I den nye novellesamling Rigtige guder gider ikke psykologi gendigter en række danske forfattere tekster fra Bibelens Gamle Testamente.
Blandt andet har Lone Hørslev givet sit bud på1. Mosebogs tekst om Tamar, der med kvindelist lokker sin svigerfar til at gøre sig gravid, og det er der kommet en noget anderledes fortælling ud af. Tamar fra Kanaans Land er blevet til Helle fra Vanløse. Hendes svigerfar Juda, er blevet til en bitter 65-årig mand ved navn Poul Erik.
Og i stedet for at nægte hende sin ældste søn, som han gør i Bibelen, kører Poul Erik fra Helle og hendes søn Bertram uden for farvehandlen Flügger, så de selv kan gå hjem.
Nok er Lone Hørslev kendt for at skrive om morrollen og forholdet mellem mænd og kvinder i sine tidligere udgivelser, blandt andet de ærlige skilsmissedigte Jeg ved ikke om den slags tanker er normale.
Men hvordan kom hun frem til lige netop den tolkning, kunne man spørge?
Jeg syntes faktisk, det var en meget svær opgave, siger hun.
Mange af Det Gamle Testamentes tekster handler om slægt, patriarker og ære, også denne tekst. Den her gammeltestamentlige Gud, der slår ned på alt og alle er en helt anden Gud end den Gud, jeg har et forhold til. Han er svær at have med at gøre. Jeg var nødt til at spørge mig selv: Hvad siger dig noget i dag?, siger hun.
Det var det her lag af en kvinde, der tager skæbnen i egen hånd, handler og gør noget. Det, Tamar og Helle har til fælles, er, at de begge er sat skakmat i en håbløs situation, og så prøver de at handle sig ud af det ved at gøre noget rimeligt desperat. Forskellen er, at Tamar er et forbillede, og Helle får man bare ondt af, siger hun.
Lone Hørslevs novelle om Helle fra Vanløse er med i novellesamlingen, fordi hun blev kontaktet af forlaget Alfa, og hun ville nok ikke have fundet på det selv. Ikke desto mindre er Bibelen på det seneste begyndt at fylde mere og mere, når hun skriver.
LÆS OGSÅ: Danske forfattere dyrker Bibelen
Det er kommet, efter at hun i nogle år boede på Fanø og gik i kirke, fordi det var det, man gjorde.
Siden er bibelteksterne begyndt at snige sig ind, helt naturligt, og de er også rigt repræsenteret i den bog, hun skriver på nu.
Hver gang jeg kommer ind på denne vekselvirkning mellem lys og mørke, så kommer det af sig selv, at jeg tænker Bibelen med. I min sidste bog, Laos, er referencerne til Bibelen knyttet til glæden og håbet. Det, der kan give håb, når det ser sort ud. Og det, som kan styrke og bekræfte glæden, når det ser lyst ud, siger hun.
Sammen med de øvrige forfattere til Rigtige guder gider ikke psykologi, skriver Lone Hørslev sig ind i en tradition for gen- og videredigtning på Bibelen, der går helt tilbage til, ja, bibelsk tid.
Kasper Bro Larsen, lektor i teologi ved Aarhus Universitet, forsker i fænomenet, der på engelsk kaldes Rewritten Scripture (gendigtning af Skriften).
Når man skal formidle en bibeltekst, er der forskellige måder at gøre det på. Man kan tale om teksten og stå uden for den og sige: Jesus gjorde sådan; det betyder sådan og sådan for os i dag. Men en anden måde at gøre det på er at gå ind i teksten og skrive den igen. Og formålet er jo egentlig det samme at mindske afstanden mellem Bibelen og læserens hverdag og dagligdag.
Hvis Bibelen fortsat skal have noget at sige os, så må den fortolkes, for eksempel i form af omfortælling. Og det er vigtigt, at det sker andre steder end fra prædikestolen, mener han.
Fænomenet er hverken nyt eller kontroversielt. Det findes inde i Bibelen selv: Man kan for eksempel se, at Matthæus- og Lukasevangeliet indeholder mange af de samme historier som Markusevangeliet, men der er lagt noget til og udeladt noget. Så når moderne forfattere genfortæller bibeltekster, så gør de egentlig sig selv til en slags evangelister. Man gør præcis det samme, som evangelisterne gjorde engang, siger han.
Der er en slags højkonjunktur i det her for tiden. I 1970erne og 1980erne havde vi børnebiblerne fra Bibelselskabet og Seidelinerne (nu afdøde Anna Sophie Seidelin og Paul Seidelin, red.), Cecil Bødker og Johannes Møllehave. Den fortolkningsfrihed, de kom med, tror jeg har skabt grobund for atflere tør give sig i kast med den genre på en mere fri måde, mener han.
Sidste år kom for eksempel Bjarne Reuters gendigtning Bogen og Synne Garffs Himmelhelten om Jesus som dreng.
Og i år udsender Bibelselskabet en række danske musikeres bud på bibel-fortællinger i en række sange.
Den oplagte grund til inter-essen for at gendigte Bibelen er, at nogen frygter, den bliver glemt. Men det er noget andet, der gør udslaget lige nu, mener Kasper Bro Larsen.
Vi er blevet en slags deltagerkultur. Det betyder, at vi som kulturforbrugere generelt gerne vil interagere med værkerne, for eksempel på de sociale medier. De, der skriver de nye bibelhistorier, lytter ikke bare til Bibelen, men deltager også i den, ligesom de deltager i alt muligt andet.
