Prøv avisen

Dansk teologis fortabte søn skriver sit testamente

Peter Kemp har skrevet bøger i over et halvt århundrede, og man kan roligt konstatere, at han ikke er ved at falde af på den. ”Filosofiens verden” er en af de vigtigste og mest omfattende bøger i det store forfatterskab. – Foto: Klaus Holsting.

Peter Kemp markerer sin 75-års-dag med en fantastisk vellykket bog, der handler om alting. Herunder teologi og kristendom, som han ikke har skrevet så udførligt om i små 40 år

Filosoffen Peter Kemp fyldte 75 år forleden, og i den anledning har han sendt en stor bog på gaden, Filosofiens verden. Kemp har skrevet bøger i over et halvt århundrede, og man kan roligt konstatere, at han ikke er ved at falde af på den. Filosofiens verden er en af de vigtigste og mest omfattende bøger i det store forfatterskab.

LÆS OGSÅ: Bertel Haarder: Når du krydser grænsen, møder du Grundtvig

Den handler på en måde om alting, den omspænder alle de filosoffer og alle de emner, Kemp har bredt sig over. Og han øser af sit lange liv og de små og store forandringer i politik og samfund, han har bevidnet. Ordet testamente løber én i pennen, for selvom jeg ikke tror, dette er den sidste bog fra Kemps hånd, er den skrevet, som om den var. Nu vil han én gang for alle have det hele sagt.

En del artikler fra de senere år er indoptaget og omskrevet i bogen, men den føles ikke som nogen artikelsamling, snarere som forfatterens og vores lystvandring i et stort og prægtigt vidtforgrenet hus, hvor man ser snart det ene, snart det andet rum og undervejs opdager bagtrapper, løndøre og hemmelige korridorer, der antyder, at det hele hænger mere sammen, end man tror. Det er derfor heller ikke en bog, man behøver læse fra ende til anden. Den egner sig bedre til et længere samliv, hvor man plukker, tænker og vandrer igennem den.

Som filosof og forfatter har Kemp altid forholdt sig meget konkret til de aktuelle politiske dagsordener. Og selvom han heller ikke her lægger fingrene imellem, behersker han dog bedre den trang til heftig, næsten vredladen polemik, som nogle gange har skæmmet hans bøger. Han er denne gang den gode vært, der inviterer os alle ind i filosofiens hus.

Som sin afdøde ven og mentor, den franske filosof Paul Ricoeur, arbejder Kemp ikke på at opbygge et filosofisk system eller finpudse et paradigme. Han arbejder inklusivt og udvider konstant perspektivet. Det er måske ikke noget, der taler til hedsporer og drama queens, som vi også finder en del af i tænkningens verden, men det viser sin styrke i det lange perspektiv. Her brænder man ingen broer bag sig, næh man hugger dem op og tager alt med, hvad man kan bruge. Her bekæmper man ikke sine modstandere, men gransker omhyggeligt, hvor de kan supplere ens egne mangler.

Filosofisk har Kemp sit livshistoriske udgangspunkt i eksistentialismen, men selvom han i en vis forstand aldrig forlader den, erkender han hurtigt dens begrænsninger. Og i det hele taget begrænsningen i enhver filosofi, der arbejder reduktivt og mener at kunne føre alt tilbage til eksistensen eller sproget eller samfundet eller historien.

Filosofien skal arbejde kritisk, herunder samfundskritisk, og Kemp henviser både til åndsaristokraten Bjørn Poulsen og til ungdomsoprøret som sine tidlige inspirationskilder. Poulsen imødekom i 1960 en invitation fra daværende statsminister Viggo Kampmann om kærligt at rådgive politikerne, og den gestus finder ifølge Kemp sin nutidige negation i Anders Fogh Rasmussens angreb fra 2002 på smagsdommerne. Her blev døren lukket igen, men som et ekko af Kampmanns regeret bliver der alligevel kan Kemp muntert og trodsigt svare, at kritiseret bliver der nu alligevel.

Han står i den velfærdsdemokratiske tradition og ser konkurrencestaten som et af tidens store problemer, både indadtil statens mobilisering af borgerne som soldater i konkurrencens tjeneste kan undergrave demokratiet og dannelsen og udadtil: Man kan ikke bekæmpe de globale og grænseoverskridende problemer, hvis alle nationalstater skal konkurrere indbyrdes på liv og død.

Kemps ideal er verdensborgeren, det er ham, moderne pædagogik må have for øje, og det er verdenssamfundet, vi skal stræbe imod i de internationale institutioner.

Han erkender, at det er et ideelt mål, man måske aldrig vil kunne nå, men omvendt kan vi se gennem historien, hvorledes idealer, udsprunget af kreativitet og fiktion, har skabt nye normer og nye institutioner. Lov og ret er skabt af fantasi, hedder det.

Modsat mange centrum-venstreintellektuelle, der lyder som dommedagsprofeter intet er gået, som vi håbede, og verden ligger uhjælpeligt i det onde er der hos Kemp en optimistisk grundtone.

I forlængelse af Kant og Ricoeur foretager han en omvending af den udbredte forestilling om, at menneskene er gode, mens systemerne er onde. Den enkelte kan gøre godt, men er lige så ofte svigefuld eller destruktiv. Det er en illusion at tro, man kan skabe bedre mennesker. Men man kan gennem forestillingsevnen skabe mere retfærdige institutioner og derigennem forandre verden til det bedre. Og denne kamp kan styrkes gennem en normativ symbolik, det vil sige billeder og tekster om, hvad det gode liv er og fordrer.

