver Ralf Christensen, som har anmeldt filmen for avisen.

"København findes ikke" har premiere torsdag.

/ritzau/