Prøv avisen

Danske film er stadig prisværdige

Instruktør Nicolaj Arcel siger, at hans næste film ikke biliver i den historiske genre. Foto: TOBIAS SCHWARZ Denmark

Med weekendens danske høstpå filmfestivalen i Berlin burde snakken om en krise for dansk film snart fordufte

Da daværende kulturminister Per Stig Møller (K) i fjor præsenterede et nyt filmforlig, ville flere af de fremmødte kulturjournalister gerne vide, hvad han mente om den aktuelle krise for dansk film.

LÆS OGSÅ: Dansk film forsølvet

Dogmebølgen havde lagt sig, og mange anmeldere mente, at dansk film befandt sig i en kreativ krise.

Dansk film er ikke i krise, men fejrer den ene triumf efter den anden, svarede kulturministeren prompte, og det bliver sværere og sværere at afvise det svar, når man tænker på den voksende perlerække af danske instruktører, der imponerer ved internationale filmfestivaler.

I weekenden blev der oven i købet føjet to fornemme priser til en dansk film, da det historiske drama En kongelig affære både fik en Sølvbjørn for bedste manuskript og for bedste mandlige hovedrolle til den 27-årige debutant, Mikkel Boe Følsgaard, på filmfestivalen i Berlin.

Det er et kæmpe skulderklap til filmen, og hele holdet her er helt oppe i skyerne, sagde instruktør Nikolaj Arcel over telefonen fra den tyske hovedstad lørdag nat til Ritzau.

Arcel fik en Sølvbjørn for bedste manuskript sammen med medforfatter Rasmus Heisterberg, som han har skrevet manuskripter sammen med i 10 år.

Vi er meget rørte og glade. Selvfølgelig betyder det noget, at filmen vinder for bedste manuskript. Hvis filmen var dårlig, vinder den ikke for bedste manuskript. Det er meget betydningsfuldt, siger Nikolaj Arcel.

Gennem de seneste 25-30 år har der været gjort mange forsøg på at lave film om livlægen Johann Friedrich Struensees skæbne i 1700-tallets Danmark.

Det er nu lykkedes, og det har taget fire år fra første idé til færdig film.

Lige nu er Nikolaj Arcel ved at skrive manuskript til filmatiseringen af succesforfatteren Jussi Adler-Olsens thriller Kvinden i Buret et arbejde, han gør alene.

Som instruktør vil en del af mit virke være at skrive manuskripter, men jeg er filminstruktør. Om nogle måneder vil Rasmus Heisterberg og jeg sætte os ned og finde ud af, hvad min næste film skal være som instruktør, siger Nikolaj Arcel. Og det bliver nok ikke i den historiske genre.

Det er jeg sikker på, at det ikke bliver. Jeg plejer at gå omvendt af, hvad jeg lige har lavet. Det er forskelligt hver gang, men vi er ikke langt nok med idéer til det endnu, siger Nikolaj Arcel.

Arcel brød igennem som instruktør med Kongekabale, og sammen med Rasmus Heisterberg har han blandt andet skrevet manuskriptet til Stieg Larssons Mænd der hader kvinder.