En desillusioneret, gammel psykiater med eget kontor i 1940’ernes Paris. Sartre på sofabordet, som man ikke kan tage sig sammen til at læse. Patienter på sofaen, der skælder ud. En yngre tysk kvinde, der insisterer på at møde én.
Det kunne lyde som opbygningen til en kort allegorisk roman fra midten af det forrige århundrede: Albert Camus’ ”Faldet” (1956) eller Max Frisch’ ”Homo faber” (1957). Det kunne også lyde godt.