Både Ricoeur og Kemp er kristne protestanter og teologisk skolede. Kemp er oprindelig cand.theol. Men de har begge opretholdt et vist skel mellem filosofien og teologien. I Ricoeurs tilfælde fordi der er en meget stærk fransk tradition for, at en filosof ikke taler teologisk. I Kemps tilfælde, fordi han aldrig fik et af de teologiske professorater, han søgte i sin ungdom, og derfor hele livet har arbejdet professionelt som filosof, selvom hans doktordisputats fra 1973 netop søgte at bringe filosofi og teologi i interaktion.

Men tingene hænger selvfølgelig sammen alligevel. Den karakteristiske kombination af realisme i menneskesynet på den ene side og optimisme og håb på den anden side er funderet i deres forståelse af kristendom. Det er derfor også på sin plads, at Peter Kemp i denne bog, tydeligere end i nogen anden bog siden 1973, udtaler sig om religionsfilosofi, ateisme og kristendom. Også selvbiografisk.

Kemp er præstesøn og sad som barn og ung under sin fars prædikestol og lyttede til hans prædikener, som var holdt i en tradition påvirket af Barth, eksistensteologien og personalismen (Gud er en personlig instans, der taler til os). Kemp havde svært ved at greje, på hvilke præmisser denne tale kunne give mening i forhold til de andre sprogformer, han mødte i skole og samfund. Og problemet forfulgte ham, da han selv begyndte at studere teologi i Aarhus. Han opsøgte Løgstrup på dennes kontor og spurgte, om han ikke kunne fortælle ham, hvad teologi er. Det skal man ikke spørge om; teologi skal man bare gøre, svarede Løgstrup. Denne antagelse om selvfølgelighed måtte Kemp opfatte som selve problemet snarere end en løsning.

Svaret fandt han i stedet på et udlandsophold i Strasbourg i Frankrig hos Paul Ricoeur. Denne overskred netop såvel barthianismen som eksistensteologien ved en filosofisk refleksion over egenarten af det religiøse sprog. I sin disputats udviklede Kemp i forlængelse heraf en mytisk-poetisk teologi, som ingen danske teologer, bortset fra Johannes Sløk med en del års forsinkelse, ville vide af. Igennem 1970erne og et stykke op i 1980erne holdt Kemp derefter opgør med den danske teologi. Både ældre og yngre teologer, herunder Løgstrup og alle hans elever, fik læst og påskrevet. Der var ingen ende på teologiens krise i Danmark. Som anmelder for Politiken og som fast opponent ex auditorio til diverse disputatsforsvar revsede Kemp folk som Ole Jensen, Viggo Mortensen, Svend Bjerg og Svend Andersen. Det blev han ikke mere populær af, og da hans jævnaldrende til sidst var rendt med alle stillingerne, ebbede opgøret ud.

Hvad var det, der skete? Udlægningen i Kemps favør lyder, at dansk teologi var stillestående og provinsiel; man orienterede sig, som man altid havde gjort, mod tysk teologi; man kunne ikke læse fransk, og man stod tøvende over for strukturalismen og de talrige andre nye paradigmer, som Kemp i ekspresfart introducerede til det danske publikum med sine små bøger på Vintens Forlag. Udlægningen i Kemps disfavør lyder, at han var så skrydende, selvhævdende og aggressiv, at han stødte alle fra sig og dermed mistede muligheden for at præge dansk teologi, hvor sagligt urimeligt det end måtte være. Der er sikkert en moderat sandhed i begge udlægninger. Og uforsonligheden har Kemp i hvert ikke fra Ricoeur eller ånden i formidlingsfilosofien.

Men set i bakspejlet er der noget trist, mærkeligt og unødvendigt over konfrontationen. For Løgstrup og hans elever havde jo samme anfægtelse som Kemp over det uproblematiske samliv mellem positivisme i videnskaben og eksistentialisme i teologien. Der var en falsk selvfølgelighed over den direkte tiltale. Kristendommen kunne ikke bare være en paradoksal kommunikationsform og en esoterisk viden. Den måtte være forståelig, også på andre præmisser end sine egne. Til overflod kom Løgstrup og Ricoeur begge fra den fænomenologiske tradition, og begge interesserede sig for litteraturens og poesiens særlige tematiseringer af eksistensforhold. Selvfølgelig var der også forskelle. Ricoeur og Kemp ville ikke have kunnet følge Løgstrup ind i hans metafysik og spekulative religionsfilosofi.

Men i princippet havde det været muligt at føre en samtale. Hvis Jørgen K. Bukdahl, den jævnaldrende (og mindre stridbare) teolog, der kunne matche Kemp i evnen til overblik over og indoptagelse af nye teorier, ikke var død så ung (i 1979), kunne han måske have formidlet samtalen. Og så havde dansk teologi (og danske præster) fået skærpet deres refleksion over den sproglige karakter af den kristne forkyndelse, så man ikke mange år senere ville rammes af rådvildhed over provokationerne fra en Thorkild Grosbøll eller primitiviteten fra en ny ateisme.

Men alt dette er selvfølgelig kun spekulationer. I ånden fra Kemps bog kan vi imidlertid sige, at det aldrig er for sent med en ny begyndelse. Så tag og læs. Hvad fandt Kemp så ud af med kristendommen? Og hvad med pædagogik og etik og ret og krop og sprog og eksistens og politik? Bogen har det hele med.

Peter Kemp: Filosofiens verden. Kritik etik pædagogik religion. 416 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.

Læs interview med Peter Kemp på k.dk/kirke