I fredagens Kristeligt Dagblad kunne man læse, at historikere er bekymrede over, at historisk fiktion mudrer publikums forståelse af fortiden. Anslaget var Kaper Kalles film ”Christian IV – Den sidste rejse”, og hvorvidt Kirsten Munk blev smidt i fængsel af hanrejkongen eller forlod ham frivilligt.
Også ”Unge Astrid” har allerede vakt debat i Sverige. Lindgrens datter kritiserer filmen for ingen indsigt at have i Astrid Lindgrens reelle oplevelser med bortadoption. Men hvem ejer historien? Og skal en film, en instruktør eller en manuskriptforfatter dømmes på, hvor meget af et kunstværk der kan betragtes som sandt?
Tidligere her i avisen har en historiker påpeget, at ”filmbranchen har et moralsk ansvar i forhold til historien”. Det lyder beslægtet med en anden strømning, der præger den offentlige debat om kunsten, nemlig den identitetspolitiske. Må en hvid, heteroseksuel, mandlig forfatter skrive en roman om en ung, homoseksuel, sort kvinde? Må en filminstruktør fortætte et allerede levet liv, så netop hendes menneskelige indsigt forplanter sig hos publikum? Når moralen bliver rettesnor, kan publikum blive den store taber. For hvem skal udpeges til dommer over, hvem der kan sige hvad om hvad?
I litteraturen pågår den samme diskussion inden for autofiktionen. Men Karl Ove Knausgårds bøger skal ikke vurderes ud fra, hvorvidt forfatteren har overdrevet sin egen fortid, sin fars alkoholisme. Og Kasper Kalles debutfilm, ”Christian IV– Den sidste rejse”, og anden historisk fiktion skal ikke værdidømmes i forhold til, om manuskriptet lige nøjagtigt lægger tilpas til eller trækker lidt for meget fra for at skabe en medrivende historie.
I fredagens artikel påpeger en del af historiestanden, at det er et problem, at publikum gennem historiske dramatiseringer får et fejlagtigt indtryk af virkeligheden. Men er det kunstnernes problem? Nej. Det er et bredere dannelsesproblem i et overfladisk samfund, der ikke tager sig tid til fordybelse. Samtidig har ”baseret på virkelige hændelser” førhen fungeret som varsel. Som indikator for, at historien ikke længere udelukkende er kildebaseret, men også udspringer af en dybt personlig kilde, hvorfra instruktøren øser ud af sit verdensbillede. Men måske kan vi ikke længere på samme vis tage for givet, at den kritiske sans ser med.
Selvfølgelig skal manuskriptforfattere og instruktører fældes for narrativt sløseri, for populistisk historieformidling, for formmæssig forfladigelse. Det er den kunstneriske vægtskål. Men om Kirsten Munk sad i fængsel eller husarrest, om en sergent var tysk eller dansk, om man talte københavnsk på Stevns i midten 1800-tallet, det er værket i sig selv hævet over.
Kernen er dramaets kant og værdi som kunstnerisk, personligt vidnesbyrd.
Som kritiker anmelder jeg film ud fra formmæssige og fortællermæssige kriterier. Det er selvfølgelig noget andet, når en teolog forholder sig til fremstillingen af folkekirken i ”Herrens Veje”. Eller en historiker problematiserer de historiske fiksfakserier i film og dramaserier.
Det er flerstemmigheden i de faglige perspektiver, der skaber samtalen. Og der er grund til at glæde sig hver gang, en kunstner skaber historiske film, der formår at bevæge den offentlige debat, så den for en stund handler om kunstnerisk frihed, historiefortolkning og kulturens opdragende rolle.
Selvfølgelig har kunstneren et ansvar. Men det ansvar gælder den samlede offentlighed, ikke en bestemt stand. For det er aldrig kunstnerens opgave at gøre hverken teologer, historikere – eller filmkritikere for den sags skyld – tilfredse.