Danske forlag i samarbejde om e-bøger

Gyldendal og forlaget Lindhardt og Ringhof har købt et selskab, der skal distribuere digitale bøger, og de to forlag indbyder landets øvrige forlag til at være med

Gyldendal og Lindhardt satser vil nu udgive e-bøger. -
Gyldendal og Lindhardt satser vil nu udgive e-bøger. - Foto: stock.xchng

I al ubemærkethed har landets to største forlag, Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, sammen opkøbt selskabet Publizon. Selskabet skal stå for distribution og salg af bøger, der ikke er trykt på papir, men derimod udkommer på digitale platforme som eksempelvis de nye e-læsere. Satsningen er markant for en dansk forlagsbranche, der ellers har haft svært ved at finde sine egne ben i den nye, digitale verden.

Samtidig med købet rækker Gyldendals administrerende direktør, Stig Andersen, nemlig hånden ud til andre forlag om at samarbejde om distributionen af dansksprogede e-bøger, som mange forventer for alvor vil slå igennem i 2010.

– Markedet for digitale bøger er i Danmark ikke stort nok til, at vi har forskellige tekniske formater og slås indbyrdes. Derfor indbyder vi andre forlag til at være med i en form for fælles distribution, siger Stig Andersen.

Hos forlaget People's Press finder kreativ direktør Jakob Kvist det fornuftigt, at forlagene indgår i samarbejder, der kan føre dem mere trygt ind i den digitale virkelighed.

– Der ligger en ekstrem omvæltning lige om hjørnet, og der lurer voldsomme farer i form af blandt andet pirateri, så der er i høj grad brug for, at vi står sammen, siger han.

Litterær agent Lars Ringhof, der repræsenterer en række danske forfattere, er enig:

– Vi er et meget lille sprogområde, og hvis danske læsere skal have de samme muligheder som læsere i eksempelvis USA, England og Tyskland for at læse litteratur på deres eget sprog, så er det meget vigtigt, at de danske forlag ikke bliver hægtet af, siger han.

washuus@kristeligt-dagblad.dk