Dansk udenlandssucces er udstyret med løfterigt vås

Denne genudgivelse af en kortroman, som blev ignoreret i Danmark, men siden har gået sin sejrsgang i Europa, er et slags misbrug af en uskyldig

"Blot fordi bornerte tyskere ikke er i stand til at sige fra – man dyrker vel sin Wilkommenskultur – behøver store danske forlag jo ikke genopvarme flere æblekager. Og slet ikke at piske flødeskum til," skriver anmelder Rasmus Vangshardt om genudgivelsen af "Agathe".
"Blot fordi bornerte tyskere ikke er i stand til at sige fra – man dyrker vel sin Wilkommenskultur – behøver store danske forlag jo ikke genopvarme flere æblekager. Og slet ikke at piske flødeskum til," skriver anmelder Rasmus Vangshardt om genudgivelsen af "Agathe". . Foto: Lindhardt og Ringhof.

En desillusioneret, gammel psykiater med eget kontor i 1940’ernes Paris. Sartre på sofabordet, som man ikke kan tage sig sammen til at læse. Patienter på sofaen, der skælder ud. En yngre tysk kvinde, der insisterer på at møde én.

Det kunne lyde som opbygningen til en kort allegorisk roman fra midten af det forrige århundrede: Albert Camus’ ”Faldet” (1956) eller Max Frisch’ ”Homo faber” (1957). Det kunne også lyde godt.

Måske det er derfor, at den danske psykolog og forfatter Anne Cathrine Bomanns (født 1983) korte fortælling ”Agathe” fejlagtigt er blevet opfattet som stor litteratur. Den antyder stram komposition, filosofisk symbolik, poetiseret eksistensfilosofi. Den blev i 2017 udgivet på det ukendte forlag Brændpunkt, blev oversat og fandt af uransagelige årsager vej til store aviser som Le Monde, La Repubblica, Frankfurter Allgemeine Zeitung og The Sun. I mellemtiden er den solgt til 28 forskellige lande.

Derfor har det danske forlag Lindhardt og Ringhof overtaget rettighederne og genudgivet bogen på dansk til stor fanfare.

”Agathe” er en forudsigelig og ufarlig historie om en træt mand, der ikke kan se mening med hverken liv eller arbejde, da en yngre kvinde begynder at gå til konsultation hos ham og ændrer hans liv. Den klodsede og unavngivne gammel-ungkarl, der også er historiens jeg-fortæller, tæller ned til sin pension. Præcis 800 samtaler tilbage i løbet af de næste fem måneder, hvis han vil gå på pension som 72-årig.

Den eneste kilde til forudsigelig glæde er den stramme, også gamle sekretær, der holder sammen på kontoret og er tavst trofast, men besidder en ugådefuld indsigt i den hjælpeløse mands psyke. Derfor lykkes det hende at skrive en ny patient i kalenderen. Det er den yngre tyske kvinde Agathe. Og så begynder en mands ændring til det bedre. Til mening, kærlighed, arbejdsglæde. Korrekt: så karikeret er det.

Bogen er meget kort, så forlaget har måttet operere med mindst 1,5 punkt linjeafstand for at få den til at tage sig ud som en eksistentialistisk kortroman, men den er slet ikke tæt eller dyb nok til at bære det.

Som handlingsåret og Sartre-bogen på psykiaterens skrivebord på side seks skal antyde, er her tale om en slags opbyggelig-eksistentialistisk historie i allersimpleste form. Da samtalerne med Agathe begynder at udvikle sig, forklarer lægen hende eksempelvis følgende. Det skulle formentlig være rørende, fordi det er relevant og sandt, men det er blot oprørerende, fordi det er for banalt:

”Det passer ikke, at alt er for sent, Agathe. Jeg tror, at livet består af lang række valg, vi er nødt til at træffe. Og det er først, hvis vi nægter at tage det ansvar på os, at alt bliver ligegyldigt.”

Da lægen godt ved, at det er tomme ord, kan man spørge, hvad de laver i denne bog, for de bliver ikke på noget tidspunkt plotmæssigt eller filosofisk tilbagevist.

Samtidig har bogen det altødelæggende problem, at der ikke er nogen ordentlig forklaring på, hvorfor denne skønne tyske kvinde opsøger manden og redder hans liv; endsige hvorfor han lærer at elske gennem hende. Blot sødkage a la moderne psykologi: ”I samme sekund gik det op for mig, hvad det var, hun duftede af. Æbler bagt i ovnen med kanel, som min mor plejede.” Og lidt efter: ”Var det så ikke sandt, at jeg var begyndt at nyde vores samtaler?”

På denne måde er plottet unaturligt, hvilket understøttes af grove banaliteter, da vendingen i handlingen er sket: ”Der var noget befriende i at blive set af Agathe.” Eller da den ukære mand spørger sig selv: ”Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i?”

Det ved læseren jo heller ikke, men det er temmelig let at se, hvad Lindhardt og Ringhof har rodet forfatteren ud i. Der er ikke noget prætentiøst eller ondt over dette stykke tekst, for den poserer ikke med sine banaliteter, og den smager ikke på sin egen æblekage-poesi. Den er bare simpel og havde sikkert gjort fin glæde til det segment, den oprindelig var udgivet til.

Men når et så stort forlag som Lindhardt og Ringhof gensælger den med løfterigt vås, såsom at det er ”en lille roman om nogle af helt store temaer i tilværelsen: ensomhed, kærlighed og […] meningsløshed,” er det en slags desavouering af dens forfatter. Og det toner dens indhold til sit udstyr i pastelfarvernes og linjeafstandenes skolebogshelvede.

En stikprøve i den tyske modtagelse af bogen tyder for så vidt på, at forlaget har ret i, at denne pixiroman har haft en del succes. Men blot fordi bornerte tyskere ikke er i stand til at sige fra – man dyrker vel sin Wilkommenskultur – behøver store danske forlag jo ikke genopvarme flere æblekager. Og slet ikke at piske flødeskum til.

Anne Cathrine Bomann: Agathe. 168 sider. 150 kroner. Lindhardt og Ringhof.