Mange af de nye forfattere, der skriver på Bibelen, skilter ikke med, at de er troende, måske har de endda erklæret, at de ikke tror. Men det bringer blot nyt liv til fortællingerne, mener Kasper Bro Larsen.
Den samme diskussion findes jo også inden for kirkekunst. Det ville være dumt at bede kunstnere om at genfortælle og så lave dogmeregler for fortællingen. Der er heller intet, der tyder på, at evangelisterne havde dogmeregler.
Lone Hørslev er ikke den eneste forfatter, der for tiden skriver videre, føjer til og trækker fra Bibelen.
Josefine Klougart, der netop har udsendt romanen Mørke, er flere gange det seneste år blevet kontaktet med henblik på at deltage i bogprojekter, der skal omskrive Bibelen.
Hun har selv afholdt to forfattergudstjenester i Aarhus, én i Sankt Lukas Kirke og en i Risskov Kirke, og er desuden blevet inviteret med i en arbejdsgruppe, der skal lave tillæg til den nye salmebog og regner med at takke ja.
Jeg har længe haft lyst til at dykke mere ned i bibelhistorien og måske se nærmere på de forskellige udgaver. Det rejser nogle interessante spørgsmål for mig som forfatter og som menneske, simpelthen. Det er en måde at forholde sig genskabende og reflekteret til en kulturarv på, som er selvindlysende, men dog for mange i min generation ganske diffus, siger hun.
Interessen kommer dog ikke af en direkte søgen efter tro eller Gud, påpeger hun.
Jeg har altid været interesseret i æstetiske erfaringer og først sekundært i de religiøse. Min adgang til det religiøse er på en eller anden måde gået gennem det æstetiske, da forskellen mellem de to typer erfaringer er dunkel for mig.
Her er forfatteren Kristian Ditlev Jensen gået en anden vej rundt.
Først læste han litteraturvidenskab. Siden blev han nysgerrig på troen og begyndte at læse teologi. I forbindelse med sit teologistudium har han nu læst Bibelen grundigt. Og er blevet overrasket over bogens litterære og æstetiske kraft.
Det er gået op for mig, at der er en hel bestseller-serie i at skrive alle Bibelens fortællinger om. Pludselig går det jo op for én, at dette her er ikke bare en tilfældig bog, som enhver anden antologi, man lærer at kende på litteraturvidenskab. Det er helt augustinsk, en række forædlede historier, som rummer almenmenneskelig visdom.
Det er en slags essens, altså noget, der er kogt helt ind. Og som forfatter får jeg lyst til at hælde kogende vand over og se, hvad der så sker.
Kristian Ditlev Jensen tager løbende sig selv i at ville skrive Jobs Bog eller historien om Paulus i forklædning.
Som kristen kan man forsvare det med, at det er en formidlingsopgave. Enhver, der læser Det Gamle Testamente fra ende til anden, bliver altså relativt hurtigt træt. Det er spændende, men det er også tung læsning. Og stopper man her, så når man slet ikke frem til den læseoplevelse, det faktisk er at læse tre evangelier lige i rap. Man får Jesus serveret i tre forskellige dimensioner, et litterært greb, der giver os en følelse af at få det hele at vide. Og den oplevelse vil jeg gerne dele.
Hvis Bibelen gendigtes og gendigtes, kunne man forestille sig, at den oprindelige tekst til sidst forsvandt helt.
Stikker man ikke et trumfkort i ateisternes hånd ved at digte videre, så det til sidst bliver en slags lystfiskerhistorie?
Der er mange, der synes, det er mystisk, at de tekster, der er i Bibelen nu, er nedskrevet så sent efter, at det virkelig skete. Men jeg tror den mundtlige overlevering, der ligger imellem, har været med til at styrke fortællingen. Jo, historierne er nok blevet bedre og bedre. Men er det ikke okay?, siger Kristian Ditlev Jensen.
Teolog Kasper Bro Larsen mener ikke, man nogensinde kan komme helt tilbage til en oprindelig tekst, når man taler om Bibelen.
Alle de skrifter, vi har, er genfortællinger, og genfortællingens uendelige kæde holder aldrig op. Det er kun fundamentalisten, der kan stoppe den proces ved at sige: Sådan og sådan er den oprindelige tekst, lad os blive ved det. Men på den anden side bliver vi også nødt til at have et fælles udgangspunkt i Bibelen for at kunne digte videre.
Men hvordan ser en Bibel fra dit synspunkt egentlig ud om et par hundrede år?
Jeg tror, den er lidt anderledes. Vi har alle sammen nogle historier, vi synes burde have været i Bibelen. Hvorfor er der for eksempel ikke den scene, hvor Jesus og Judas bliver gode venner igen efter at have skændtes? Og hvad med den scene, hvor Abraham vender tilbage til Sara med Isak, som han alligevel ikke har ofret, og alle er glade? Der er en stærk tendens til at unge gendigter manglende scener i bøger, de holder af, for eksempel Harry Potter og Ringenes Herre. Og tv-serier på Netflix og HBO kommer konstant med nye sæsoner. Hvorfor skulle det ikke kunne ske med Bibelen?, siger han.
Bibelen sæson 2 eller Bibelen, som den burde have været den vinkel kunne jeg godt tænke mig at se danske forfattere tage op. I morgen eller om hundrede år.